Slideshow!

Hej!

Jeg har lige sammensat et kort slideshow, med de bedste billeder fra vores tur.

Se det hvis du har lyst!




Mvh. Anders.

At komme hjem

Det er utroligt så hurtigt man vænner sig til tanken om, at nu er man altså hjemme igen. På vores første hele dag i Vancouver gik jeg ud og købte mig et pænt sæt tøj. Jeg fik mit hår klippet og fik taget et grundigt bad. Pludselig var jeg bare den samme gamle Anders. Tanker om Pacific Crest Trail var allerede skubbet ud af hovedet. Nu var jeg byboer igen.

Jeg havde undervejs på turen overvejet hvordan jeg gerne ville komme hjem. Jeg kan generelt ikke lide at få for meget opmærksomhed. Jeg ville gerne undgå at min hjemkomst virkede som en stor ting. Aller bedst ville det være, hvis det bare var som når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg havde derfor planlangt, at jeg ville tage et par dage i København sammen med min storebror, før jeg vendte snuden hjem mod Odense og mine forældre.
Det var en god beslutning. Ikke mindst fordi det var vildt hyggeligt, men også fordi det gav mig lidt ekstra tid til at vænne mig til at jeg nu var i Danmark igen. At gå rundt i Københavns gader og høre det danske sprog igen var rigtig fedt.
Jeg tog toget hjem til Odense d. 22. september. Jeg brugte et par timer i midtbyen på at mødes med nogle af de mennesker jeg ikke havde set det sidste halve år og da klokken blev fire, kørte jeg med min far hjem fra byen. Det var egentlig planen at jeg ville have gået de 10 kilometer hjem fra byen, men det havde jeg for mange tømmermænd til. Som jeg ønskede det - alt ved det gamle!

At komme helt hjem var en underlig følelse. Det var underligt at gå rundt i det hus jeg kender så godt, det var underligt at se sit værelse igen og det var underligt at sidde foran sin computer igen. Det var bestemt fedt at være hjemme igen, men det var på en måde også lidt antiklimatisk. Alt lignede jo sig selv! Værelset, som jeg før turen syntes jeg brugte for meget tid på, var præcist som jeg efterlod det. Og jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge for meget tid på værelset det næste stykke tid. Alle mine venner havde enten skole eller arbejde - jeg havde ikke noget at lave.
De første 2-3 dage var lidt smådeprimerende for mig. Det var hårdt at gå fra en hverdag, hvor man hele tiden havde noget at lave - en hverdag der var spændende - til en hverdag hvor der ikke rigtig var noget at lave - en kedelig hverdag.
Jeg vænnede mig dog langsomt til tanken om, at nu var jeg hjemme. Jeg fik tiden til at gå med at ses med venner, se de fjernsynsprogrammer jeg ikke havde fulgt med i de sidste måneder og med at overveje hvad min næste tur skal være!
Selvom jeg flere gange undervejs sagde til mig selv, at jeg aldrig ville tage på en sådan tur igen, gik der ikke mere end to dage fra jeg kom hjem til at jeg begyndte at overveje hvad den næste lange vandretur skulle være. Jeg er stadig ikke fast besluttet men jeg har nogle idéer.

Overordnet set synes jeg det har været en god måde at vende hjem på. Det har været rigtig fint at gøre det i etaper og langsomt vende hjem rent mentalt. Først Vancouver, som betød at vi kom tilbage til civilisationen, så København, som var Danmark og så til sidst helt hjem. Det har gjort det lidt nemmere at sluge.

Vi har begge, efter at være kommet hjem, haft et behov for at distancere os fra turen. Som om at vi lige skulle lade det hele synke ind før vi for alvor kunne snakke om det og før vi for alvor kunne begynde at kigge tilbage på hvad vi havde været igennem. Vi er således ikke kommet i gang med at redigere filmen før nu. Vi begyndte i mandags og det ser ud til at blive en lang proces. Der er meget materiale der skal kigges igennem og klippes sammen. Hvor lang tid det kommer til at tage ved vi ikke, men vi skal nok finde en måde, at give jer alle besked når filmen er færdig.
Vi håber lidt på, at få en forestilling på cafébiografen i Odense, hvor vi så kan invitere alle vi kender til en slags forpremiere.

Med hensyn til foredrag, må vi desværre nok erkende, at filmen får højeste prioritet i denne omgang. Hvis der er folk der meget gerne vil arrangere et foredrag for os, er vi dog åbne for det. Men vi tager nok ikke selv initiativ før efter nytår. Nu skal vi lige have styr på filmen først.

Vi skal nok skrive det på bloggen når vi har nogle konkrete datoer.

I mellemtiden er her en teaser for vores film:



Mvh. Anders og Asger.

//Anders.

Epilog af Asger

Mit første indtryk af Vancouver var overvældende. Gennem bussens ruder observerede jeg hvordan den natur, der gennem de sidste 4½ måned havde dannet rammen for min dagligdag, blev stadig mere kultiveret og domineret. Store bjerge og endeløse skove blev langsomt, men nådesløst, erstattet af forfalden industri, fastfood-kæder og cement. Fra Manning Park Lodge, der ligger omtrent femten kilometer fra det sted PCT krydser grænsen, venter en cirka fire timers bustur til Vancouver. Efter et par timer var jeg nødt til at lukke øjnene da mit hoved var ved at brænde sammen af alle de indtryk mine øjne lukkede ind. Det lyder som en kliché, men det er åh så sandt. De sidste mange måneder har vi været udsat for mange overvældende og spektakulære landskaber og udsigter, men der har altid været en form for balance – en ro. Intet i vildmarken har kunnet forberede vores hjerner på det sansebombardement der ventede tilbage i civilisationen. Men mere om det senere, jeg vil nu underlægge mig kronologiens komposition.

Sidste indlæg skrev Anders i Skykomish og der vil jeg samle tråden op.
Fra Skykomish var planen simpel og overskuelig. Vi havde i omegnen af syv vandredage tilbage samt en ’tvungen’ hviledag i flækken Stehekin for at kunne hente vores pakke med mad på et weekendlukket postkontor. Onsdag den 7. september forlod vi Skykomish sammen med østrigeren Matthias og de to amerikanere ’Wrongturn’ og ’Don’t Panic’. Vi havde aftalt at slå følge da det kommende stræk gennem Glacier Peak Wilderness var berygtet for vanskelig navigation og lumske flodkrydsninger. Det viste sig at være en fysisk meget krævende etape, men heldigvis havde rygterne været oppustede og vi mødte ingen problemer. Det var dog stadig en god ting at gå i en gruppe. Anders og mit venskab var på daværende tidspunkt ved at være temmelig tyndslidt og det var en stor lettelse at gå sammen med andre så vi ikke konstant behøvede at omgås hinanden. Det skal ikke forstås som om at vi ikke længere er venner og ikke kan lide hinanden, men at bruge 4½ måned i selskab med den samme person, hver dag, vil altid være en udfordring. Oveni kan man lægge daglig fysisk udmattelse der eliminerer mentalt overskud, fælles beslutninger og kompromiser der skal tages og indgås, det at vi delte telt og kogegrej, hjemve og periodiske frustrationer over den rejseform vi havde valgt et cetera et cetera. Vi havde på forhånd indstillet os på at det ville blive hårdt og det blev det. Det varierede alt efter hvor træt man var og hvor mange problemer vi stod overfor, men den sidste måneds tid var der sjældent langt til en spydig bemærkning og en anstrengt stemning – ikke mindst fordi vi begge to er ordkløvere og forbandet stædige. Well, gruppevandringen gjorde os godt og efter at have brugt en dag på at drikke øl i skyggen i Stehekin satte vi, mandag den 12. september, af sted mod grænsen. Tre dages relativt let vandring i godt selskab og med godt vejr: vejen var lagt for en perfekt afslutning på vores eventyr.

Den første dag ud af Stehekin var utrolig smuk og jeg var ved utrolig godt mod. Hvad der fra dag ét havde forekommet som et så hypotetisk og uopnåeligt projekt var lige pludselig inden for rækkevidde og scenen var sat for en lykkelig slutning. Alt der var tilbage var at sætte benene i automatgear og koncentrere sig om at nyde de sidste dage. Vi gik godt til og tilbagelagde 45 kilometer trods en sen start og Washington belønnede os med en apokalyptisk solnedgang da vi slog lejr i et bjergpas. Og så brød verden sammen.



De første fem-ti kilometer var de værste – jeg indrømmer blankt at jeg var på grådens rand det meste af tiden. Fire og en halv måneds intensiv vandring havde bragt os mindre end to dage fra den Canadiske grænse, det hele var så fantastisk og pludselig var det hele kaos. Anders opdagede under den flammende himmel den aften ud af Stehekin at han havde glemt posen med sit pas og sin indrejsetilladelse til Canada. 45 kilometer syd, en hel dagsvandring i den forkerte retning. I Stehekin. Det var et hårdt slag, tilfældets klæbrige spytklat lige i ansigtet, verden der styrtede i grus. Anders insisterede på at jeg fortsatte med de andre og jeg skammer mig ikke over at indrømme at jeg var fristet. Det var ikke andet end at klappe ham på skulderen den kommende morgen og sige ’held og lykke’, for derefter at vende snuden nord og færdiggøre PCT to dage efter med de tre andre. Det var ikke andet end at efterlade en af sine bedste venner alene, i vildmarken tusinder af kilometer hjemmefra uden pas og uden vished om fremtiden. Det var ikke andet end at gøre det umulige og jeg hørte til min egen fortvivlede glæde mig selv nægte og fortælle ham at vi begyndte sammen og slutter sammen inden søvnen stjal min bevidsthed.
De første fem-ti kilometer var de sværeste. Vi var på stien klokken seks og vandrede den forkerte vej. Væk var al overblik, den perfekte afslutning. Vi vidste ikke engang om vi ville være i stand til at gennemføre, da vi ville blive nødt til at finde en ambassade hvis ikke vi fandt passet. Det var en grusom morgen. En smuk morgen, med en voldsomhed lånt fra aftenen forinden. I morgenmadspausen tvang vi begge os selv til at lave videodagbog – det er konflikterne og de hårde tider der fanger, kom nu vi skal lave en film! – og det hjalp mig faktisk. Om end en kameralinse ikke er den mest empatiske samtalepartner hjalp det at verbalisere mine frustrationer hvilket jeg ikke følte jeg kunne tillade mig over for Anders da han havde insisteret på at gå tilbage alene. Efter de første fem-ti kilometer bedøvede mit udmattede sind sig selv med mantraet: ”Burt & Ernie, please, Burt & Ernie, for h******, kom nu kom nu”. Burt & Ernie er navnene på to andre ’thru-hikere’ der forlod Stehekin en halv dag efter os og min psykiske stabilitet blev hurtigt hægtet på det spinkle håb og den klippefaste overbevisning at de helt sikkert havde fundet posen et eller andet sted i byen, havde åbnet den og genkendt Anders på pasbilledet og havde valgt at tage den med i tilfælde af at vi skulle vælge at gå tilbage i stedet for at blaffe. Jeg ved det, ikke de bedste odds på bookmakerens liste. De sidste fem-ti kilometer var bedøvede. Med blikket fast rette om det næste hjørne vandrede jeg med mit mantra skruet op på fuld volumen og ignorerede alt andet. Der var mit liv hvis de havde det og der var mit liv hvis de ikke havde det. Efter cirka femten kilometer skete det. Tyve meter fremme dukkede Burt & Ernie frem bag en hjørne og jeg råbte til dem for derefter at bogstavelig talt at kollapse på stien ved lyden af deres svar. De havde posen.
At vi kun skulle ’back tracke’ 15 kilometer betød at vi endnu kunne nå at afslutte på den planlagte dato. To lette vandredage i en stor munter gruppe var erstattet med to af turens hårdeste dage, men vi var overvældede af vores held og udsigten til stadig at kunne være færdige ’i morgen’ og fløj. Klokken tolv var vi, efter cirka 30 kilometer, tilbage ved den lejr hvor vi samme morgen havde taget en kort afsked med de andre. Da vi ved otte tiden slog lejr i mørket var det efter turens længste dag – 66 kilometer i hårdt bjergfyldt terræn. Vi var fuldstændig udmattede, men uendelig taknemmelige over vores held og lette om hjertet ved tanken om at kun 48 kilometers vandring lå mellem os og grænsen. Mañana.

Hvis du, som læser, synes at ovenstående var et lovlig stort spektakel over udsigten til to dages ekstra vandring – hvis du tænker: ”de har allerede gået i omegnen af 135 dage så to dage fra eller til..” – kan jeg kun sige, prøv et through-hike!

Den sidste dag var irriterende ordinær. Den gik temmelig hurtig selvom det var en relativt lang distance, men tiden fløj. Fra min bevidsthed rejste mod drømmeland aftenen forinden og hele dagen igennem forsøgte min logik forgæves at råbe resten af ’mig’ op; ”Hey, det er altså i dag vi er der, få nu for søren gang i sommerfuglene og uroen. Hvor er den sugende fornemmelse i maven, haaaaaaaaalo?!”. Naturligvis. Et så længe ventet og så værdiladet øjeblik, som det at nå den amerikansk/canadiske grænse efter års drømmerier, måneders vandring og endeløse timers spekulationer, kan ikke blive andet end et antiklimaks. Dagen var virkelig smuk, vandringen nem og inden vi vidste af det tumlede vi forvirrede og usikre ud på grænsen (grænsen mellem Washington og Canada er rent faktisk en fysisk størrelse: en cirka ti meter bred stribe af fældet skov, øst til vest). Til vores store glæde var hele vores slæng plus vores venner ’Ironman’ og ’Tall Trees’ endnu på grænsen og vi brugte et par timer på at fejre samt på at få lavet vores videoklip og de obligatoriske sejrsbilleder. Vi slog lejr på canadisk jord små 100 meter fra grænsen og lavede bål og snakkede til et godt stykke efter mørkets frembrud. Dagen efter ventede fjorten-femten kilometer ned til Manning Park Lodge og så kan jeg vist trygt og kronologisk vende tilbage til begyndelsen.

Hen på eftermiddagen den 15. september rullede bussen, gennem hvis ruder civilisationen havde overvældet og overmandet mig, ind på stationen på Main Street og ud kom Anders, Matthias, Wrongturn og jeg. Vi fandt vores hostel og gik ud og drak os fulde. En fjern og dog så velkendt beskæftigelse – vi var tilbage i byen og famlede søgende efter vores gamle vaner og mønstre. Og her i den velsignede og dekadente storby har vi resideret siden. En rejse er lakket mod enden, et eventyr klinger på sidste vers. Anders og jeg holder skansen her på Main Street, kun en enkel blok fra China Town og her vil vi langsomt og sikkert rehabilitere os selv til livet i en civiliseret verden. Fra min stol ved køkkenbordet, med rødvin i koppen og brød i posen under stolen, hører jeg pludselig stemmer snakke dansk og afbryder mine skriverier for at hilse på to danske jævnaldrende på vej ud for at købe øl. Jeg glæder mig til de kommer tilbage og betragter det som tilfældets hjælpende hånd. Danmark er nær og bliver præsenteret ét trin af gangen.

På mandag letter vi fra Vancouver International Airport med kurs mod Heathrow hvorfra nok et fly vil bringe os hjem. Hvad der venter hjemme er svært at vide. Jeg må i gang med jobansøgningerne (jeg modtager stadig gerne gode tips, søgefeltet er udvidet til Odense, Århus og Kbh!). Vi ved dog at vi skal i gang med at producere en film om turen i samarbejde med Odense Filmværksted og vi ved at vi skal i gang med at drikke flere øl. Desuden har vi haft snakket om at det kunne være interessant at lave foredrag om turen. Ikke på grund af den selveksponerende faktor, men fordi vi synes at det er en spændende historie og et stærkt budskab om at turde binde an med drømme der virker uopnåelige. Hvis nogen læser dette indlæg og er interesserede i et foredrag (enten med billeder eller i længere perspektiv med filmfremvisning) er I velkomne til at sende mig en mail på malabares91@gmail.com.

Som afslutning vil jeg sige tak til de der har ofret tid på at læse vores blog og sende os opmuntrende beskeder. De sidste 4½ måneder har været betydningsfulde for os og det glæder mig at der er andre der har fundet det interessant at følge vores færd.

Alt det bedste og på snarlig gensyn,
Asger


PS. Billeder fra det sidste stræk Sisters-Grænsen kan ses i Picasa-albummet til højre eller på dette link: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/PCTSistersGrNsen

Washington

Hej venner!

Nu er der pludselig ikke lang tid tilbage. Vi er i byen Skykomish, som vel nok bør betegnes som grænselandet mellem det centrale Washington og det nordlige Washington. Vi har gået 3900 kilometer over de sidste 4 måneder og nu mangler der kun 7 dages vandring. Det er en meget underlig følelse! På den ene side føler jeg en trøst i, at de hele snart er overstået.
Jeg glæder mig til at komme til Canada og jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at begynde at gå i bomuldstøj igen, jeg glæder mig til at se mine venner, jeg glæder mig til at være fri for at bære på rygsækken, jeg glæder mig til ikke at være dækket af et lag af indtørret sved, solcreme, støv og snavs hele tiden og jeg glæder mig til at kunne vågne op om morgenen og vide, at i dag behøver jeg ikke gå 50 kilometer. Min krop er træt af at skulle levere en toppræstation hver dag på en elendig kost og mit sind er træt af den samme monotone bevægelse dag ud og dag ind.
Men hvor meget jeg end glæder mig til at få projektet overstået, begynder jeg også at mærke en vis nostalgisk følelse over for at det hele snart er slut. Selvom det kan virke surt en stor del af tiden, ved jeg også at jeg kommer til at savne mange aspekter af rejsen med det samme jeg kommer hjem. Det er jo, ved nærmere eftertanke, kun selve vandringen jeg er træt af. Jeg er træt af at gå. Jeg nyder stadig at være i naturen og at ligge foran lejrbålet om aftenen og læse. Vandringen begynder bare at blive en byrde efterhånden. Jeg ville allerhelst bare stoppe, når der kom en fed udsigt og så sætte mig ned og nyde den fuldt ud, men jeg føler bare ikke jeg har tid. Man skal jo nå de 50 kilometer, før man kan tillade sig at stoppe. Vi skal nå til Canada før det dårlige vejr sætter ind!

Da vi har været så hurtige gennem Californien og Oregon, er denne attitude dog lidt unødvendig. Vi har slet ikke travlt selvom vi somme tider føler at vi har. Vi har egentlig masser af tid til at komme til Canada. Vi skal bare være der før 1. oktober, som er den uofficielle deadline – det er typisk der vejret for alvor bliver slemt. Men når man først er blevet vant til et effektivitets-fokus, er det faktisk svært at sætte farten ned igen.
Vi er begyndt at tvinge os selv, til ind imellem kun at gå 40 kilometer per dag, hvor vi tidligere ville have gået gik 50. Det betyder, at vi somme tider kan slå lejr ved 16-tiden i stedet for 18-tiden. Vi har dermed flere timer til at slappe af i lejren om aftenen.

Nu har vi lavet en plan for resten af Washington og der regner vi faktisk med en kortere gennemsnitsdistance end normalt. Vi har booket vores fly hjem til den 19. september, hvilket betyder at vi kan holde en kortere gennemsnitsdistance end normalt og stadig have tid til en enkelt hviledag mere.

Da vi satte ud fra Cascade Locks ved grænsen mellem Oregon og Washington var det med en forventning og en forhåbning om koldere vejr, ingen myg og flotte landskaber overalt. Vi blev derfor skuffede, da de første dage i Washington bød på varmt fugtigt vejr, milliarder af myg og tæt skov uden udsigter. Størstedelen af hele Oregon havde foregået i skoven og vi var efterhånden på et stadie, hvor skoven nærmest virkede klaustrofobisk. Vi var trætte af ikke at kunne se andet end træer.
Efter 5 virkelig ensformige dage, med myg, varme og tæt skov, var humøret helt i bund. Det virkede helt uoverskueligt og vi begyndt at frygte for at Washington ville fortsætte på samme måde.
Det var derfor et vildt heldigt tidspunkt vi ankom til Goat Rocks Wilderness. Vi havde godt hørt, at det var et smukt stræk, men at det var så spektakulært, havde vi ikke forventet. Vi startede ud om morgenen i den samme tætte myggebefængte skov, som vi var gået i seng i, men kom i løbet af 5 miles op over trægrænsen. Det var køligt, vi havde de vildeste udsigter til alle sider og der var ingen myg. Det var bare helt fantastisk!
Der er et stræk i Goat Rocks der hedder The Knife’s Edge (=knivsæggen). Det er et af de mest ekstreme og mest smukke stræk jeg nogensinde har vandret. Stien var sprængt med dynamit ind i toppen af en stejl bjergkam. På begge sider af kammen gik det lodret ned. Til alle sider kunne man se store bjerge, vandfald og gletsjere. Og vi vandrede mod Washingtons mest berygtede bjerg – Mt. Rainier. Det var bare en fantastisk dag og det varslede en dramatisk ændring i terrænet for resten af turen. Vi fik ladt vores ellers flade mentale batterier op igen.

Siden den dag, har Washington været helt fantastisk. Det har budt på køligere vejr, færre myg og de vildeste udsigter på hele turen. Særligt Alpine Lakes Wilderness har været helt fantastisk.

Det var også i Washington, at vi så vores første bjørn. Det var slet ikke så dramatisk, som jeg havde forestillet mig det første bjørnemøde ville være og det var egentlig et forholdsvis lille dyr, selvom det åbenbart var en forholdsvis stor bjørn. Vi kom gående ud af stien, da vi hørte nogle mennesker råbe. Jeg hørte ikke hvad de råbte først, men da de bagefter råbte: ”Hey gentlemen. There is a bear coming towards you”, vidste jeg hvad råbene gik ud på. Vi så kun bjørnen meget kort. Den løb over stien 20 meter foran os og videre op ad bakken. Den var tydeligvis bange for os og skulle bare væk hurtigst muligt. Vi var desværre ikke hurtige nok med kameraet, så vi fik ikke nogle billeder af dyret, men det var en vildt fed oplevelse. Jeg er glad for at vi nåede at se en bjørn på denne tur.

I morgen sætter vi af sted mod Glacier Peaks Wilderness, som umiddelbart virker som den sidste udfordring før vi kan betragte os selv som home free. Vi har aftalt med nogle andre vandrere, at forme en gruppe på dette stræk. Det er rart at have sikkerheden i gruppen, når vandringen bliver besværlig.

Kun 7 dage tilbage. Nu er vi der næsten!

Hav det godt til vi ses igen omkring d. 20. september.

Mvh. Redneck og Shortcut

//Anders.

Familiehygge og en stat tilbage

To dage. To dage uden rygsækkene på. To dage med rigelig med hjemmelavet mad; med afslapning og opfedning og hygge på dagsordenen. Det lyder som en god plan og det er vores plan. I går eftermiddags ankom vi til Cascade Locks der er en lille flække ved bredden af Columbia River - den flod der udgør den længe ventede grænse mellem Oregon og Washington! Vi er nu endelig kommet til det punkt på turen hvor der kun er én stat tilbage, kun godt 800 km.

Oregon afsluttede med manér og den majestætiske vulkan Mt. Hood samt den berømte ”Eagle Creek Trail”- hvor Tunnel Falls (på billedet øverst) blandt andet kunne opleves – gav os nogle gode sidste dage i en stat der har været hurtig og myggeplaget, men først og fremmest utroligt smuk og mindeværdig. Den næstsidste dag mødte vi også fænomenet Scott Williamson der i år vandrer PCT for trettende (!) gang, har fartrekorden for ”north bound” through-hike, har lavet to yo-yo’s (altså at vandre fra Mexico til Canada OG tilbage igen på én sæson) og dette år forsøger at sætte fartrekorden for ”south bound” through-hike.

Tilbage til vores plan for den umiddelbare fremtid: vi pressede os selv hårdt gennem Oregon og tilbagelagde statens ca. 720 km. på 17 dage inklusive to hviledage. Det har kunnet mærkes på kroppen og inden vi sætter slutspurten ind skal vores krop have ro. Vi er så utroligt heldige at Anders farmor og farfar, Kurt og Birgit, har valgt at tage en måneds ferie i USA og ydermere at bruge et par dage i netop Cascade Locks.. på at forkæle os! Og hvis der er noget de er gode til, så må det være det (er det en bedsteforældre ting? jeg ved det ikke helt). Så lige nu står den på dansksproget familiehygge og lav puls og hvor er det skønt.

På torsdag rejser Kurt og Birgit sydpå, videre på deres odysse og Anders og jeg indleder slutspurten mod Canada.
Der er noget ejendommeligt over det stadie af rejsen vi nu efterhånden er på. Noget ubestemmeligt, noget uroligt og vemodigt. På lørdag har vi vandret i fire måneder og der er nu måske 15-20 vandredage tilbage - rejsen nærmer sig med andre ord sin afslutning. Og det er godt. Vi er trætte. Trætte af at gå, trætte af at spise dårlig mad, trætte af at ligge hårdt og ubekvemt om natten, trætte af ikke at have mulighed for at opretholde så meget som et basalt niveau af personlig hygiejne, trætte af ikke at bruge tid med andre mennesker end hinanden og så videre og så videre.. Man glæder sig til at komme hjem til venner og familie og komme i gang med alle de projekter og aktiviteter som man har gået og savnet og drømt om de forgangne måneder.
Samtidig begynder man også at mærke en lidt sær følelse af melankoli. Man begynder at indse at det her mastodontiske projekt - der gennem hele drømme- og forberedelsesfasen samt det meste af udførelsen har virket så urealistisk og hypotetisk - snart begynder at nærme sig dets afslutning. Og som det fungerer med hverdage ved man, at man kommer til at savne visse elementer så snart det ikke længere er hverdag. Jeg har analyseret lidt på mig selv og er kommet frem til at de største kvaliteter for mig herude - det jeg tror jeg vil komme til at savne - er: 1. Stilheden. 2. Pladsen, det at have utroligt meget plads omkring sig, det at kunne strække blikket mod uendelige horisonter, uden at blive stoppet af menneskeskabte strukturer. 3. Simpliciteten, en hverdag uden penge, telefoner, indkøbslister og mødetider.

Well, som sagt regner vi med at begive os mod ukendt territorium torsdag og vi forventer at ankomme til den canadiske grænse omkring den 13.-15. september. Efter et par dages civilisations-rehabilitering i storbyen Vancouver går turen igen mod moderlandet hvor vi regner med at lande omtrent den 20. september (meget cirka). Det er et meget glorificeret Danmark jeg vender hjem til. Der er så mange ting man har glædet sig til og så mange ting man har savnet – det hele over så lang tid at meget muligvis er kommet lidt ud af proportioner. Der er jo mange ting derhjemme som man ikke udelukkende er begejstret for (hvilket var en af de store motivationer til at tage af sted), men sådan må man skifte lidt, tage bort for at genfinde sin hverdags kvaliteter. En af de ting jeg personligt er lidt nervøs for er jobsituationen blandt unge derhjemme. Man hører mange skrækhistorier om hvordan det hele går nedad og uden et job er det svært at tage kørekort og flytte hjemmefra og alle de andre ting man tænker man skal have gang i når man lige er landet og gentilpasset det danske samfund.
Jeg vil derfor også benytte dette medie til at melde mig i den arbejdssøgende flok: hvis der er nogen der kender til en fix lille jobmulighed for en dedikeret og hårdarbejdende ung mand (mig) må I meget gerne give mig et tip på min splinternye e-mailadresse: malabares91@gmail.com.

Jeg vil nu afslutte dette blogindlæg så jeg igen kan dedikere min opmærksomhed til dagens mission, nemlig at slappe af!

Alt det bedste og på snarligt gensyn DK

Redneck og Shortcut (aka Asger og Anders)
// Asger

Oregon - endelig!

Klokken er 5.30. Vækkeuret bipper. Modvilligt sætter jeg mig op, med soveposen stadig over skuldrene. Jeg kigger over på Asger og spørger: ”Hørte du alarmen.” ”Jaaaerh”, sukker han. Soveposen af, det varme tøj på, teltet ned, alt udstyret ned i rygsækken, rygsækken på og så ud af vandrestien. 60 minutters vandring, 20 minutters morgenmadspause, 3 timers vandring, 10 minutters pause, 2 timers vandring, 30 minutters frokostpause, 3 timers vandring, 15 minutters pause, 3 timers vandring, aftensmad, sove. Og så kan hele rutinen ellers begynde forfra.
Folk der tror, at det vi har gang i er 5 måneders ferie med sjov og ballade, har ikke helt ret. Lige for tiden kører vi med en arbejdsdag der sparker røv på alle andre arbejdsdage. Det er sgu hårdt arbejde at gå fra Mexico til Canada!

De sidste par uger har dagene mere eller mindre handlet om én ting; ”Hvor langt er det muligt at tvinge vores kroppe til at gå i dag?” Vi er kommet ud af sneen og er nu så langt på turen, at vi begynder at kunne mærke at den Canadiske grænse trækker i os. Vi er ærlig talt ved at blive lidt trætte af det at gå. Vi nyder stadig at være på tur, men begynder også så småt at glæde os til at kunne sætte rygsækkene og sige: ”Så, nu skal vi ikke gå mere!” Men for at komme dertil, er vi jo selvfølgelig nødt til lige at gå de sidste 1000 kilometer. Vi vil jo gennemføre!
De sidste to uger er farten virkelig blevet sat op. Færre bystop, længere vandredage og en retning der hedder stik nord. Nu vil vi til Canada!

Danskerbesøg
Da vi forlod Mt. Shasta var målet klart. Grænsen mellem Oregon og Californien lå lige foran os. Vi var efterhånden lidt trætte af, at have vandret intenst i over 3 måneder og stadig være i den samme stat. Californien er en satans lang stat. Vi havde brug for en luftforandring og det håbede vi at Oregon kunne give os. Vi lagde derfor en meget ambitiøs plan med lange dagsetaper og få bystop, så vi kunne komme så hurtigt som muligt ud af Californien. I den plan fravalgte vi, med lidt ærgrelse, Etna, hvor vi havde hørt at der lå et danskejet Bed & Breakfast. Det kunne da have været meget sjovt at besøge en dansker der havde bosat sig i USA, men vi ville nu hellere bare derudaf.
Der gik ikke lang tid, fra vi satte af sted mod Oregon, før vi mødte den første Sydbundne vandrer. Før der overhovedet bliver sagt ”Hej”, spørger han: ”Are you guys the Danes?” Da vi svarer, at ja det er vi, siger han: ”You gotta go to Etna. There is a Danish woman waiting for you at the Bed & Breakfast.” Man kunne høre på ham, at han syntes det var lidt for dårligt, da vi fortalte ham om vores planer om bare at vandre forbi Etna, men vi var fast besluttede.
Vores beslutsomhed endte dog med hurtigt at forvandle sig til dårlig samvittighed, for med de næste 10 sydbundne vandrere vi mødte blev samtalen indledt med: ”Are you guys the Danes?” Hende den danske kvinde havde åbenbart bedt alle vandrere om at fortælle ”de to danske vandrere”, at de skulle tage til Etna. Vi ville blive behandlet som royale, blev vi lovet. Vores stædighed hang dog ved og vi blev ved vores planer.
Den sidste dag, før vi ville ankomme til den Highway der førte til Etna, mødte vi endnu en Sydbunden vandrer og vi hørte den samme smøre endnu en gang. Det var åbenbart dråben der fik bægret til at flyde over. Der var vist ingen vej uden om. Vi måtte ned at hilse på. Jeg foreslog Asger, at hvis vi gik lidt længere end planlagt, kunne vi komme til Highway’en allerede i dag, og så kunne vi, hvis det lykkedes os at få et lift, tage ned og besøge den danske kvinde. Hvis det ikke lykkedes, havde vi jo trods alt stadig nået vores planlagte distance, og kunne bare gå videre dagen efter.
Vi ankom ret sent til vejen. Det var ved at blive mørkt og der var absolut ingen trafik på vejen. Vi blaffede 10 minutter uden at der kom en eneste bil forbi, før Asger besluttede at prøve at gå op til den campingvogn der holdt længere oppe ad vejen, for at se om der tilfældigvis var nogle mennesker der skulle ned til Etna. Der var mennesker, men ikke nogen der skulle ned af vejen. Han kom skuffet tilbage. Vi var så småt indstillede på, at skulle overnatte i teltet endnu en aften, da en bil kom kørende mod os. Den kom ganske vist den forkerte vej fra og var ikke på vej mod Etna, men bilisten genkendte os som vandrere og holdt ind. Det viste sig at være Tiberius (hans rigtige navn er Kevin, men han har valgt at påtage sig et andet navn), som vi mødte for nogle dage siden på ruten. Det var meget ubelejligt for ham, men han ville hellere køre os ned til Etna, end at lade os blive stående på denne forladte vej. Vi takkede og hoppede ombord. Vi kørte ned ad vejen mod byen og da vi kom til campingvognen signalerede campisten at vi skulle stoppe. Efter Asger var gået, havde han åbenbart besluttet, at han ville køre os derned alligevel. Han havde ligefrem fundet på en undskyldning for at hjælpe os. ”We just decided to go down to Etna anyway, so we could find a toilet.” Vi blev placeret bag i hans pick-up truck, fik tæpper over os og blev så kørt ned til Etna, mens Tiberius kunne fortsætte den vej han havde planlagt.

Vi ankom til Alderbrook Manor, som steddet hed, og fandt ud af, at den danske kvinde ikke var hjemme. Hun var til fest, men hendes mand ringede til hende og sagde, at vi var ankommet. Hun valgte at forlade festen, så hun kunne komme hjem og lave et aftensmåltid til os – klokken 23 om aftenen.
Hun præsenterede sig, med et tydelig og meget udtalt jysk accent, som Vibeke. Hun var flyttet til danskerbyen ’Solvang’ i Californien i 1969 og var bare blevet hængende. Hun fandt sig en britisk mand, Dave, og sammen besluttede de sig for at flytte til Etna, hvor de nu huser PCT-vandrere og andre turister hvert år.
Vibekes dansk var overraskende godt og vi snakkede nogle timer mens hun kokkererede for os. Hun var dog lidt uforberedt og var ikke selv tilfreds med hvad hun havde at byde på. Vi blev derfor inviteret til morgenmad dagen efter, sammen med andre udvalgte gæster. Som en særlig gestus blev Asger og jeg også serveret hjemmebagt rugbrød, hvilket var sjovt at smage igen. Det var den bedste morgenmad vi har fået serveret på hele turen og vi følte i hvert fald, at vores beslutning og at tage til Etna var en god beslutning.
Efter en frokost på det lokale bryggeri og en kort afsked med Vibeke og Bill tog vi tilbage til PCT. Vi nåede 20 miles den dag og gik mætte og tilfredse i seng.

De næste dage lignede lidt hinanden. Tidligt op, effektiv vandring og så i seng. Vi kom hurtigt fremad, men kedede os egentlig lidt og havde ikke så meget mentalt overskud. Landskabet var lidt kedeligt og vi var trætte fysisk.
Én aften skulle dog vise sig at være særligt begivenhedsrig.

Skovbrænde og natlige gæster
Vi ankom efter en lang og hård 55 kilometer dag, til Kristi’s Spring, hvor vi havde aftalt at slå lejr for natten. Vi satte rygsækkene og fandt vores tomme vandflasker frem. En velkendt lugt ramte mine næsebor. ”Der lugter af bål her. Der må næsten være andre vandrere i området”, sagde jeg til Asger. Vi kiggede lidt omkring. Asger gik over mod bålstedet ved vores campsite, snusede lidt og pegede så mod asken. ”Ja, det kommer herfra”, sagde han. ”Nej, vent. Det kommer derfra”, rettede han kort efter sig selv, mens han pegede på skovbunden 5 meter væk fra ham. Der stod røg op mellem nogle revner i skovbunden og jorden omkring revnerne så helt brændte ud. Der var simpelthen ild i skoven! Og så i et af de mest tørre områder vi har været igennem. Vi skyndte os at fylde vores vandbeholdere op og kastede så omkring 20 liter vand på. Vi fortsatte bare med at smide vand på til de stoppede med at lave lyde. Så sad vi nogle timer, mens vi spiste aftensmad og holdt øje med om det skulle bryde ud igen. Der skete dog intet og det var helt koldt og vådt, da vi efter aftensmaden gik over for at dobbelttjekke. Vi gik i seng, bevidste om, at vi muligvis lige havde reddet Pacific Crest Trail fra endnu et kæmpe nedbrændt område.

Det var en lidt urolig søvn jeg faldt ind i. Jeg vågnede mange gange med lidt bange anelser omkring den lille skovbrand der havde været blot 20 meter fra hvor vores telt nu stod.

Den ene gang da jeg vågnede, hørte jeg nogle grene knække lige uden for vores telt. Jeg tænkte, at det nok bare var en af de utallige hjorte der levede i det område vi befandt os i. Det var dog nogle ret store grene der knak, kunne jeg høre, så det måtte være et ret stort dyr. Da jeg hørte lyden af noget metallisk der ramte mod nogle sten, var jeg dog ikke i tvivl længere. Det måtte være en bjørn og den metalliske lyd kunne snildt være fra en af vores ikke opvaskede gryder. Jeg vækkede Asger, da jeg lige tænkte at han skulle advares inden jeg begyndte at råbe for at skræmme dyret væk. ”Hey Asger. Jeg tror vi har bjørnebesøg. Det lyder som om den har fat i en af vores kedler”, sagde jeg til ham, da jeg vækkede ham. ”Skal vi så ikke bare begynde at råbe med det samme?”, svarede han.
”KAN DU KOMME VÆK HERFRA!!”, råbte jeg så højt jeg kunne. ”INGEN BJØRNE, I VORES LEJR!!”, fulgte Asger.
Vi kunne høre at det store dyr stormede væk, gennem skoven. Vi lagde os igen, lidt urolige for om det ville komme igen.
5 minutter senere var det der igen. Nu blev jeg for alvor nervøs. Ville det ikke lade sig skræmme af mennesker? Var det en af de såkaldte problembjørne, der var blevet for vant til mennesker?
Vi råbte igen – endnu højere denne gang. Bjørnen løb væk og vi hørte ikke mere til den, den nat. Det var dog en noget urolig søvn jeg faldt i bagefter.

Da vi vågnede dagen efter og kiggede ud af teltet, stod alt vores udstyr dog som vi havde efterladt det og ingen af gryderne manglede. Jeg gad godt vide, hvad den bjørn havde haft fat i. Og jeg gad godt have set bjørnen.
Vi har stadig ikke set en eneste bjørn, hvor John, som vi har vandret med indimellem, har set 18. Han har dog også lige fået trail navnet ”Bear Whisperer”.

Stille perfektion
Når vandringen går nemt og man føler sig ovenpå både fysisk og mentalt, kan man somme tider gå og forsvinde i sine egne tanker. Det skete en del for mig lige inden vi nåede Oregon. Jeg gik, meget typisk, og overvejede hvorfor det egentlig er, at vi gør som vi gør. Hvorfor i alverden vælge at gå fra Mexico til Canada, når man bare kunne tage på et road-trip rundt i Californien i stedet. Jeg ved at når mange vandrere bliver spurgt hvorfor, svarer de noget i stil med, at naturskønheden og de uendeligt mange smukke landskaber er hele årsagen. Den årsag retfærdiggør det dog ikke helt for mig. Jeg må indrømme, at jeg synes man går lidt død i landskaber og smukke udsigter. Man bliver nærmest mæt, efter et par måneders vandring. Men hvorfor så ikke bare stoppe? Jeg fandt frem til, at det der betyder noget for mig, er selve livsstilen mens man er i ødemarken. Stilheden, den enkle livsstil og det at komme på afstand fra hverdagen, civilisationen og byens menneskemylder. Det er i virkeligheden det aspekt af rejsen der tiltaler mig mest. Det er det der overbeviser min trætte krop om, at den skal stå op og gå endnu en 50-kilometer, selvom den i virkeligheden havde mest lyst til at tage ind til byen, finde et motelværelse og se fjernsyn. Vildmarken, med de smukke udsigter, er blot det bedste sted at opnå de kvaliteter jeg søger.

Vi ankom til grænsen mellem Oregon og Californien d. 5. august om morgenen. Vi havde egentlig godt vist, at der ikke var noget stort monument og at skoven sandsynligvis ville være præcis den samme på den anden side af grænsen, men vi havde alligevel håbet på et eller andet særligt. Det var derfor en lille skuffelse, da alt der var på grænsen var et lille skilt med teksten: ”Welcome to Oregon!” Skoven på den anden side af skiltet, var ikke anderledes end hvad vi kom fra og stien fortsatte bare med at gå opad.
Psykologisk betød det dog meget at nå til Oregon. Nu føltes Canada pludselig virkelig tæt på. Vi havde gået gennem hele Californien og havde nu kun under 1000 miles tilbage i alt.

Vi havde, fra andre vandreres beretninger, en forestilling om at Oregon var fladt og skovdækket. Det lagde vi allerede mærke til de første par dage i den nye stat. Vandringen var let, men ikke særlig spektakulær. Det var bare tæt skovdække med få udsigter. Med andre ord, lidt kedeligt.

Den forestilling skal jeg dog love for, at Oregon fik ændret på nogle dage efter byen Ashland. Vi havde godt hørt at Crater Lake var fænomenalt smuk, men ord og billeder kan ikke forberede én på den udsigt der venter én, når man når op på Crater Lake Rim. Man går op ad en utroligt lang bakke og man tænker hele tiden: ”Nå, nu er jeg der næsten. Nu må Crater Lake da snart vise sig.” Men hele tiden er der bare mere opstigning. Man bliver efterhånden bare vant til at søen bare ikke vil vise sig. Den sidste del af opstigningen er det dog virkelig tydeligt, at udsigten nærmer sig. Man kan se stengærdet langs kanten og man kan se de mange turister, der smilende fotograferer deres familiemedlemmer foran den udsigt der venter en. Det er ikke en udsigt af den type, der langsomt kommer mere og mere af, jo tættere man kommer på. Det er en udsigt af den type, der åbenbarer det hele på en gang og giver én et ordentligt slag i fjæset når man første gang når op på kanten. Og dens skønhed brænder sig fast på nethinden. Det er et syn man aldrig glemmer. Crater Lake er det smukkeste sted jeg nogensinde har set!



Crater Lake var faktisk en gang et bjerg. Før søen opstod, stod den 4300 meter høje vulkan Mt. Mazama som en gigant midt i et fladt landskab. For 7000 år siden sprang denne gigant dog i luften og efterlod et kæmpe krater, som siden er blevet fyldt op med regnvand og snesmeltning. Crater Lake er USA’s dybeste sø og det er, efter sigende, den sø i verden der har det reneste vand. Dybden og det rene vand giver søen den dybeste blå farve jeg nogensinde har set.
Vi tog en kort vandredag, hvor vi gik rundt langs søen og fandt et perfekt skyggefuldt område til vores frokostpause. Det var uden tvivl en af de bedste dage i mit liv!

Oregons tusind nåle
Da vi modvilligt forlod Crater Lake, førte stien os ned mod en vulkansk ørken. Vi havde forestillet os en vulkansk ørken som et goldt sted uden træer og med skarpe klipper overalt. De forventninger stemte ikke helt overens med virkeligheden. Ørkenen var totalt trædækket. Der var ikke en vind der rørte sig. Og – værst af alt – der var ulækkert mange myg. Jeg var netop løbet tør for myggespray og måtte derfor vandre i fleecen, som var mit eneste stykke langærmede beklædning. Jeg svedte som et svin og myggene kunne stadig stikke igennem trøjen. Det var virkelig en ubehagelig følelse. Hvis der findes et helvede, så må det ligne dette sted, tænkte jeg, mens vi satte farten op i håb om at ryste myggene af os. Lige meget hjalp det dog og vi slog lejr en halv time før planlagt. Vi tog vores regntøj og myggenet på, mens vi satte teltet op og forberedte vores aftensmad. Da maden var færdig kunne vi endelig fortrække til sikkerheden i vores telt.
Disse uønskede væsener skulle vise sig, at følge os i vores færd de næste par dage.
Vi begyndte at frygte for resten af Oregon.

Ny rekord
Myggene ændrede selvfølgelig ikke så meget på hvor langt vi kunne gå per dag, så vi fortsatte i høj fart gennem Oregons skove. Benene og fødderne opførte sig pænt og vi begyndte virkelig at føle os stærke. En 35-miler (55 km.) var ikke længere noget stort problem.
Vi besluttede os for, at vi ville prøve at teste vores formåen yderligere. Vi aftalte, at dagen før vi ankom til byen Sisters, ville vi forsøge at gå 40 miles (65 km.). En præstation der er besværliggjort ikke alene af det fysiske besvær, men også af manglen på tid. Man har kun så mange timer med dagslys at gøre med.
Dagen før rekordforsøget satte vi vækkeuret til kl. 5.30 og aftalt reglerne for dagen efter. Vi skulle holde øje med tiden i vores pauser, holde frokostpausen så kort som muligt og så gå til det blev mørkt. Det lød trælst og det lød hårdt, men vi havde begge lyst til at prøve.
Vi kom op til tiden og var hurtigt i gang. De første timer gik hurtigt, vi spiste frokost hurtigt, de sidste timer gik langsomt og klokken lidt over otte, efter 14 timers vandring med kun en time og et kvarters pause, havde vi nået 40,3 miles (65 km). Målet var nået. Vi var ret udmattede, men også utroligt stolte over vores præstation. Aftensmaden smagte ekstra godt den aften og vi så den smukkeste solnedgang nogensinde mens vi forberedte måltiderne. En perfekt afslutning på en vellykket dag.

En lys fremtid
Nu er vi i byen Sisters, som ligger i Nordoregon. Vi kom til grænsen for tolv dage siden og om cirka 5 dage har vi planer om at være ved grænsen til Washington. Vi skal nemlig mødes med mine bedsteforældre i Cascade Locks d. 22. august. Oregon er en stat der er utroligt hurtigt overstået.

Vi har hørt at strækket foran os, er utroligt smukt og vi har også hørt at myggeplagen bliver mindre slem herfra, så fremtiden må i høj grad siges at se lys ud.

Vi glæder os til hvad der venter os, men glæder os også til at komme til Canada.

ONWARD!!

Mvh. Redneck & Shortcut


//ANDERS (Shortcut)

BILLEDER!!!

Og nu virker det 'nye' billedalbum ogsaa, det kan ses oeverst til hoejre sammen med de gamle billeder..

Rejsen mod Canada / Tankerne der gik i ring

NYE BILLEDER!! Tjek dem!

"Ude af sneen, endelig fri!"
kunne man snildt forestille sig at høre Anders eller jeg råbe på et vilkårligt tidspunkt i den periode der er gået siden sidste indlæg. Det er nemlig nok en af de største ting der er at berette: vi ser endelig ud til at være sluppet fri af sneens grumme greb. Vi forlod Sierra City med høje forhåbninger der efter en 20-30 kilometer blev slået til jorden af måske ti kilometer med vanskelig navigation i masser af sne - altså den gamle mølle om igen. Men det var det. På de ca. to uger der er gået siden vi forlod Sierra City har vi bevæget os på en velmarkeret sti med kun meget få stræk med lidt snedynger her og der. Og det har været tiltrængt.

Dagen før vi ankom til Sierra City havde jeg mine første og - so far - eneste seriøse overvejelser om at give op. Jeg var træt. Jeg var frustreret. Jeg var led og ked af at bruge al min tid alle dage på et element jeg ikke på nogen måde var hjemme i. Følelsen af at være hjælpeløs, af at se en skrænt og vide at, lige gyldigt hvor hårdt man prøver, vil man ende på røven og glide det meste af vejen. Afmagt. Over en måned i træk havde jeg på det tidspunkt følt mig som en motorisk multiretaderet. Dette, kombineret med en træt psyke, gjorde at jeg virkelig overvejede om det var sådan at jeg havde lyst til at bruge min tid. Om det var det værd. Heldigvis var jeg i stand til at holde mig oppe og Thomas Mølgårds råd om altid at vente med at give op til i morgen hjalp mig også. Og nu ser det faktisk ud til at vi er igennem. Der er nogle små bjergkæder foran os der måske gemmer en smule sne, men ellers har vi fra en del uafhængige kilder lade os overbevise om at vi er med fast grund under fødderne. En fantastisk følelse.

Snefriheden har givet os muligheden for at sætte farten en smule op igen og den 20. juli ankom vi til halvvejspunktet på ruten - det sted hvor der er 2100 kilometer til Mexico og 2100 kilometer til Canada. Det var stort og vi havde glædet os længe. Der er noget meget symbolsk over at være halvvejs. Fra halvvejen begynder der pludselig at være flere kilometer bag en end foran en og rent psykologisk er det som om man i højere grad arbejder sig frem mod det egentlige mål. Man har klaret den til halvvejen og nu kan man begynde at tro og håbe på at klare den hele vejen. Stort. Jeg havde de sidste to og en halv dag forinden båret en 750 ml. flaske champagne til at fejre dette. Hverken Anders eller østrigeren Matthias var i humør til den slags og af den grund kan jeg af personlig erfaring garantere at syv kilometers vandring på en sti dækket af væltede træer, med 750 ml. champagne i systemet efter ikke af have drukket alkohol i tre måneder, er en ret underholdende om end udfordrende beskæftigelse.

Vi har nu været 'på trailen' i tre måneder og de sidste små 2000 kilometer venter os. Vi forventer at klare dem væsentlig hurtigere end den første halvdel, men jeg må indrømme at jeg synes der er langt endnu. Den ekstreme monotoni kombineret med den konstante fokus på effektivitet og distanceorienterede fremskridt er begyndt at gnave lidt. Man ved hvad man skal lave hele dagen, hver dag, dag ud og dag ind. Der er ikke de store overvejelser at gøre sig hvad angår de daglige essentielle spørgsmål, så man har fantastisk meget disponibel tid og tankekapacitet. Af og til hører man musik for at få tiden til at gå og nogen gange snakker vi sammen, men når regnskabet er gjort op har man altid brugt det meste af sin tid i sit eget hoved i selskab med sig selv. Jeg vil nødigt betegne mig selv som dårligt selskab, men jeg er ærlig talt ved at være træt af at bruge så meget tid med mig selv. Jeg bliver stadigt mere irriteret og småskuffet da de store frie tanker, som jeg havde forventet ville myldre frem ansporet af mine storslåede omgivelser, stædigt udebliver. I stedet for at tænke vise og indsigtsrige tanker om mig selv, mine omgivelser og de store sammenhænge må jeg efter tre måneder væk fra den danske hverdags forstyrrende signaler og blokerende beton stadig slå mig til tåls med en særdeles uinspirerende blanding af irrelevante overvejelser, banale peditesser, nostalgi, omkvæd på sange jeg ikke kan lide, hårdslående argumenter og verbaliserede knytnæver til diskussioner og skænderier der aldrig vil finde sted og uendelige gentagelser og variationer af disse. Alt dette blandet op med en del god hjemve og forestillinger om hvordan jeg skal leve mit liv når jeg en gang kommer tilbage til Danmark. Alt i alt ikke særlig konstruktivt. På det sidste er jeg begyndt at øve mig i at tømme hovedet. På ikke at prøve at tvinge de indsigtsrige tanker frem, men snarere blot at luge ud i alt det andet skidt. For at få lidt ro. For at have en bedre chance for at opleve nuet. Jeg havde ikke troet at dette var noget man skulle kæmpe for - og i hvert fald ikke så hårdt - men det er da en start.

Et element som hjemve er centralt. Det hjælper dog en del at udføre rejsen i år 2011. Jeg snakker næsten ugentligt med min mor over skype og facebook og mail fjerner en del af distancen og isolationen. Jeg har tænkt en del over hvor radikalt anderledes en tur et 'thru-hike' af PCT må have været for 20-30 år siden. Jeg har tit snakket med venner og familie ansigt til ansigt på skype og kan følge med i venners liv på nettet. SÅ langt væk er vi heller ikke. Et andet aspekt i denne overvejelse er hvor meget nemmere internet og effektiv distribution af bøger har gjort den praktiske del af turen. Forholdene på stien længere frem kan vurderes ud fra flere seriøse internetkilder for ikke at nævne vandrerne foran ens internetbaserede journaler. Udstyr kan bestilles og modtages i løbet af få dage over internettet, man kan lave aftaler og udveksle erfaringer løbende og ikke mindst har man oftest et nogenlunde præcist billede af hvor på ruten man kan købe forsyninger og hvor der er folk der er klar til at hjælpe en!

Det sidste er en delt sandhed. Man har et godt billede af sikre øer af butikker og venlige folk der så bliver suppleret løbende af behagelige overraskelser. De sidste to uger har været en sand opvisning i overvældende generøsitet hvoraf det meste har været overraskende. De såkaldte 'trail angels' huserer i Nordcalifornien i højere grad end vi har oplevet det noget andet sted. Vi er blevet forkælet og budt velkommen i et sådan omfang at vi ofte har svært ved at tro på det. Jeg føler mig i evig gæld til fremmede efter al den tillid, venlighed og hjælpsomhed jeg har oplevet på denne tur.

Således vil jeg afslutte dette indlæg. Det blev skrevet temmelig sent, jeg håber det giver mening.

Alt det bedste til jer i Danmark!

One love Redneck og Shortcut

// Asger

Trætte af sne!

Hej alle.

Vi er nu i Sierra City. En lille landsby med fortid i guldgravertiden. Vi bor på Red Moose Café, som er ejet af trail angels'ene Bill & Margaret. Ud over at de serverer vildt god mad både morgen og aften, lader de tage brusebad, vaske tøj og telte i deres have. De sidste par dage er vi virkelig blevet behandlet godt!

Efter 5 hviledage i South Lake Tahoe, fik vi et lift tilbage til trailen af min far. Først skulle vi dog lige forbi Echo Lake Resort, for at aflevere en kasse med mad, som vi så kunne hente, når vi nåede dertil. Det ville have været træls at skulle blaffe ind til South Lake Tahoe igen, når nu vi allerede havde været der. Det viste sig dog, at vejen op til Echo Lake Resort var lukket, så vi måtte finde en anden løsning. Vi bankede på en tilfældig dør, i håb om at en venlig fremmed ville holde kasserne for os.
Personen der åbnede døren viste sig at være en trail angel. Han hed Mike og boede lige ved siden af PCT. Hvert år har han åbnet sin dør for sæsonens thru-hikere og ladet dem overnatte i gæsteværelset. Han havde dog ikke set nogle andre vandrere dette år endnu.
Vi efterlod kassen og kørte videre ned mod PCT.

De der har fulgt med på vores "Hvor er vi nu?"-funktion, har måske opdaget, at vi sprang 70 miles over. Det er der en årsag til. Vi forlod stien ved Tuolumne Meadows, hvorfra vi blaffede op til South Lake Tahoe. Fra South Lake Tahoe blev vi så kørt tilbage til Sonora Pass og skippede dermed 70 miles.
Situationen er den, at bjergene i Californien har fået omkring 200 % af den normale snemængde. Ydermere har snesmeltningen tidligt på sæsonen gået langsomt og derfor har der aldrig ligget så meget sne så sent på året, som der gør i år. De sidste par dage, har vi haft vildt høje temperaturer. Sneeen er derfor smeltet utroligt hurtigt og det har fået floderne til at svulme kraftigt op.
Strækket fra Tuolumne Meadows til Sonora Pass er i forvejen berygtet for slemme flodkrydsninger, så i år er det helt vildt.
Nogle af de mest erfarne og stærkeste vandrere dette år, har forsøgt at gå gennem dette stræk, men har måttet vende om. Vi har hørt beretninger om, at der ved en af floderne er en bro over, men at man vil komme i vand til navlen, hvis man prøver at gå over denne bro. Den er simpelthen helt oversvømmet!
Vi føler ikke at projektet er værd at risikere liv og lemmer for, så vi har, ligesom de fleste andre vandrere, valgt at droppe dette stræk.
Og 70 miles ud 2650 - hvad fanden!

Vi begyndte vandringen fra Sonora Pass sammen med Matthias, som vi har fulgtes meget med gennem hele turen. Han havde nydt godt af lidt trail angeling hos mine forældre den sidste dag og fik et lift sammen med os tilbage til stien.

Det tog os 4 dage at gå til Echo Lake hvor vores mad var. En hel dag hurtigere end vi havde regnet med. Vi mærkede en tydelig ændring i landskabet. Det er til at mærke, at vi nu er på vej ud af de store bjerge og vi begynder derfor at kunne gå længere gennemsnitsdistancer igen. Sneen var der dog stadig og den nye type landskab med tæt skov og mindre bjerge gjorde navigationen betydeligt sværere. Matthias' GPS hjalp os dog en del og vi farede ikke vild særlig mange gange.

Da vi ankom til Mike's hus, hang der en seddel på døren: "Jeg kommer hjem igen i nat eller i morgen. Døren er åben. Jeres kasser står, hvor I efterlod dem. I er velkomne til at tage et karbad, vaske jeres tøj og hænge ud her, hvis I har lyst. Der er et ledigt gæsteværelse ovenpå."
Tænk at stole så meget på fremmede mennesker, at man lader sin dør stå ulåst og lader folk man ikke har snakket med i mere end 2 minutter bo i sit hjem, mens man ikke selv er til stede. Det kræver godt nok en gæstfrihed og åbenhed jeg har svært ved at forholde mig til.
Vi lavede vores aftensmad på hans komfur, hørte musik på hans anlæg og hang ud indtil det blev mørkt. Mike kom hjem samme aften, lige inden vi skulle til at gå i seng. Vi nåede kun lige at få sagt hej, før vi gik til ro.
Morgenen efter stod vi op til normal vandre-tid, spiste morgenmad, pakkede vores rygsække og satte af sted på næste stræk - Echo Lake til Sierra City.

Den første del af strækket var meget turistet. Der var mange dagsvandrere umiddelbart efter Echo Lake Resort. Vi kom dog væk fra dem alle efter nogle timers vandring og så var vi på egen hånd igen.
Turen op gennem Desolation Wilderness lignede i høj grad den samme type landskab vi havde vandret i gennem the High Sierras - høje bjerge, frosne søer og masser af sne.
Det var min tur til at have kortet den dag, så jeg var hovedansvarlig for navigationen. Jeg havde på kortet set en mulig genvej højre om en kæmpe sø og ned ad en stejl klippevæg. Det så nemt nok ud på kortet, men man kan selvfølgelig aldrig vide hvordan det ser ud i virkeligheden. Jeg foreslog det på en meget forsigtig måde: "Hey guys. I have an idea for a possible shortcut. I cannot promise if it's doable - it looks like it is on the map - but it's definitely going to be an adventure." Vi besluttede os for at prøve.
Hvor stien gik lige ud, tog en kæmpe lang runde om nogle store snedækkede klipper, gik venstre om en stor sø og endte direkte til højre for os, cirka 2 miles længere nede, ville vi i stedet bare gå direkte til højre ned ad de snedækkede klipper, højre rundt om søen og ende lige på stien. Det så nemt ud på kortet.

Nedstigningen ned ad klipperne gik, men var vildt svær. Vi endte med alle sammen at falde og glide ned i stedet. Matthias faldt højest oppe fra og faldt direkte ned i et stort træ. Han slog sig heldigvis ikke, men det var en ret skræmmende oplevelse for os alle. Jeg gik lige bagefter og satte farten lidt ned. Jeg ville bare ikke falde. Alligevel gled min højre fod ud af det trin jeg havde sparket i sneen og jeg endte også med at falde ned. Et minut senere faldt Asger også og så var vi alle sammen nede af de stejle snedækkede klipper. Vi kom alle uskadte ned, men det var lidt "gnarly" som Matthias ville have sagt det.

Turen højre om søen gik ret nemt og for enden af søen var der endda en snebro over den flod vi ellers skulle have krydset. Vi skar dermed cirka 2 miles af PCT og sparede en hel del tid.
Efter at være kommet tilbage på stien sagde Matthias: "Hey Anders. From now on, I think I'm just going to call you Boyscout Shortcut", fordi jeg havde guidet os gennem sneen. "Shortcut might actually be a good trail name for you!", sagde Asger bagefter.
Nu hedder jeg Shortcut!

4 dage senere gennem noget lettere terræn og med nogle enkelte snefri stræk ankom vi så til Sierra City.

På et normalt sne-år vil en PCT-vandrer have cirka 50 miles på sne. Vi har nu vandret omkring 450 miles på sne og det ser ud til at der er mere på vej. Hvis man ikke kan lide sne, er 2011 virkelig et dårligt år at forsøge et thru-hike. Det er også tydeligt at sneen har knækket rigtig mange. Da vi startede ved Mexico havde vi cirka 100 mennesker foran os (hvis ikke flere). Da vi ankom til Kennedy Meadows (starten på bjergene) var vi i top 50. Nu har vi måske 10 vandrere foran os i alt!
Nogle stopper helt. Andre tager længere nordpå, og skipper strækkene med sne på. Og nogle andre igen, hopper frem og tilbage på stien og vandrer forskellige sektioner på forskellige årstider, for at undgå sneen.

Fra Sierra City ser det dog ud til at blive bedre igen. Vi er også begyndt at møde nogle af de mennesker der er hoppet herop for at undgå sneen. Jeg kan se lys for enden, men er forberedt på mere sne. De sidste mange uger har været rimeligt drænende energimæssigt!

Om en uges tid ankommer vi til halvvejs-punktet! Vi har gået 2000 kilometer og vi har 2200 tilbage. Det er ufatteligt, at vi næsten allerede er halvvejs.
Tidsmæssigt er vi dog over halvvejs. Vi regner med at kunne sætte farten en god del op, når vi kommer op til Nordcalifornien og Oregon. Canada føles pludselig ikke så langt væk længere!

Hav det rigtig godt!

Mvh. Redneck og Shortcut.

//ANDERS.

Da vejret skiftede / rejsen mod nye tider

Den sidste tid har været lidt usædvanlig.

Efter at Anders uploadede det sidste indlæg gik vi over til et pizzeria for at få lidt aftensmad. Det skulle være et godt sted havde vi hørt.. det havde de tilsyneladende også selv hørt og derfor var deres priser fuldstændig ubetalelige for vores hårdt prøvede tegenedrenge. Ude på parkeringspladsen besluttede vi os at gå på 'Dominos' der er et junk-pizzeria, men før vi nåede at gøre alvor af truslerne blev vi stoppet af en familie med ordene: "hey, are you guys hikers?" Da svaret - ærlige som vi er - blev ja, faldt vi i snak med dem, og hvilken snak! De var fra LA og havde aldrig hørt om Pacific Crest Trail, men da først vi havde forklaret konceptet var vi gud. De var helt oppe og køre af beundring og eventyr og vi snakkede med dem i lang tid. Pludselig kom en gut hen og spurgte om vi vandrede "the trail". Han hed Ben og havde selv vandret PCT i 2008. Nu havde han sammen med kaereste, svigermor og tre venner taget weekenden fri for at tage fra San Francisco til Mammoth Lakes og lave 'trail magic'. De havde svigermorens vens store hus og meget store mængder mad og vi var de første vandrere det var lykkes dem at finde. Dette ledte til en ret sej situation.. familien fra LA ville snakke mere med os og ved udsigten til at miste os til Ben skyndte de sig - på deres meget entusiastiske bymenneskeagtige måde - at tilbyde os pizza på den restaurant vi lige havde droppet af prismæssige årsager. Ben - der var desperat for at få fat i nogle vandrere og dermed give hans weekend en mening - lokkede med gratis overnatning, hjemmelavet vegetarlasagne og stor morgenmad. På absurd vis havde vores kortidsfremtid ændret sig fra junkfood og overnatning i den nærmeste skov (vi ville ikke betale for flere dage på motel) til at kunne vælge og vrage mellem to lækre aftensmåltider hvoraf den ene også inkluderede komfortabel overnatning. Vi valgte naturligvis Bens tilbud, men da han lige skulle hjem og tømme bilen først fulgte vi familien ind på pizzeriaet og hang ud med dem til Ben var tilbage.
Den generøsitet og venlighed vi oplevede hos Ben og hans familie var overvældende og selv om vi havde besluttet os for at tage ud dagene efter om aftenen endte vi med at blive der til morgenen efter igen. Masser af mad, Ben & Jerry's (de opdagede hurtigt vejen til mit hjerte og forsynede os med store mængder), godt selvskab, et lift tilbage til trailen og ikke mindst to komfortable nætter i en seng: Ben og hans familie har indtaget førstepladsen som vores favorit-'trail angels'.

Da vi forlod Ben var vi i den situation at vi havde ca. 65 kilometer til Tuolome Meadows hvorfra der gik en vej ned til Yosemite Valley hvor planen var at Anders forældre skulle hente os den 30. juni. Det gav os et virkelig mageligt regnskab mellem antal af kilometer og dage til at vandre dem i. Vi chillede de to første dage, omend den tredje dag blev ret hård.

*** VIGTIG MEDDELELSE FRA ANDERS OG ASGER ***
" Vi opfordrer kraftigt alle der overvejer at give sig i kast med friluftsliv i lidt større omfang til altid at medbringe ordentlige kort og kompas. Ligegyldigt hvor meget I elsker jeres GPS. "

Vores GPS slettede alle kort den dag vi skulle op på Mt. Whitney - fuldstændig uden varsel og forklarlig årsag. Derefter havde vi kun nogle 'way points', altså punkter der angiver ruten, på en blank baggrund. Det har vi så haft klaret os med derfra, indtil den på samme vis slettede dem også, dagen vi forlod Mammoth Lakes. Med stien fuldstændig dækket af sne er en GPS en meget nyttig hjælp og opportunister som vi er fandt vi nok en måde at klemme den sidste nytte ud af vores stærkt hæmmede GPS. Den tredje dag var lang og indebar to bjergpas og hele vejen var det kort og kompas-navigation, dog assisteret af koordinaterne aflæst på GPS'en. Den kunne altså endnu, til en vis grad, bruges til at bestemme hvor vi var.

Efter en hård tredje dag - hvor vi stødte ind i Drop Dead som vi ikke havde set siden Warner Springs - kom vi endelig ned i en dal under snegrænsen hvor stien var flot og nem at følge. Fra aftenens lejr var der kun ca. 15 kilometer til Tuolome Meadows og vi var klar på en nem og smuk dag dagen efter. Vi slog teltet op på en stor eng ned til floden der løb i dalen.

Store lysglimt og en svært placerbar trommende lyd vækkede os midt om natten. Efter at have siddet desorienteret i nogle sekunder gik det op for os at vores utidige vækkeur var lyn og en voldsom regn. De skyer der havde fulgt os sidst på dagen havde tilsyneladende beslutte at vi - på tærskelen til 'the High Sierras - skulle have en ordentlig afskedssallut. Og hvilket show! Hele natten skiftevis sneede og regnede det og lynene jagede os tre gange i løbet af natten ud af vores udsatte telt midt på engen og i tilflugt i skoven hvor vi stod i bælgragende mørke og piskende regn og ventede på at lynene skulle aftage nok til at vi turde bevæge os tilbage for at sove (læs: ligge med vidt åbne øjne og spekulere på hvornår vi næste gang skulle ud i skoven). Morgenen kom med mere nedbør og da vi ikke kunne trække den længere pakkede vi teltet sammen og rystende og gennemblødte begyndte vi vandringen. Det var miserabelt. Og så alligevel.. i over tre uger havde vi ikke haft andet end blå himmel og på sin vis var regnen forfriskende. Regnvejr har altid været mit humørs værste fjende, men min veninde Minni Wendy har lært mig den utroligt effektive teknik blot at smile af regnen. Den fysiske del af blot af smile er faktisk ofte nok til at starte en seriøs opklaring af mit sind - virkelig uvurderligt for et friluftsmenneske, mange tak Minni!!
Vandringen gik let (snyd ikke jer selv for den fantastiske oplevelse at soppe i kondisko!) og efter et par timer kom den faktiske opklaring også. Vi mødte nogle dagsvandrere der gav os et lift ned til Yosemite Valley og vi fik slået teltet op på en "gratis" 'camp ground' bagerst i al turistræset.

Læs "turistræset negativt og småfrustreret. Yosemite er fuldstændig vanvittigt turistbesat og nok var naturen vanviddet værdigt, men efter næsten en måned i naturen uden andre mennesker var det helt forkert. Naturen betragtedes gennem bilruder og kameralinser, på sikker afstand fra asfaltveje der gav den majestætiske dal et patetisk og tæmmet udtryk. Overalt omkring os myldrede turister rundt (jeg ved jeg lyder arrogant, men på nuværende tidspunkt føler vi os ikke som turister i den forstand) og vi hørte flere gange danske stemmer. Det hele var som et naturprogram set på storskærm sammen med turister fra hele verden og vi var ikke i tvivl om at vi skulle væk hurtigst muligt. Vi ankom først på eftermiddagen og Anders forældre ville ikke være i stand til at hente os før sent aftenen efter. Vi besluttede os for at den følgende dag skulle bruges på at blaffe til South Lake Tahoe hvor vi skulle være med hans familie.
Om aftenen faldt vi i snak med nogle guider der var meget imponerede over vores projekt og unge alder. Den ene så hans egne drømme i os - alt det han ønskede han selv havde gjort på vores alder og han insisterede på at vi fortjente en stor morgenmadsbuffet dagen efter. Han spiste ikke selv med os, men forlod os i morgenmads-paradis med mange lykønsker og et meget fast håndtryk.



Ved middagstid var vi klar med papskilte og meget store smil over de fremstrakte tommelfingre. Der var helt vildt meget trafik da majoriteten af (turisterne foretrak overvejende at opleve naturen uden at skulle bevæge sig), men den meste trafik skulle blot rundt i dalen og to små, sære skandinaver der forventede de skulle tage dem ind i deres bil var ikke noget de var vant til. Flere gange kom turbusser forbi med store ladninger turister med kameraerne fremme og jeg skal love for at vi selv endte som mindre turistattraktioner. Efter kun halvanden time var der dog bid og vi blev samlet op af Ed der arbejdede i dalen og skulle besøge en ven i Reno = drømmeliftet. Reno ligger nord for South Lake Tahoe på highway 396 der ville føre os næsten direkte til vores destination. Hvor heldig må man være? Hvor tilsmilet har man dog lov at være? (Alle der har svært ved at sætte sig ind i vores sindstilstand kan finde hjælp i omkvædet på denne sang: http://www.youtube.com/watch?v=Gi0C-XAwmuk).
Efter en næsten fem timers køretur stoppede vi ind ved Burger King i Gardnerville hvor vi gav Eds aftensmad (jeg ved godt det lyder sølle, men han ville ikke tage imod penge) og derefter var det frem med tomlen igen. En dame samlede os op og fortalte at vi stod et helt galt sted, men hun skulle nok køre os hen til et bedre sted. Det betød fantastisk nok i hendes terminologi at køre os hele vejen så en halv time senere fandt vi pludselig os selv i selve South Lake Tahoe. Lidt forbløffede og i temmelig godt humør. Vi vinkede farvel til den rare dame og fik fat i Anders forældre der kom og hentede os lige ved grænsen mellem Californien og Nevada, der opdeler søen mellem de to stater.

Anders far, mor, storebror og lillesøster greb anledningen til en sommerferie i staterne og havde lejet en hytte i South Lake Tahoe, hvor vi har brugt de sidste små fem dage på.. ja, at være turister.
Dagene siden vores drømmelift har vi brugt på at blive forkælet af Anders familie. Spist så meget som muligt, lavet så lidt som muligt og nydt den trygge hjemmelighed der er forbundet med at se nogen derhjemme fra. Ubesværet transport på fortrinlige leje-cykler, abnorme mængder Ben & Jerry's (nej, vi får ikke sponsorater for at reklamere så meget for dem, men det var da egentlig en god idé..), masser af familiehygge, masser af film og fjernsyn, bløde senge, fortryllende fyrværkeri på Idenpendence Day, fejring af Anders lillesøster Louises fødselsdag, slåskamp i 'down town' Tahoe (vi var ikke oppe og slås, men fik desværre den idylliske facade krakeleret af andre triste eksistenser), store mængder af Anders forældres utroligt lækre mad, en syndflod af varme brusebade, tiltrængt hvile for Anders ankel der nu har det væsentligt bedre med mere med mere. Vores dage i South Lake Tahoe har været en velfortjent og meget luksuriøs oase midt i en nådesløs og strabadserende sneørken og vi er nu klar. Klar til nok en gang at kaste os ud i vandringen; klar til nok en gang at jage landet for enden af stien.

Vi håber at I alle har en fantastisk sommer hjemme i Danmark og ønsker alle der netop er vendt hjem fra Roskilde tillykke med at de overlevede.

Skriv fortsat meget gerne til os, det er altid rart at høre nyt hjemmefra. også selvom der nogen gange går lang tid før vi får svaret.

Alt det bedste fra os til jer!!!

// Asger


PS. Status på skæg-konkurrencen kan ses på: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/SkGkonkurrenceSouthLakeTahoe?authkey=Gv1sRgCNb_5vLW0u7MWw

The High Sierras

Sne overalt, vanvittige flodkrydsninger, klippeklatring, isklatring, konstant vaade foedder, foelelsen af at vaere faret vild hele tiden, postholing, tynd luft, isolation, ekstrem udmattelse, hjemve og fysiske skader.
De sidste par uger, har virkelig sparket roev paa os!

Det hele startede ved Kennedy Meadows - gateway'en til the High Sierras. The High Sierras er den absolut stoerste bjergkaede paa hele ruten og er uden tvivl en PCT-vandrers stoerste udfordring. Det er det laengste vej-loese straek paa hele ruten med over 300 kilometer uden at krydse saa meget som en grusvej. Man kommer op i 4000 meters hoejde, hvor luften er tynd og hvor der ligger sne naesten aaret rundt. Den hurtige snesmeltning goer floderne ekstremt farlige at krydse - de er dybe, rivende og iskolde.
Paa et normalt sne-aar anbefales det at forlade Kennedy Meadows den 15. juni. Det er nemlig den dato hvor nok af sneen vil vaere smeltet, til at man kan faerdes sikkert i bjergene. I aar er et rekord stort sne-aar. I hele PCT's historie, har der aldrig ligget saa meget sne saa sent paa aaret som der goer nu.
Vi forlod Kennedy Meadows i begyndelsen af juni. Vi var alt for tidligt ude i et aar med alt for meget sne. Vi vidste, at det ville blive et eventyr. Dog matte vi indse, at vi undervurderede forholdene en smule.

Kennedy Meadows til Independence
Vi ankom til Kennedy Meadows tidligt om morgenen den 6. juni efter 6 dages fantastisk vandring fra Mojave. Vi moedte mange af de vandrere vi ikke havde set i en del tid. Vi ankom lige i tide til morgenmaden, som trail angelen Tom stod for. Tom havde lavet en kaempe campingplads lidt vaek fra Kennedy Meadows, hvor alle vandrere kunne bo og spise gratis. De fleste andre tog en hviledag dagen efter, men Asger og jeg valgte at fortsaette samme aften. Vores naeste maal - byen Lone Pine - var blot 2 dage laengere fremme paa ruten.
Vandringen ud fra Kennedy Meadows var lidt haard. Vores rygsaekke var paa grund af det nyligt hentede udstyr (isoekse, klatrejern, bear-canister og varmere toej) vildt tunge og vi selv foelte os ret tunge paa grund af al den junk food vi naaede at spise under vores korte ophold i Kennedy Meadows. Vi gik cirka 12 kilometer op ad bakke hen til det mest perfekte lille campsite ved siden af Crag Creek, med flade teltpladser, masser af naturligt braende og en perfekt lille baalplads.

Dagen efter satte vi for alvor kursen mod de store bjerge og efter nogle faa timers vandring, var vi for foerste gang paa PCT over 10.000 fods (3000 meter) hoejde. Det var tydeligt at maerke, at luften var tyndere og der begyndte ogsaa saa smaat at ligge sne hist og her. Vandringen lignede dog mest af alt noget vi havde vaeret igennem allerede. Vi naaede 40 kilometer den dag og kom dermed ret taet paa stedet hvor der gik en side-trail ned til byen Lone Pine. Vores foerste moede med the High Sierra's var dermed trods meget op- og nedstigning meget mildt og vi blev ret staerke i vores overbevisning om, at vi godt kunne fortsaette med at vandre 32 kilometer (vores normale gennemsnit) om dagen paa det naeste straek. Det skulle dog vise sig at vaere en grov misforstaaelse.

Vi gik ned fra Trail Pass mod vejen hvorfra vi skulle hitchhike ned til Lone Pine. Vi havde lige faaet nyheden om at vejen netop var aabnet dagen foer vi ankom, saa vi var lidt i tvivl om hvor let det ville blive at finde et lift. Vi kom ned til vejen, hvorfra der stadig var over 30 kilometer ned ad et kaempe bjerg til Lone Pine. Vi ventede en halv time uden at se en eneste bil, foer vi begyndte at gaa. Planen var at finde et sted med mobilsignal, saa vi paa den maade kunne arrangere en afhentning. Vi fandt et sted 5 kilometer nede ad vejen, paa en lille bakketop hvor mobilen virkede. Det lykkedes dog ikke rigtig at komme igennem til nogen, saa vi begyndte at forberede os paa en rigtig traels gaatur ned ad vejen. Vi blev siddende 5 minutter og skulle lige til at rejse os og begynde at gaa, da vi hoerte en bil komme mod os - i den rigtige retning endda! Vi floej begge to op, stak tomlen i vejret og haabede at den gamle roede pick-up der kom mod os ville samle os op. Vi havde heldet med os og sad nu i en bil paa vej mod byen. Gutten der samlede os op, var en rigtig cowboy ved navn Max. Han boede paa en ranch oppe i bjergene, hvor han arbejdede med heste. Han var paa vej ned til byen, fordi han mere eller mindre havde kommet til at save sin ene finger af. Han skulle simpelthen ned til laegen for at hoere om han kunne faa lov til at beholde sin finger. Der var dog ikke rigtig nogen bekymring at spore i ham. "I've got 9 other perfectly fine fingers, so it doesn't matter that much", var hans kommentar, da jeg sagde at han tog det ret paent. Han havde endda tid til at saette os af ved det rigtige hotel foer han koerte videre mod hospitalet.
Vi tjekkede ind paa Whitney Hostel, kiggede paa vores kort og planlagde det naeste straek. Vi regnede med 8 dages mad paa straekket fra Lone Pine til Vermillion Valley Resort. 7 store bjergpas og en tur til USA's hoejeste bjerg Mt. Whitney. En gennemsnitsdistance paa lidt over 24 kilometer per dag. Vi taenkte at det let kunne goeres og saa endda frem til at have nogle dage, hvor vi ikke behoevede gaa saa langt som vi plejer. Mere tid til pauser og mere tid i lejren.

Vi fik et lift tilbage til Trail Pass og PCT af en af ejerne af Delacour Ranch, der var saa opsat paa at hjaelpe os vandrere i vores faerd, at hun naegtede at tage imod penge for det naesten 40 kilometer lange lift. Tilbage i vildmarken, med fyldte rygsaekke, fyldte maver og et nervoest sind. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os de naeste par dage. Vi vidste bare, at det ville blive udfordrende.

Vi stod op kl. 4.30 for at kunne naa flest muligt miles mens at sneen stadigvaek var haard efter nattefrosten. Maalet var at gaa 36 kilometer hen til Crabtree Meadow, hvorfra detour'en op til Mt. Whitney begyndte. Vi havde nemlig planer om at bestige Mt. Whitney d. 11. juni - Asger's fars foedselsdag. Det var Asger's far der plantede interessen for friluftsliv i Asger, saa det betoed meget for ham.
De 36 kilometer viste sig dog at vaere en noget stoerre udfordring, end vi havde forventet. Efter 6 kilometer krydsede vi Cottonwood Pass og derfra foregik det i sne resten af vejen. Vi saa ikke stien en eneste gang igen den dag. Noget af en omvaeltning efter den tydelige sti vi havde vaeret vant til. Navigationen blev svaerere og vandringen gik langsommere. Man brugte lige saa meget energi paa at gaa 2 kilometer, som man normalt brugte paa at gaa 10 kilometer. Eller saadan foeltes det i hvert fald. Paa et tidspunkt tog vi endda en forkert vej ned ad en bjergside. Det resulterede i, at vi endte paa en utroligt stejl, tilsneet bjergside med en naesten lodret klippevaeg foran os. Der var ingen mulighed for at komme udenom, saa vi maatte forsoege at komme tilbage. Sneen var dog saa raadden at vi faldt i til knaene ved hvert skridt og de store sten, der laa overalt, gjorde det naesten umuligt at komme tilbage. Vi faldt begge et par gange, hvor vi maatte stoppe faldet vha. vores vandrestave. Det var med adrenalin i blodet at vi kom tilbage til stien.
Vi var saaledes to meget opbrugte drenge da vi ankom til Crabtree Meadow kl. 19.30 efter 15 timer paa farten. Vi slog teltet op paa det eneste sted med bar jord og kollapsede i varmen fra vores soveposer. Det var uden tvivl det mest udmattede jeg har vaeret i hele mit liv.
Det var dog med med hoeje forventninger til dagen i morgen og toppen af Mt. Whitney at vi rejste af sted til droemmeland.

Morgenen efter kunne ikke have startet meget daarligere. Vi havde sat uret til kl. 4, da vi gerne ville starte vandringen med haard sne. Vi matte dog indse, efter at have pakket vores dagsrygsaekke, at det var for tidligt at begynde. Det var helt kulsort udenfor stadigvaek og pandelamperne hjalp ikke meget med navigationen. Vi taendte GPS'en, der dog, af egen fri vilje, havde valgt at slette vores kortmateriale, samt draene vores ellers fuldt opladte batterier. Vi lagde os i teltet igen og ventede paa at det blev lysere. Efter 40 minutters venten kunne vi endelig begynde. Idet jeg tog rygsaekken ud, ramte isoeksen mod teltdugen og lavede en stor flaenge i teltet. Surt show, men vi satte af sted mod Whitney.
Vandringen startede med 3 iskolde flodkrydsninger, der fik os til at tro, at vi ville miste vores foedder. Efter en times vandring gik den ene af Asgers vandrestave i stykker - spidsen roeg af. Vi var dog fast besluttede paa ikke at lade noget af det gaa os paa, saa vi fortsatte mod toppen. Navigationen var svaer og vi saa ikke noget til stien.
Efter 3 timers vandring moedte vi Adam & Elinor, der havde gaaet i en 10-mand stor gruppe mod toppen og de havde i faellesskab besluttet at vende om. Det havde simpelthen vaeret for farligt. Stien var helt iset til og naar sneen senere blev bloedere, ville nedstigningen have vaeret livsfarlig. Der var endda personer i gruppen med bjergbestigererfaring, der ogsaa mente det ville vaere for farligt.
Beslutningen tog lidt sig selv. Vi skulle selvfoelgelig ikke risikere noget, saa vi vendte om.
Kombinationen af udmattelsen efter den haarde dag dagen foer, alt det oedelagte udstyr og skuffelsen over ikke at kunne naa toppen knaekkede os fuldstaendig. Vi tog tre kvarters pause, hvor vi ikke rigtig sagde noget. Det var saerligt haardt for Asger, for hvem det betoed rigtig meget at staa paa toppen af USA paa sin fars foedselsdag.
Vi gik de bedroevende 6 kilometer tilbage til teltet, pakkede basecamp'en sammen og fortsatte ad PCT.
Vi gik 9 forfaerdelige miles til Tyandall Creek, hvor vi faldt om i teltet. Stemningen var ikke vildt god den aften og fremtiden virkede fuldstaendig uoverskuelig.
Foran os ventede Forrester Pass. Det hoejeste punkt paa selve PCT. Vi havde hoert fra en fyr der allerede havde gaaet dette straek i aar, at Mt. Whitney skulle vaere nemt og Forrester Pass skulle vaere virkelig svaert. Eftersom Mt. Whitney havde vaeret for svaert for os, var vi utroligt nervoese da vi gik i seng den aften.

Morgenen efter var virkelig smuk. Helt vindstille, blaa himmel og nattefrosten havde efterladt sneen helt haard og perfekt at gaa paa. Vi kom hurtigt derudad og efter en halv time rendte vi ind i den gruppe, der havde vendt om paa vej mod Whitney dagen foer. De havde aabenbart slaaet lejr cirka en mile laengere ude af ruten end os.
Vi havde ingen ide om hvem gruppen bestod af, saa det var til stor glaede at vi opdagede, at mange af vores gode venner var i gruppen. Det var ogsaa en enorm tryghed, at vide, at vi ikke var helt alene, naar vi skulle bestige Forrester Pass.
Vi fortsatte med den trygge fornemmelse af, at de andre var lige bag os.
Vi kom til det sidste stejle straek lige inden toppen. 300 meter naesten lodret op. Foran os var Tall Tree (Eddie) godt i gang med at hugge trin til at staa i med sin isoekse. Det var et skraemmende syn, at staa ved foden at isvaeggen. Vi tog isoeksen frem og gik i gang med klatringen. Den naeste halve time, var muligvis den mest intense oplevelse i hele mit liv. Foelelsen af, at hver eneste bevaegelse var afgoerende. Der var ingen plads til fejltagelser. Det gjaldt virkelig om, at stole paa sin krop.
Det var en helt ny form for bevaegelse for os begge. Rutinen gik paa at hugge to trin ind i isen med isoeksen, faeste isoeksen laengere opppe, traede op i trinene og saa gentage rutinen. Det gik langsomt, men sikkert, opad. Da vi endelig kom op paa de snefrie stykker hoejere oppe rystede kroppen stadig af spaending.
Hvor uhyggeligt det end var, var det samtidig en vildt fed oplevelse. Den haarde klatring gjorde hele gevinsten endnu stoerre. Landskabet blev endnu smukkere og en foelelse af ren ekstase rullede ind over os. At naa toppen, var uden tvivl et af de stoerste oejeblikke i mit liv.
Jeg maa sige, at skuffelsen fra Mt. Whitney dagen foer blev vasker fuldstaendig vaek.

Resten af dagen fulgtes vi med gruppen. Vi snakkede med nogle af de der tidligere havde gaaet ruten om vores plan med at naa Vermillion Valley Resort paa 5 dage. "No way. That is just not possible", var svaret. Vores eneste mulighed var altsaa, at lave en flugtplan ned til Independence, for at koebe noget mere mad. Heldigvis skulle hele den store gruppe ogsaa derned, saa vi haegtede os bare paa dem.
Vi gik den 15 kilometer lange omvej ned til vejen, fik et lift bag i en pick-up truck og pludselig befandt vi os i byen igen. Samme aften holdt vi en stor Barbeque paa terassen af Courthouse Motel sammen med de andre vandrere og drak en masse oel.
Vi besluttede at team'e op med oestrigeren Matthias, som vi tidligere har vandret med og amerikaneren Hercules (han havde graeske roedder) fra Minnesota. The European Coalition blev vores team-navn - totalt kliche!

Independence - Vermillion Vallley Resort
Det var mit livs sjoveste hitchhike at komme fra Independence ud til ruten igen. Vi sad fire usoignerede skaeggede maend, med store rygsaekke med isoekser og klatrejern spaendt udenpaa, paa en totalt oede vej og proevede paa at faa et lift 20 miles op til enden af en blind vej. Det loed som et umuligt projekt. De faa biler der kom forbi gav os virkelig nogle underlige ansigter. En tjekkisk dame gav os alle en stor specialoel hver og undskyldte, at hun ikke havde plads nok i bilen. To andre stoppede og beklagede, at de ikke havde plads nok. Endelig, efter to timers blafning, stoppede et soeskende-par, med en stor station-wagon, hvor vi lige akkurat kunne klemmes ind.
Vi blev koert hele vejen derop, drak vores halve liter oel og begyndte, smaafulde (man kommer hurtigt "ud af form"), at gaa tilbage mod PCT. Vi kom 3 miles op ad bjerget, foer vi slog lejr ved en stor soe. Det foeltes godt, at vaere i en gruppe. Nu kunne eventyret bare komme an.

Vores gruppesammensaetning viste sig at fungere rigtig godt. Vi var alle lige staerke, saa der gik ikke for lang tid med at vente paa hinanden og vores prioriteringer var rimelig ens. Det var super fedt, at vandre sammen med nogle andre. Det gav en tryghedsfoelelse, der gjorde, at man ikke havde en konstant foelelse af at vaere faret vild. Vi kunne skiftes til at staa for navigationen og vi kunne skiftes til at gaa forrest og traede fodspor i sneen. Samarbejdet fungerede skide godt og det blev i det hele taget meget nemmere at nyde vandringen igen.

Vi kom ind i en rutine med at bestige et stort bjergpas om dagen og vi tilbagelagde i det hele taget nogle gode distancer. Landskabet var dog stadig utroligt ugaestfrit og vandringen stadig utroligt haard. Somme tider, gik vi virkelig og bandede over al den sne.

Et af de steder, hvor det virkelig viste sig en fordel at gaa i en gruppe, var ved flodkrydsningerne. Hercules var en utroligt erfaren mand udi friluftsliv. Han havde foretaget adskillige kanoekspeditioner i USA og Canada. Han var vildt dygtig med kort og kompas og han havde en enormt stor viden om hvordan man burde krydse floder. Det var altid Hercules der gik foerst ud i floden, for at teste vanddybden og stroemstyrken for os andre. Han gjorde et rigtig heroisk arbejde for at faa os alle igennem.
Saerligt ved Evolution Creek vaerdsatte vi hans indsats. Floden var maaske 50 meter bred og navledyb. Vandet var iskoldt og hvis man saa floden ethvert andet sted end der hvor vi besluttede at krydse, var den et sandt monster.
Hercules gik dog foerst over og viste os hvordan det skulle goeres. Vi fulgte efter og kom alle uskadte, men vildt kolde, over paa den anden side.
Asger og jeg har snakket om, at hvis vi havde vaeret alene, havde vi sandsynligvis ikke turdet gaa ud i floden i foerste omgang. Vi havde nok endt med at vende om.
En stor tak skal lyde til Hercules!

En morgen, to dage foer Vermillion Valley Resort, vaagnede jeg og havde ondt i anklen. Jeg havde ingen ide om hvad der kunne have vaeret sket, men den var haevet til naesten dobbelt stoerrelse og jeg kunne naesten ikke gaa paa den. Foelelsen mindede om en braekket knogle, men jeg var samtidig ret sikker paa at der ikke var noget der var braekket. Jeg havde dog ingen anden mulighed end at presse paa. Ignorere smerten og proeve at komme til V.V.R. Det var 2 utroligt haarde dage for mig. Ikke alene var vandringen haard. Jeg var ogsaa i konstant smerte.

Vi ankom til V.V.R. og tog en hviledag i haabet om at det ville vaere bedre dagen efter. Det var et virkelig saerligt sted. Det var utroligt hiker-venligt, men samtidig noget af et cirkus. De havde lige aabnet stedet efter vinteren, saa der var ikke rigtig styr paa noget. Butikken var naesten toemt for alt spiseligt. Der var dog dog stadig Snickers-barer, cola og oel, saa vi klarede os. Vi hang ud paa deres terasse hele dagen.
Da en af de ansatte, Natalie, med interesse for alternativ medicin og urter, saa min ankel sagde hun: "Stay right there. I'm just gonnna go get something for your foot." Kort efter kom hun tilbage med sin pose med en masse forskellie urter, redskaber og medikamenter i. Hun knuste noget kamferine og blandede det op med sprit. Resultatet puttede hun saa paa et stykke afklippet t-shirt, som hun bandt rundt om min fod og som jeg saa skulle have siddende paa foden resten af dagen. Det var svaert at holde masken, mens alle de andre gutter sad og grinede af behandlingen. Da Hercules spurgte hende: "Will he get high?", svarede hun: "If you know how to use the herbs, they can definitely get you high."
Jeg blev ikke hoej af det og min fod saa heller ikke en skid bedre ud dagen efter, saa vi snakkede med dem paa resortet og proevede at faa arrangeret et lift ud til en laege. Vi fik at vide, at den naermeste laege var i Fresno - fire timers koersel vaek - og det ville koste 500 kroner at kommer derud. Vi bed i det sure aeble og sagde ja tak til tilbuddet. De lovede os, at de kunne faa os derud morgenen efter, saa vi tog en hviledag til og ventede.
Da vi spurgte ind til liftet morgenen efter, fik vi et lidt traels svar. De kunne ikke faa os ud til Fresno foer dagen efter om aftenen og der var det ikke engang sikkert. Vi havde allerede brugt for mange penge paa stedet, vi var lidt traette af det cirkus det var og vi var utaalmodige efter at finde ud af hvad der var galt med foden, saa vi besluttede, at presse den to vandredage mere og saa gaa til byen Mammoth Lakes laengere fremme paa ruten.

Vi vandrede ud sammen med den samme store gruppe, som vi gik med omkring Forrester Pass. Det viste sig at blive en lidt dramatisk straekning. En dame ved navn Sue vaeltede i krydsningen af Mono Creek. Det var ikke en saerlig svaer krydsning, men hun var lidt bange for vand og panikkede derfor midt i krydsningen. Hun blev fanget i nogle grene og styrken fra vandet pressede hendes hovede under. Der var ikke rigtig noget hun selv kunne goere. Det kraevede 5 staerke maend at traekke hende op af vandet og hun var totalt i chok bagefter. Det kunne have gaaet meget galt, hvis hun ikke havde vandret i en stor gruppe.
Senere samme dag, da vi tog frokostpause, gik det op for os, at en af de staerkeste vandrere i gruppen FlyBy ikke var med os laengere. Vi havde ikke set ham i nogle timer. Liam og The Wiz besluttede at vandre tilbage, for at finde ud af hvad der var blevet af ham. De havde aabenbart fundet ham siddende under et trae, helt afkraeftet. Han havde faaet madforgiftning efter V.V.R. og var blevet noedt til at stoppe op.

Nu er vi dog alle sammen i Mammoth Lakes og i sikkerhed igen. Fra nu af bliver terraenet lettere. Bjergene bliver mindre og der kommer til at vaere mindre sne. Saa fra nu af bliver det forhaabentligt lidt mindre dramatisk.

Jeg har lige vaeret paa hospitalet med min ankel. Laegen sagde, at jeg havde vredet om paa den, slaaet den og generelt bare mishandlet den, men at der ikke er noget der er braekket og at jeg sagtens kan gaa paa den, hvis jeg kan holde til smerten.

Vi har taget to hviledage og i morgen vandrer vi ud paa ruten igen. Naeste stop er Tuoloumne Meadows, hvor mine foraeldre henter os og koerer os til South Lake Tahoe. Der tager vi nogle dage vaek fra trail-livet og nyder civilisationen, inden vi for alvor saetter kursen mod Canada igen.
Vi er ved at vaere ret traette af sne nu, saa vi glaeder os til at komme til noget lidt nemmere terraen igen.

Det blev et ret langt indlaeg, men der var ogsaa meget at fortaelle.

Hav det rigtig godt allesammen.

Mvh. Asger og Anders.

//Anders

Rejsen mod hoejderne

Nyt fra civilisationens sidste bastion..

Vi er nu officielt i Sierra Nevada! Lige nu er vi godt nok i en oerkenby der hedder Lone Pine, men det er kun for at koebe forsyninger.
Vi forlod Mojave den 1. juni og jeg blev heldigvis rask i loebet af de foerste dage, sandsynligvis takket vaere den antibiotika-kur som jeg begyndte paa. Straekket har vaeret det laengste uden forsyninger indtil nu og det gik glimrende. Det var meget smukt og vi har nu endegyldigt forladt oerkenen (bortset fra Lone Pine, der ikke ligger paa ruten). Vi ankom til Kennedy Meadows den 6. juni – efter tre dage i traek med smaa halvtreds kilometer. Kennedy Meadows er et lille samfund (med cirka 30 helaarsbeboere) der ligger i en dal to timers koersel fra naermeste civilisation og udgoer for PCT-vandrere porten til Sierra Nevada. Der er en lille all round-kiosk der, ud over den basale kioskfunktion, agerede posthus og arrangerede faellesspisning og saa er der Tom, der er en lokal ’trail angel’ der giver morgenmad, internetadgang, overnatningsmuligheder og et sted at haenge ud. Og det er det. Mange vandrere haenger ud der i mange dage – nogen for at afvente bedre forhold i bjergene og nogen fordi de ikke kan tage sig sammen til at komme videre – og vi fandt ogsaa de fleste af vores vandrevenner samlet der. Vi havde nu ingen intentioner om at sumpe, saa vi forlod stedet samme aften efter, med manisk entusiasme, at have fyldt kalorier i kroppen og efter at have hentet vores kasser med vinterudstyr (skiunderbukser, cramp-ons, isoekser og fiberjakker), bjoernebokse til vores mad og nye sko til os begge.

Som sagt er Kennedy Meadows et meget specielt sted – baade symbolsk og praktisk markerer det et nyt kapitel. Hidtil har oerkenen vaeret dominerende og har haft sat toerke, toerst, slanger og kaktus paa dagsordende. Stien har vaeret relativt nem at foelge og vi har sjaeldent haft laengere end fire dage mellem civilisation. Det har vaeret smukt, barskt, inspirerende og udfordrende. Efter Kennedy Meadows venter omtrent 650 kilometer med nye betingelser. Det 650 kilometer lange straek fra Kennedy Meadows til South Lake Tahoe – Sierra Nevada bjergene – er muligvis det mest kendte paa hele Pacific Crest Trail og er baade frygtet og lovprist. Alt bliver stoerre og mere ekstremt: bjergene bliver hoejere, distancerne bliver haardere, der kommer langt mere sne, temperaturen bliver lavere, der bliver laengere mellem civilisationen og bjoerne bliver pludselig en meget reel medspiller. Vi kommer til at nedjustere de daglige distancer fra omkring 40-50 kilometer til maksimalt 25-30 kilometer og vi skal regne med at skulle forholde os til sult i hoejere grad som resultat af hoejderne og de lavere temperaturer. Sierra Nevada regnes af mange som den smukkeste og mest fantastiske del af hele ruten og skulle vaere alle strabadserne vaerd. De foerste 73 kilometer af dette straek har vi nu bag os – de har vaeret en meget mild forsmag paa hvad der er i vente: lidt mere opstigning, en del mere sne end vi tidligere har set og en del mere spektakulaere udsigter end vi hidtil har vaeret udsat for. Naar vi i morgenaften saetter ud fra Lone Pine er det med udsigten til kaempe bjergpas og op til otte dages vandring til naeste antydning af civilisation, nemlig Vamilion Valley Resort (VVR) hvor der – i bedste fald – er en lille kiosk og en pakke med mad som vi har sendt derop.
Sierra Nevada har faaet op til 200 % mere sne end normalt – det hoejeste sneniveau i halvtreds aar! – og vi er meget spaendte paa hvad der venter os. Den kommende sektion er faktisk saa oede at vi paa et tidspunkt kommet til at gaa et over 200 kilometer uden af stoede paa en eneste vej og at vi ikke regner med at kunne opdatere bloggen igen foer vi rammer South Lake Tahoe en gang i begyndelsen af juli.
Vi er utroligt spaendte og glaeder os virkelig til at komme i gang – til at laere Sierra Nevadas spilleregler og til at bevidne dets mirakler.
Foer vi begynder at arbejde os mod VVR hedder den foerste udfordring dog Mt. Whitney. Mt. Witney er USA’s hoejeste bjerg uden for Alaska og ligger ikke paa selve ruten om end taet paa. Vi har lagt en ekstra dag ind i skemaet for at kunne bestige det, saafremt vejret arter sig. Efter al sandsynlighed vil vi staa paa toppen af USA den 11. juni. Dette betyder meget for mig, da det er min fars foedselsdag og da det var min far der vakte min interesse for naturen og for friluftsliv.

En forhold der har vaeret meget markant har vaeret hvor svaert sneen goer det at foelge stien. Ofte bliver man simpelthen noedt til at glemme stien og saa pejle sig frem saa godt man kan indtil man finder den igen. Derved bliver navigation pludselig et noeglebegreb og vi maa sande at det kortmateriale vi har koebt er for overfladisk. Flere gange har det vaeret decideret misvisende og i regelen er det for stort et maalstok til at man virkelig kan bruge det til andet end overordnet retningsbestemmelse. Heldigvis har vi Aagaards GPS med og den har vaeret helt uvurderlig siden Kennedy Meadows. Det er en stor tryghed at have den med os naar vi begiver os ud i den sande vildmark.
Siden vi forlod den mexicanske graense den 27. april har vi overhalet mange folk og nu er der sandsynligvis kun cirka 30 vandrere foran os. Dog er det stadig en del og der er som foelge deraf ofte fodspor i sneen de steder hvor stien forsvinder. Dette saetter én i en vanskelig situation: skal man vaelge at tro at fodsporene er sat af folk der har vidst hvad de havde gang i eller er man i virkeligheden i stand til at vaelge en mere henisgtsmaessig rute selv? Altsaa, helt basalt spoergsmaalet om hvorvidt man skal foelge andre eller gaa sine egne veje. Indtil videre har vores erfaring vaeret utrolig forudsigelig. Nemlig at man ofte kan bruge disse fodspor vejledende, men at det sjaeldent er en god idé at stole ukritisk paa dem. Lidt mere generelt ender jeg altsaa med at konkludere at det er godt at drage nytte af andres erfaringer, men at man altid bliver noedt til at vaere kritisk og gaa sine egne veje. Den konklusion har jeg vaeret ret irriteret over da den er en uoriginal kliché. Det er dog ikke desto mindre den mest konstruktive konklusion og jeg maa nok affinde mig med det og troeste mig ved tanken om at klicheer foedes af at mange mennesker naar den samme slutning.

Det kan maaske forekomme lidt besynderligt at jeg har gaaet rundt og taenkt saa meget over den konkrete saavel som den overfoerte betydning af nogle fodspor i noget sne, men lad mig betro dig, kaere laeser, en ting. Naar man bruger stort set al sin vaagne tid paa at gaa (en handling der ikke kraever saerlig megen bevidsthed) har man ret meget tid til at taenke. Og naar man goer det hver dag i over en maaned kan man godt nogle gange komme lidt i underskud af ’fornuftige’ ting at taenke paa. Med andre ord har man saa meget tid at taenke i at man virkelig taenker tankerne ud og at en tanke virkelig skal vaere uinteressant foer man lader den falde. Man kunne maaske snildt forestille sig at den megen tid og det smukke natur ville generere dybe tanker og store erkendelser, men til min stadig voksende fortrydelse udebliver disse og jeg griber i stedet mig selv i at blive opslugt af ligegyldige eller decideret destruktive grublerier. Saaledes kan jeg til tider bruge halve og hele dage paa at opbygge skarpe og meningsfyldte argumenter til en diskussion jeg aldrig kommer til at have, paa at overveje paa hvilke noble forehavender jeg ville bruge mine penge hvis jeg vandt 5 millioner i lotto (jeg spiller ikke lotto, men har besluttet mig for at begynde naar jeg kommer hjem), paa nostalgiske droemmerier om den naere og fjerne fortid og saa videre. En klassiker, der isaer kommer paa dage med mentalt underskud, er ”hvad-nu-hvis” forestillinger omkring ulykker og doedsfald derhjemme. Naar man er saa utroligt langt hjemmefra og er uden for kommunikativ raekkevidde det meste af tiden sker det for mig at jeg bliver helt opslugt af frygten for at der sker noget slemt meed ens venner og familie og at man ikke faar det at vide foer lang tid efter. Jeg er heldigvis blevet bedre til at ryste den slags af mig som det irrationelle selvpineri det er og ofte er det ogsaa behagelige tanker der hersker. Jeg brugte fx det meste af en dag paa at forestille mig hvem jeg aller helst ville flytte sammen med naar jeg kommer hjem og derefter paa at gaa og forestille mig hvor fantastisk det vil blive. Ubrugeligt og lidt fjollet, men ret underholdende. Naa, men de store tanker kommer maaske paa et tidspunkt.

Efter smaa to dage i Sierra Nevada forlod vi i morges PCT for at gaa ned til en vej hvorfra planen var at blaffe ind til Lone Pine. Vi fandt vejen ret let, men fandt den desvaerre ogsaa fuldstaendigt forladt. Den var foerst blevet aabnet dagen forinden og der var tilsyneladende ingen der synes at det skulle fejres med en koeretur. Vores eneste mulighed var at begynde at gaa i retningen mod Lone Pine og haabe paa at det paa et tidspunkt ville komme nogen forbi – ellers ville det vaere en 35 kilometer gaatur i en retning der ikke tog os mod Canada. Vi begyndte at gaa og var ved godt mod. Efter en times tid satte vi os ned paa en bakketop for at tage en lille pause og efter ti minutter kom der mod al sandsynlighed en stor pick up-truck i den rigtige retning. Manden bag rettet hed Max og var en vaske aegte cowboy der var paa vej til Lone Pine for at faa tilset sin venstre pegefinger der var savet halvt af. Heldigvis synes han at det var en god idé at samle os op og saaledes ankom vi helt smertefrit til vores destination og kunne – efter at have tjekket ind paa Mt. Whitney Hostel – koncentrere os om det der altid optager en langdistancevandre naar han ankommer til civilisation: mad!
Hvad angaar mad er vi ofte i et dilemma. Baade Aagaard og jeg har et oenske om at spise sundt og vaere gode mod kroppen, men efter mange dage paa farten med underskud paa kaloriebalancen ender man altid med alt det tunge og skumle junk. Det er faktisk én af mine stoerre problemer med den tur her. Det foeles forkert at byde sin krop paa det som man goer, men under de omstaendigheder man saetter sig selv under er det det eneste ’ansvarlige’ at goere da man ellers ikke faar nok energi. Faktisk har jeg allerede maerket dette i form af muskeltab. Baade mine laar, laegge, skuldre og arme er blevet vaesentlig tyndere i loebet af den foerste del af turen, sandsynligvis som en kombination af anderledes belastning, for lidt protein og for faa kalorier ( kroppen braender muskler for at faa energi naar man ikke indtager nok kalorier). Som det er nu bliver jeg noedt til at acceptere forholdene og fortsaette med den kost der muliggoer turen, men hvor jeg dog glaeder mig til at kunne aendre kostvanerne naar jeg engang kommer hjem til Danmark!

Naa, jeg vil slutte dette indlaeg, mens jeg skiftevis spiser salat og chokoladekiks, og oenske alle derhjemme en behagelig sommer! Selvom vi er paa vej mod mindre civilisation kan jeg anbefale at kigge forbi bloggen her regelmaessigt, da man aldrig kan vide hvornaar vi faar tid til at smide en hilsen og nogle billeder op.

Alt det bedste fra Asger og Anders
// Asger

PS. Paa forhaand tillykke til alle de kommende studenter, godt klaret!