The High Sierras

Sne overalt, vanvittige flodkrydsninger, klippeklatring, isklatring, konstant vaade foedder, foelelsen af at vaere faret vild hele tiden, postholing, tynd luft, isolation, ekstrem udmattelse, hjemve og fysiske skader.
De sidste par uger, har virkelig sparket roev paa os!

Det hele startede ved Kennedy Meadows - gateway'en til the High Sierras. The High Sierras er den absolut stoerste bjergkaede paa hele ruten og er uden tvivl en PCT-vandrers stoerste udfordring. Det er det laengste vej-loese straek paa hele ruten med over 300 kilometer uden at krydse saa meget som en grusvej. Man kommer op i 4000 meters hoejde, hvor luften er tynd og hvor der ligger sne naesten aaret rundt. Den hurtige snesmeltning goer floderne ekstremt farlige at krydse - de er dybe, rivende og iskolde.
Paa et normalt sne-aar anbefales det at forlade Kennedy Meadows den 15. juni. Det er nemlig den dato hvor nok af sneen vil vaere smeltet, til at man kan faerdes sikkert i bjergene. I aar er et rekord stort sne-aar. I hele PCT's historie, har der aldrig ligget saa meget sne saa sent paa aaret som der goer nu.
Vi forlod Kennedy Meadows i begyndelsen af juni. Vi var alt for tidligt ude i et aar med alt for meget sne. Vi vidste, at det ville blive et eventyr. Dog matte vi indse, at vi undervurderede forholdene en smule.

Kennedy Meadows til Independence
Vi ankom til Kennedy Meadows tidligt om morgenen den 6. juni efter 6 dages fantastisk vandring fra Mojave. Vi moedte mange af de vandrere vi ikke havde set i en del tid. Vi ankom lige i tide til morgenmaden, som trail angelen Tom stod for. Tom havde lavet en kaempe campingplads lidt vaek fra Kennedy Meadows, hvor alle vandrere kunne bo og spise gratis. De fleste andre tog en hviledag dagen efter, men Asger og jeg valgte at fortsaette samme aften. Vores naeste maal - byen Lone Pine - var blot 2 dage laengere fremme paa ruten.
Vandringen ud fra Kennedy Meadows var lidt haard. Vores rygsaekke var paa grund af det nyligt hentede udstyr (isoekse, klatrejern, bear-canister og varmere toej) vildt tunge og vi selv foelte os ret tunge paa grund af al den junk food vi naaede at spise under vores korte ophold i Kennedy Meadows. Vi gik cirka 12 kilometer op ad bakke hen til det mest perfekte lille campsite ved siden af Crag Creek, med flade teltpladser, masser af naturligt braende og en perfekt lille baalplads.

Dagen efter satte vi for alvor kursen mod de store bjerge og efter nogle faa timers vandring, var vi for foerste gang paa PCT over 10.000 fods (3000 meter) hoejde. Det var tydeligt at maerke, at luften var tyndere og der begyndte ogsaa saa smaat at ligge sne hist og her. Vandringen lignede dog mest af alt noget vi havde vaeret igennem allerede. Vi naaede 40 kilometer den dag og kom dermed ret taet paa stedet hvor der gik en side-trail ned til byen Lone Pine. Vores foerste moede med the High Sierra's var dermed trods meget op- og nedstigning meget mildt og vi blev ret staerke i vores overbevisning om, at vi godt kunne fortsaette med at vandre 32 kilometer (vores normale gennemsnit) om dagen paa det naeste straek. Det skulle dog vise sig at vaere en grov misforstaaelse.

Vi gik ned fra Trail Pass mod vejen hvorfra vi skulle hitchhike ned til Lone Pine. Vi havde lige faaet nyheden om at vejen netop var aabnet dagen foer vi ankom, saa vi var lidt i tvivl om hvor let det ville blive at finde et lift. Vi kom ned til vejen, hvorfra der stadig var over 30 kilometer ned ad et kaempe bjerg til Lone Pine. Vi ventede en halv time uden at se en eneste bil, foer vi begyndte at gaa. Planen var at finde et sted med mobilsignal, saa vi paa den maade kunne arrangere en afhentning. Vi fandt et sted 5 kilometer nede ad vejen, paa en lille bakketop hvor mobilen virkede. Det lykkedes dog ikke rigtig at komme igennem til nogen, saa vi begyndte at forberede os paa en rigtig traels gaatur ned ad vejen. Vi blev siddende 5 minutter og skulle lige til at rejse os og begynde at gaa, da vi hoerte en bil komme mod os - i den rigtige retning endda! Vi floej begge to op, stak tomlen i vejret og haabede at den gamle roede pick-up der kom mod os ville samle os op. Vi havde heldet med os og sad nu i en bil paa vej mod byen. Gutten der samlede os op, var en rigtig cowboy ved navn Max. Han boede paa en ranch oppe i bjergene, hvor han arbejdede med heste. Han var paa vej ned til byen, fordi han mere eller mindre havde kommet til at save sin ene finger af. Han skulle simpelthen ned til laegen for at hoere om han kunne faa lov til at beholde sin finger. Der var dog ikke rigtig nogen bekymring at spore i ham. "I've got 9 other perfectly fine fingers, so it doesn't matter that much", var hans kommentar, da jeg sagde at han tog det ret paent. Han havde endda tid til at saette os af ved det rigtige hotel foer han koerte videre mod hospitalet.
Vi tjekkede ind paa Whitney Hostel, kiggede paa vores kort og planlagde det naeste straek. Vi regnede med 8 dages mad paa straekket fra Lone Pine til Vermillion Valley Resort. 7 store bjergpas og en tur til USA's hoejeste bjerg Mt. Whitney. En gennemsnitsdistance paa lidt over 24 kilometer per dag. Vi taenkte at det let kunne goeres og saa endda frem til at have nogle dage, hvor vi ikke behoevede gaa saa langt som vi plejer. Mere tid til pauser og mere tid i lejren.

Vi fik et lift tilbage til Trail Pass og PCT af en af ejerne af Delacour Ranch, der var saa opsat paa at hjaelpe os vandrere i vores faerd, at hun naegtede at tage imod penge for det naesten 40 kilometer lange lift. Tilbage i vildmarken, med fyldte rygsaekke, fyldte maver og et nervoest sind. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os de naeste par dage. Vi vidste bare, at det ville blive udfordrende.

Vi stod op kl. 4.30 for at kunne naa flest muligt miles mens at sneen stadigvaek var haard efter nattefrosten. Maalet var at gaa 36 kilometer hen til Crabtree Meadow, hvorfra detour'en op til Mt. Whitney begyndte. Vi havde nemlig planer om at bestige Mt. Whitney d. 11. juni - Asger's fars foedselsdag. Det var Asger's far der plantede interessen for friluftsliv i Asger, saa det betoed meget for ham.
De 36 kilometer viste sig dog at vaere en noget stoerre udfordring, end vi havde forventet. Efter 6 kilometer krydsede vi Cottonwood Pass og derfra foregik det i sne resten af vejen. Vi saa ikke stien en eneste gang igen den dag. Noget af en omvaeltning efter den tydelige sti vi havde vaeret vant til. Navigationen blev svaerere og vandringen gik langsommere. Man brugte lige saa meget energi paa at gaa 2 kilometer, som man normalt brugte paa at gaa 10 kilometer. Eller saadan foeltes det i hvert fald. Paa et tidspunkt tog vi endda en forkert vej ned ad en bjergside. Det resulterede i, at vi endte paa en utroligt stejl, tilsneet bjergside med en naesten lodret klippevaeg foran os. Der var ingen mulighed for at komme udenom, saa vi maatte forsoege at komme tilbage. Sneen var dog saa raadden at vi faldt i til knaene ved hvert skridt og de store sten, der laa overalt, gjorde det naesten umuligt at komme tilbage. Vi faldt begge et par gange, hvor vi maatte stoppe faldet vha. vores vandrestave. Det var med adrenalin i blodet at vi kom tilbage til stien.
Vi var saaledes to meget opbrugte drenge da vi ankom til Crabtree Meadow kl. 19.30 efter 15 timer paa farten. Vi slog teltet op paa det eneste sted med bar jord og kollapsede i varmen fra vores soveposer. Det var uden tvivl det mest udmattede jeg har vaeret i hele mit liv.
Det var dog med med hoeje forventninger til dagen i morgen og toppen af Mt. Whitney at vi rejste af sted til droemmeland.

Morgenen efter kunne ikke have startet meget daarligere. Vi havde sat uret til kl. 4, da vi gerne ville starte vandringen med haard sne. Vi matte dog indse, efter at have pakket vores dagsrygsaekke, at det var for tidligt at begynde. Det var helt kulsort udenfor stadigvaek og pandelamperne hjalp ikke meget med navigationen. Vi taendte GPS'en, der dog, af egen fri vilje, havde valgt at slette vores kortmateriale, samt draene vores ellers fuldt opladte batterier. Vi lagde os i teltet igen og ventede paa at det blev lysere. Efter 40 minutters venten kunne vi endelig begynde. Idet jeg tog rygsaekken ud, ramte isoeksen mod teltdugen og lavede en stor flaenge i teltet. Surt show, men vi satte af sted mod Whitney.
Vandringen startede med 3 iskolde flodkrydsninger, der fik os til at tro, at vi ville miste vores foedder. Efter en times vandring gik den ene af Asgers vandrestave i stykker - spidsen roeg af. Vi var dog fast besluttede paa ikke at lade noget af det gaa os paa, saa vi fortsatte mod toppen. Navigationen var svaer og vi saa ikke noget til stien.
Efter 3 timers vandring moedte vi Adam & Elinor, der havde gaaet i en 10-mand stor gruppe mod toppen og de havde i faellesskab besluttet at vende om. Det havde simpelthen vaeret for farligt. Stien var helt iset til og naar sneen senere blev bloedere, ville nedstigningen have vaeret livsfarlig. Der var endda personer i gruppen med bjergbestigererfaring, der ogsaa mente det ville vaere for farligt.
Beslutningen tog lidt sig selv. Vi skulle selvfoelgelig ikke risikere noget, saa vi vendte om.
Kombinationen af udmattelsen efter den haarde dag dagen foer, alt det oedelagte udstyr og skuffelsen over ikke at kunne naa toppen knaekkede os fuldstaendig. Vi tog tre kvarters pause, hvor vi ikke rigtig sagde noget. Det var saerligt haardt for Asger, for hvem det betoed rigtig meget at staa paa toppen af USA paa sin fars foedselsdag.
Vi gik de bedroevende 6 kilometer tilbage til teltet, pakkede basecamp'en sammen og fortsatte ad PCT.
Vi gik 9 forfaerdelige miles til Tyandall Creek, hvor vi faldt om i teltet. Stemningen var ikke vildt god den aften og fremtiden virkede fuldstaendig uoverskuelig.
Foran os ventede Forrester Pass. Det hoejeste punkt paa selve PCT. Vi havde hoert fra en fyr der allerede havde gaaet dette straek i aar, at Mt. Whitney skulle vaere nemt og Forrester Pass skulle vaere virkelig svaert. Eftersom Mt. Whitney havde vaeret for svaert for os, var vi utroligt nervoese da vi gik i seng den aften.

Morgenen efter var virkelig smuk. Helt vindstille, blaa himmel og nattefrosten havde efterladt sneen helt haard og perfekt at gaa paa. Vi kom hurtigt derudad og efter en halv time rendte vi ind i den gruppe, der havde vendt om paa vej mod Whitney dagen foer. De havde aabenbart slaaet lejr cirka en mile laengere ude af ruten end os.
Vi havde ingen ide om hvem gruppen bestod af, saa det var til stor glaede at vi opdagede, at mange af vores gode venner var i gruppen. Det var ogsaa en enorm tryghed, at vide, at vi ikke var helt alene, naar vi skulle bestige Forrester Pass.
Vi fortsatte med den trygge fornemmelse af, at de andre var lige bag os.
Vi kom til det sidste stejle straek lige inden toppen. 300 meter naesten lodret op. Foran os var Tall Tree (Eddie) godt i gang med at hugge trin til at staa i med sin isoekse. Det var et skraemmende syn, at staa ved foden at isvaeggen. Vi tog isoeksen frem og gik i gang med klatringen. Den naeste halve time, var muligvis den mest intense oplevelse i hele mit liv. Foelelsen af, at hver eneste bevaegelse var afgoerende. Der var ingen plads til fejltagelser. Det gjaldt virkelig om, at stole paa sin krop.
Det var en helt ny form for bevaegelse for os begge. Rutinen gik paa at hugge to trin ind i isen med isoeksen, faeste isoeksen laengere opppe, traede op i trinene og saa gentage rutinen. Det gik langsomt, men sikkert, opad. Da vi endelig kom op paa de snefrie stykker hoejere oppe rystede kroppen stadig af spaending.
Hvor uhyggeligt det end var, var det samtidig en vildt fed oplevelse. Den haarde klatring gjorde hele gevinsten endnu stoerre. Landskabet blev endnu smukkere og en foelelse af ren ekstase rullede ind over os. At naa toppen, var uden tvivl et af de stoerste oejeblikke i mit liv.
Jeg maa sige, at skuffelsen fra Mt. Whitney dagen foer blev vasker fuldstaendig vaek.

Resten af dagen fulgtes vi med gruppen. Vi snakkede med nogle af de der tidligere havde gaaet ruten om vores plan med at naa Vermillion Valley Resort paa 5 dage. "No way. That is just not possible", var svaret. Vores eneste mulighed var altsaa, at lave en flugtplan ned til Independence, for at koebe noget mere mad. Heldigvis skulle hele den store gruppe ogsaa derned, saa vi haegtede os bare paa dem.
Vi gik den 15 kilometer lange omvej ned til vejen, fik et lift bag i en pick-up truck og pludselig befandt vi os i byen igen. Samme aften holdt vi en stor Barbeque paa terassen af Courthouse Motel sammen med de andre vandrere og drak en masse oel.
Vi besluttede at team'e op med oestrigeren Matthias, som vi tidligere har vandret med og amerikaneren Hercules (han havde graeske roedder) fra Minnesota. The European Coalition blev vores team-navn - totalt kliche!

Independence - Vermillion Vallley Resort
Det var mit livs sjoveste hitchhike at komme fra Independence ud til ruten igen. Vi sad fire usoignerede skaeggede maend, med store rygsaekke med isoekser og klatrejern spaendt udenpaa, paa en totalt oede vej og proevede paa at faa et lift 20 miles op til enden af en blind vej. Det loed som et umuligt projekt. De faa biler der kom forbi gav os virkelig nogle underlige ansigter. En tjekkisk dame gav os alle en stor specialoel hver og undskyldte, at hun ikke havde plads nok i bilen. To andre stoppede og beklagede, at de ikke havde plads nok. Endelig, efter to timers blafning, stoppede et soeskende-par, med en stor station-wagon, hvor vi lige akkurat kunne klemmes ind.
Vi blev koert hele vejen derop, drak vores halve liter oel og begyndte, smaafulde (man kommer hurtigt "ud af form"), at gaa tilbage mod PCT. Vi kom 3 miles op ad bjerget, foer vi slog lejr ved en stor soe. Det foeltes godt, at vaere i en gruppe. Nu kunne eventyret bare komme an.

Vores gruppesammensaetning viste sig at fungere rigtig godt. Vi var alle lige staerke, saa der gik ikke for lang tid med at vente paa hinanden og vores prioriteringer var rimelig ens. Det var super fedt, at vandre sammen med nogle andre. Det gav en tryghedsfoelelse, der gjorde, at man ikke havde en konstant foelelse af at vaere faret vild. Vi kunne skiftes til at staa for navigationen og vi kunne skiftes til at gaa forrest og traede fodspor i sneen. Samarbejdet fungerede skide godt og det blev i det hele taget meget nemmere at nyde vandringen igen.

Vi kom ind i en rutine med at bestige et stort bjergpas om dagen og vi tilbagelagde i det hele taget nogle gode distancer. Landskabet var dog stadig utroligt ugaestfrit og vandringen stadig utroligt haard. Somme tider, gik vi virkelig og bandede over al den sne.

Et af de steder, hvor det virkelig viste sig en fordel at gaa i en gruppe, var ved flodkrydsningerne. Hercules var en utroligt erfaren mand udi friluftsliv. Han havde foretaget adskillige kanoekspeditioner i USA og Canada. Han var vildt dygtig med kort og kompas og han havde en enormt stor viden om hvordan man burde krydse floder. Det var altid Hercules der gik foerst ud i floden, for at teste vanddybden og stroemstyrken for os andre. Han gjorde et rigtig heroisk arbejde for at faa os alle igennem.
Saerligt ved Evolution Creek vaerdsatte vi hans indsats. Floden var maaske 50 meter bred og navledyb. Vandet var iskoldt og hvis man saa floden ethvert andet sted end der hvor vi besluttede at krydse, var den et sandt monster.
Hercules gik dog foerst over og viste os hvordan det skulle goeres. Vi fulgte efter og kom alle uskadte, men vildt kolde, over paa den anden side.
Asger og jeg har snakket om, at hvis vi havde vaeret alene, havde vi sandsynligvis ikke turdet gaa ud i floden i foerste omgang. Vi havde nok endt med at vende om.
En stor tak skal lyde til Hercules!

En morgen, to dage foer Vermillion Valley Resort, vaagnede jeg og havde ondt i anklen. Jeg havde ingen ide om hvad der kunne have vaeret sket, men den var haevet til naesten dobbelt stoerrelse og jeg kunne naesten ikke gaa paa den. Foelelsen mindede om en braekket knogle, men jeg var samtidig ret sikker paa at der ikke var noget der var braekket. Jeg havde dog ingen anden mulighed end at presse paa. Ignorere smerten og proeve at komme til V.V.R. Det var 2 utroligt haarde dage for mig. Ikke alene var vandringen haard. Jeg var ogsaa i konstant smerte.

Vi ankom til V.V.R. og tog en hviledag i haabet om at det ville vaere bedre dagen efter. Det var et virkelig saerligt sted. Det var utroligt hiker-venligt, men samtidig noget af et cirkus. De havde lige aabnet stedet efter vinteren, saa der var ikke rigtig styr paa noget. Butikken var naesten toemt for alt spiseligt. Der var dog dog stadig Snickers-barer, cola og oel, saa vi klarede os. Vi hang ud paa deres terasse hele dagen.
Da en af de ansatte, Natalie, med interesse for alternativ medicin og urter, saa min ankel sagde hun: "Stay right there. I'm just gonnna go get something for your foot." Kort efter kom hun tilbage med sin pose med en masse forskellie urter, redskaber og medikamenter i. Hun knuste noget kamferine og blandede det op med sprit. Resultatet puttede hun saa paa et stykke afklippet t-shirt, som hun bandt rundt om min fod og som jeg saa skulle have siddende paa foden resten af dagen. Det var svaert at holde masken, mens alle de andre gutter sad og grinede af behandlingen. Da Hercules spurgte hende: "Will he get high?", svarede hun: "If you know how to use the herbs, they can definitely get you high."
Jeg blev ikke hoej af det og min fod saa heller ikke en skid bedre ud dagen efter, saa vi snakkede med dem paa resortet og proevede at faa arrangeret et lift ud til en laege. Vi fik at vide, at den naermeste laege var i Fresno - fire timers koersel vaek - og det ville koste 500 kroner at kommer derud. Vi bed i det sure aeble og sagde ja tak til tilbuddet. De lovede os, at de kunne faa os derud morgenen efter, saa vi tog en hviledag til og ventede.
Da vi spurgte ind til liftet morgenen efter, fik vi et lidt traels svar. De kunne ikke faa os ud til Fresno foer dagen efter om aftenen og der var det ikke engang sikkert. Vi havde allerede brugt for mange penge paa stedet, vi var lidt traette af det cirkus det var og vi var utaalmodige efter at finde ud af hvad der var galt med foden, saa vi besluttede, at presse den to vandredage mere og saa gaa til byen Mammoth Lakes laengere fremme paa ruten.

Vi vandrede ud sammen med den samme store gruppe, som vi gik med omkring Forrester Pass. Det viste sig at blive en lidt dramatisk straekning. En dame ved navn Sue vaeltede i krydsningen af Mono Creek. Det var ikke en saerlig svaer krydsning, men hun var lidt bange for vand og panikkede derfor midt i krydsningen. Hun blev fanget i nogle grene og styrken fra vandet pressede hendes hovede under. Der var ikke rigtig noget hun selv kunne goere. Det kraevede 5 staerke maend at traekke hende op af vandet og hun var totalt i chok bagefter. Det kunne have gaaet meget galt, hvis hun ikke havde vandret i en stor gruppe.
Senere samme dag, da vi tog frokostpause, gik det op for os, at en af de staerkeste vandrere i gruppen FlyBy ikke var med os laengere. Vi havde ikke set ham i nogle timer. Liam og The Wiz besluttede at vandre tilbage, for at finde ud af hvad der var blevet af ham. De havde aabenbart fundet ham siddende under et trae, helt afkraeftet. Han havde faaet madforgiftning efter V.V.R. og var blevet noedt til at stoppe op.

Nu er vi dog alle sammen i Mammoth Lakes og i sikkerhed igen. Fra nu af bliver terraenet lettere. Bjergene bliver mindre og der kommer til at vaere mindre sne. Saa fra nu af bliver det forhaabentligt lidt mindre dramatisk.

Jeg har lige vaeret paa hospitalet med min ankel. Laegen sagde, at jeg havde vredet om paa den, slaaet den og generelt bare mishandlet den, men at der ikke er noget der er braekket og at jeg sagtens kan gaa paa den, hvis jeg kan holde til smerten.

Vi har taget to hviledage og i morgen vandrer vi ud paa ruten igen. Naeste stop er Tuoloumne Meadows, hvor mine foraeldre henter os og koerer os til South Lake Tahoe. Der tager vi nogle dage vaek fra trail-livet og nyder civilisationen, inden vi for alvor saetter kursen mod Canada igen.
Vi er ved at vaere ret traette af sne nu, saa vi glaeder os til at komme til noget lidt nemmere terraen igen.

Det blev et ret langt indlaeg, men der var ogsaa meget at fortaelle.

Hav det rigtig godt allesammen.

Mvh. Asger og Anders.

//Anders