Da vejret skiftede / rejsen mod nye tider

Den sidste tid har været lidt usædvanlig.

Efter at Anders uploadede det sidste indlæg gik vi over til et pizzeria for at få lidt aftensmad. Det skulle være et godt sted havde vi hørt.. det havde de tilsyneladende også selv hørt og derfor var deres priser fuldstændig ubetalelige for vores hårdt prøvede tegenedrenge. Ude på parkeringspladsen besluttede vi os at gå på 'Dominos' der er et junk-pizzeria, men før vi nåede at gøre alvor af truslerne blev vi stoppet af en familie med ordene: "hey, are you guys hikers?" Da svaret - ærlige som vi er - blev ja, faldt vi i snak med dem, og hvilken snak! De var fra LA og havde aldrig hørt om Pacific Crest Trail, men da først vi havde forklaret konceptet var vi gud. De var helt oppe og køre af beundring og eventyr og vi snakkede med dem i lang tid. Pludselig kom en gut hen og spurgte om vi vandrede "the trail". Han hed Ben og havde selv vandret PCT i 2008. Nu havde han sammen med kaereste, svigermor og tre venner taget weekenden fri for at tage fra San Francisco til Mammoth Lakes og lave 'trail magic'. De havde svigermorens vens store hus og meget store mængder mad og vi var de første vandrere det var lykkes dem at finde. Dette ledte til en ret sej situation.. familien fra LA ville snakke mere med os og ved udsigten til at miste os til Ben skyndte de sig - på deres meget entusiastiske bymenneskeagtige måde - at tilbyde os pizza på den restaurant vi lige havde droppet af prismæssige årsager. Ben - der var desperat for at få fat i nogle vandrere og dermed give hans weekend en mening - lokkede med gratis overnatning, hjemmelavet vegetarlasagne og stor morgenmad. På absurd vis havde vores kortidsfremtid ændret sig fra junkfood og overnatning i den nærmeste skov (vi ville ikke betale for flere dage på motel) til at kunne vælge og vrage mellem to lækre aftensmåltider hvoraf den ene også inkluderede komfortabel overnatning. Vi valgte naturligvis Bens tilbud, men da han lige skulle hjem og tømme bilen først fulgte vi familien ind på pizzeriaet og hang ud med dem til Ben var tilbage.
Den generøsitet og venlighed vi oplevede hos Ben og hans familie var overvældende og selv om vi havde besluttet os for at tage ud dagene efter om aftenen endte vi med at blive der til morgenen efter igen. Masser af mad, Ben & Jerry's (de opdagede hurtigt vejen til mit hjerte og forsynede os med store mængder), godt selvskab, et lift tilbage til trailen og ikke mindst to komfortable nætter i en seng: Ben og hans familie har indtaget førstepladsen som vores favorit-'trail angels'.

Da vi forlod Ben var vi i den situation at vi havde ca. 65 kilometer til Tuolome Meadows hvorfra der gik en vej ned til Yosemite Valley hvor planen var at Anders forældre skulle hente os den 30. juni. Det gav os et virkelig mageligt regnskab mellem antal af kilometer og dage til at vandre dem i. Vi chillede de to første dage, omend den tredje dag blev ret hård.

*** VIGTIG MEDDELELSE FRA ANDERS OG ASGER ***
" Vi opfordrer kraftigt alle der overvejer at give sig i kast med friluftsliv i lidt større omfang til altid at medbringe ordentlige kort og kompas. Ligegyldigt hvor meget I elsker jeres GPS. "

Vores GPS slettede alle kort den dag vi skulle op på Mt. Whitney - fuldstændig uden varsel og forklarlig årsag. Derefter havde vi kun nogle 'way points', altså punkter der angiver ruten, på en blank baggrund. Det har vi så haft klaret os med derfra, indtil den på samme vis slettede dem også, dagen vi forlod Mammoth Lakes. Med stien fuldstændig dækket af sne er en GPS en meget nyttig hjælp og opportunister som vi er fandt vi nok en måde at klemme den sidste nytte ud af vores stærkt hæmmede GPS. Den tredje dag var lang og indebar to bjergpas og hele vejen var det kort og kompas-navigation, dog assisteret af koordinaterne aflæst på GPS'en. Den kunne altså endnu, til en vis grad, bruges til at bestemme hvor vi var.

Efter en hård tredje dag - hvor vi stødte ind i Drop Dead som vi ikke havde set siden Warner Springs - kom vi endelig ned i en dal under snegrænsen hvor stien var flot og nem at følge. Fra aftenens lejr var der kun ca. 15 kilometer til Tuolome Meadows og vi var klar på en nem og smuk dag dagen efter. Vi slog teltet op på en stor eng ned til floden der løb i dalen.

Store lysglimt og en svært placerbar trommende lyd vækkede os midt om natten. Efter at have siddet desorienteret i nogle sekunder gik det op for os at vores utidige vækkeur var lyn og en voldsom regn. De skyer der havde fulgt os sidst på dagen havde tilsyneladende beslutte at vi - på tærskelen til 'the High Sierras - skulle have en ordentlig afskedssallut. Og hvilket show! Hele natten skiftevis sneede og regnede det og lynene jagede os tre gange i løbet af natten ud af vores udsatte telt midt på engen og i tilflugt i skoven hvor vi stod i bælgragende mørke og piskende regn og ventede på at lynene skulle aftage nok til at vi turde bevæge os tilbage for at sove (læs: ligge med vidt åbne øjne og spekulere på hvornår vi næste gang skulle ud i skoven). Morgenen kom med mere nedbør og da vi ikke kunne trække den længere pakkede vi teltet sammen og rystende og gennemblødte begyndte vi vandringen. Det var miserabelt. Og så alligevel.. i over tre uger havde vi ikke haft andet end blå himmel og på sin vis var regnen forfriskende. Regnvejr har altid været mit humørs værste fjende, men min veninde Minni Wendy har lært mig den utroligt effektive teknik blot at smile af regnen. Den fysiske del af blot af smile er faktisk ofte nok til at starte en seriøs opklaring af mit sind - virkelig uvurderligt for et friluftsmenneske, mange tak Minni!!
Vandringen gik let (snyd ikke jer selv for den fantastiske oplevelse at soppe i kondisko!) og efter et par timer kom den faktiske opklaring også. Vi mødte nogle dagsvandrere der gav os et lift ned til Yosemite Valley og vi fik slået teltet op på en "gratis" 'camp ground' bagerst i al turistræset.

Læs "turistræset negativt og småfrustreret. Yosemite er fuldstændig vanvittigt turistbesat og nok var naturen vanviddet værdigt, men efter næsten en måned i naturen uden andre mennesker var det helt forkert. Naturen betragtedes gennem bilruder og kameralinser, på sikker afstand fra asfaltveje der gav den majestætiske dal et patetisk og tæmmet udtryk. Overalt omkring os myldrede turister rundt (jeg ved jeg lyder arrogant, men på nuværende tidspunkt føler vi os ikke som turister i den forstand) og vi hørte flere gange danske stemmer. Det hele var som et naturprogram set på storskærm sammen med turister fra hele verden og vi var ikke i tvivl om at vi skulle væk hurtigst muligt. Vi ankom først på eftermiddagen og Anders forældre ville ikke være i stand til at hente os før sent aftenen efter. Vi besluttede os for at den følgende dag skulle bruges på at blaffe til South Lake Tahoe hvor vi skulle være med hans familie.
Om aftenen faldt vi i snak med nogle guider der var meget imponerede over vores projekt og unge alder. Den ene så hans egne drømme i os - alt det han ønskede han selv havde gjort på vores alder og han insisterede på at vi fortjente en stor morgenmadsbuffet dagen efter. Han spiste ikke selv med os, men forlod os i morgenmads-paradis med mange lykønsker og et meget fast håndtryk.



Ved middagstid var vi klar med papskilte og meget store smil over de fremstrakte tommelfingre. Der var helt vildt meget trafik da majoriteten af (turisterne foretrak overvejende at opleve naturen uden at skulle bevæge sig), men den meste trafik skulle blot rundt i dalen og to små, sære skandinaver der forventede de skulle tage dem ind i deres bil var ikke noget de var vant til. Flere gange kom turbusser forbi med store ladninger turister med kameraerne fremme og jeg skal love for at vi selv endte som mindre turistattraktioner. Efter kun halvanden time var der dog bid og vi blev samlet op af Ed der arbejdede i dalen og skulle besøge en ven i Reno = drømmeliftet. Reno ligger nord for South Lake Tahoe på highway 396 der ville føre os næsten direkte til vores destination. Hvor heldig må man være? Hvor tilsmilet har man dog lov at være? (Alle der har svært ved at sætte sig ind i vores sindstilstand kan finde hjælp i omkvædet på denne sang: http://www.youtube.com/watch?v=Gi0C-XAwmuk).
Efter en næsten fem timers køretur stoppede vi ind ved Burger King i Gardnerville hvor vi gav Eds aftensmad (jeg ved godt det lyder sølle, men han ville ikke tage imod penge) og derefter var det frem med tomlen igen. En dame samlede os op og fortalte at vi stod et helt galt sted, men hun skulle nok køre os hen til et bedre sted. Det betød fantastisk nok i hendes terminologi at køre os hele vejen så en halv time senere fandt vi pludselig os selv i selve South Lake Tahoe. Lidt forbløffede og i temmelig godt humør. Vi vinkede farvel til den rare dame og fik fat i Anders forældre der kom og hentede os lige ved grænsen mellem Californien og Nevada, der opdeler søen mellem de to stater.

Anders far, mor, storebror og lillesøster greb anledningen til en sommerferie i staterne og havde lejet en hytte i South Lake Tahoe, hvor vi har brugt de sidste små fem dage på.. ja, at være turister.
Dagene siden vores drømmelift har vi brugt på at blive forkælet af Anders familie. Spist så meget som muligt, lavet så lidt som muligt og nydt den trygge hjemmelighed der er forbundet med at se nogen derhjemme fra. Ubesværet transport på fortrinlige leje-cykler, abnorme mængder Ben & Jerry's (nej, vi får ikke sponsorater for at reklamere så meget for dem, men det var da egentlig en god idé..), masser af familiehygge, masser af film og fjernsyn, bløde senge, fortryllende fyrværkeri på Idenpendence Day, fejring af Anders lillesøster Louises fødselsdag, slåskamp i 'down town' Tahoe (vi var ikke oppe og slås, men fik desværre den idylliske facade krakeleret af andre triste eksistenser), store mængder af Anders forældres utroligt lækre mad, en syndflod af varme brusebade, tiltrængt hvile for Anders ankel der nu har det væsentligt bedre med mere med mere. Vores dage i South Lake Tahoe har været en velfortjent og meget luksuriøs oase midt i en nådesløs og strabadserende sneørken og vi er nu klar. Klar til nok en gang at kaste os ud i vandringen; klar til nok en gang at jage landet for enden af stien.

Vi håber at I alle har en fantastisk sommer hjemme i Danmark og ønsker alle der netop er vendt hjem fra Roskilde tillykke med at de overlevede.

Skriv fortsat meget gerne til os, det er altid rart at høre nyt hjemmefra. også selvom der nogen gange går lang tid før vi får svaret.

Alt det bedste fra os til jer!!!

// Asger


PS. Status på skæg-konkurrencen kan ses på: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/SkGkonkurrenceSouthLakeTahoe?authkey=Gv1sRgCNb_5vLW0u7MWw