Rejsen mod hoejderne

Nyt fra civilisationens sidste bastion..

Vi er nu officielt i Sierra Nevada! Lige nu er vi godt nok i en oerkenby der hedder Lone Pine, men det er kun for at koebe forsyninger.
Vi forlod Mojave den 1. juni og jeg blev heldigvis rask i loebet af de foerste dage, sandsynligvis takket vaere den antibiotika-kur som jeg begyndte paa. Straekket har vaeret det laengste uden forsyninger indtil nu og det gik glimrende. Det var meget smukt og vi har nu endegyldigt forladt oerkenen (bortset fra Lone Pine, der ikke ligger paa ruten). Vi ankom til Kennedy Meadows den 6. juni – efter tre dage i traek med smaa halvtreds kilometer. Kennedy Meadows er et lille samfund (med cirka 30 helaarsbeboere) der ligger i en dal to timers koersel fra naermeste civilisation og udgoer for PCT-vandrere porten til Sierra Nevada. Der er en lille all round-kiosk der, ud over den basale kioskfunktion, agerede posthus og arrangerede faellesspisning og saa er der Tom, der er en lokal ’trail angel’ der giver morgenmad, internetadgang, overnatningsmuligheder og et sted at haenge ud. Og det er det. Mange vandrere haenger ud der i mange dage – nogen for at afvente bedre forhold i bjergene og nogen fordi de ikke kan tage sig sammen til at komme videre – og vi fandt ogsaa de fleste af vores vandrevenner samlet der. Vi havde nu ingen intentioner om at sumpe, saa vi forlod stedet samme aften efter, med manisk entusiasme, at have fyldt kalorier i kroppen og efter at have hentet vores kasser med vinterudstyr (skiunderbukser, cramp-ons, isoekser og fiberjakker), bjoernebokse til vores mad og nye sko til os begge.

Som sagt er Kennedy Meadows et meget specielt sted – baade symbolsk og praktisk markerer det et nyt kapitel. Hidtil har oerkenen vaeret dominerende og har haft sat toerke, toerst, slanger og kaktus paa dagsordende. Stien har vaeret relativt nem at foelge og vi har sjaeldent haft laengere end fire dage mellem civilisation. Det har vaeret smukt, barskt, inspirerende og udfordrende. Efter Kennedy Meadows venter omtrent 650 kilometer med nye betingelser. Det 650 kilometer lange straek fra Kennedy Meadows til South Lake Tahoe – Sierra Nevada bjergene – er muligvis det mest kendte paa hele Pacific Crest Trail og er baade frygtet og lovprist. Alt bliver stoerre og mere ekstremt: bjergene bliver hoejere, distancerne bliver haardere, der kommer langt mere sne, temperaturen bliver lavere, der bliver laengere mellem civilisationen og bjoerne bliver pludselig en meget reel medspiller. Vi kommer til at nedjustere de daglige distancer fra omkring 40-50 kilometer til maksimalt 25-30 kilometer og vi skal regne med at skulle forholde os til sult i hoejere grad som resultat af hoejderne og de lavere temperaturer. Sierra Nevada regnes af mange som den smukkeste og mest fantastiske del af hele ruten og skulle vaere alle strabadserne vaerd. De foerste 73 kilometer af dette straek har vi nu bag os – de har vaeret en meget mild forsmag paa hvad der er i vente: lidt mere opstigning, en del mere sne end vi tidligere har set og en del mere spektakulaere udsigter end vi hidtil har vaeret udsat for. Naar vi i morgenaften saetter ud fra Lone Pine er det med udsigten til kaempe bjergpas og op til otte dages vandring til naeste antydning af civilisation, nemlig Vamilion Valley Resort (VVR) hvor der – i bedste fald – er en lille kiosk og en pakke med mad som vi har sendt derop.
Sierra Nevada har faaet op til 200 % mere sne end normalt – det hoejeste sneniveau i halvtreds aar! – og vi er meget spaendte paa hvad der venter os. Den kommende sektion er faktisk saa oede at vi paa et tidspunkt kommet til at gaa et over 200 kilometer uden af stoede paa en eneste vej og at vi ikke regner med at kunne opdatere bloggen igen foer vi rammer South Lake Tahoe en gang i begyndelsen af juli.
Vi er utroligt spaendte og glaeder os virkelig til at komme i gang – til at laere Sierra Nevadas spilleregler og til at bevidne dets mirakler.
Foer vi begynder at arbejde os mod VVR hedder den foerste udfordring dog Mt. Whitney. Mt. Witney er USA’s hoejeste bjerg uden for Alaska og ligger ikke paa selve ruten om end taet paa. Vi har lagt en ekstra dag ind i skemaet for at kunne bestige det, saafremt vejret arter sig. Efter al sandsynlighed vil vi staa paa toppen af USA den 11. juni. Dette betyder meget for mig, da det er min fars foedselsdag og da det var min far der vakte min interesse for naturen og for friluftsliv.

En forhold der har vaeret meget markant har vaeret hvor svaert sneen goer det at foelge stien. Ofte bliver man simpelthen noedt til at glemme stien og saa pejle sig frem saa godt man kan indtil man finder den igen. Derved bliver navigation pludselig et noeglebegreb og vi maa sande at det kortmateriale vi har koebt er for overfladisk. Flere gange har det vaeret decideret misvisende og i regelen er det for stort et maalstok til at man virkelig kan bruge det til andet end overordnet retningsbestemmelse. Heldigvis har vi Aagaards GPS med og den har vaeret helt uvurderlig siden Kennedy Meadows. Det er en stor tryghed at have den med os naar vi begiver os ud i den sande vildmark.
Siden vi forlod den mexicanske graense den 27. april har vi overhalet mange folk og nu er der sandsynligvis kun cirka 30 vandrere foran os. Dog er det stadig en del og der er som foelge deraf ofte fodspor i sneen de steder hvor stien forsvinder. Dette saetter én i en vanskelig situation: skal man vaelge at tro at fodsporene er sat af folk der har vidst hvad de havde gang i eller er man i virkeligheden i stand til at vaelge en mere henisgtsmaessig rute selv? Altsaa, helt basalt spoergsmaalet om hvorvidt man skal foelge andre eller gaa sine egne veje. Indtil videre har vores erfaring vaeret utrolig forudsigelig. Nemlig at man ofte kan bruge disse fodspor vejledende, men at det sjaeldent er en god idé at stole ukritisk paa dem. Lidt mere generelt ender jeg altsaa med at konkludere at det er godt at drage nytte af andres erfaringer, men at man altid bliver noedt til at vaere kritisk og gaa sine egne veje. Den konklusion har jeg vaeret ret irriteret over da den er en uoriginal kliché. Det er dog ikke desto mindre den mest konstruktive konklusion og jeg maa nok affinde mig med det og troeste mig ved tanken om at klicheer foedes af at mange mennesker naar den samme slutning.

Det kan maaske forekomme lidt besynderligt at jeg har gaaet rundt og taenkt saa meget over den konkrete saavel som den overfoerte betydning af nogle fodspor i noget sne, men lad mig betro dig, kaere laeser, en ting. Naar man bruger stort set al sin vaagne tid paa at gaa (en handling der ikke kraever saerlig megen bevidsthed) har man ret meget tid til at taenke. Og naar man goer det hver dag i over en maaned kan man godt nogle gange komme lidt i underskud af ’fornuftige’ ting at taenke paa. Med andre ord har man saa meget tid at taenke i at man virkelig taenker tankerne ud og at en tanke virkelig skal vaere uinteressant foer man lader den falde. Man kunne maaske snildt forestille sig at den megen tid og det smukke natur ville generere dybe tanker og store erkendelser, men til min stadig voksende fortrydelse udebliver disse og jeg griber i stedet mig selv i at blive opslugt af ligegyldige eller decideret destruktive grublerier. Saaledes kan jeg til tider bruge halve og hele dage paa at opbygge skarpe og meningsfyldte argumenter til en diskussion jeg aldrig kommer til at have, paa at overveje paa hvilke noble forehavender jeg ville bruge mine penge hvis jeg vandt 5 millioner i lotto (jeg spiller ikke lotto, men har besluttet mig for at begynde naar jeg kommer hjem), paa nostalgiske droemmerier om den naere og fjerne fortid og saa videre. En klassiker, der isaer kommer paa dage med mentalt underskud, er ”hvad-nu-hvis” forestillinger omkring ulykker og doedsfald derhjemme. Naar man er saa utroligt langt hjemmefra og er uden for kommunikativ raekkevidde det meste af tiden sker det for mig at jeg bliver helt opslugt af frygten for at der sker noget slemt meed ens venner og familie og at man ikke faar det at vide foer lang tid efter. Jeg er heldigvis blevet bedre til at ryste den slags af mig som det irrationelle selvpineri det er og ofte er det ogsaa behagelige tanker der hersker. Jeg brugte fx det meste af en dag paa at forestille mig hvem jeg aller helst ville flytte sammen med naar jeg kommer hjem og derefter paa at gaa og forestille mig hvor fantastisk det vil blive. Ubrugeligt og lidt fjollet, men ret underholdende. Naa, men de store tanker kommer maaske paa et tidspunkt.

Efter smaa to dage i Sierra Nevada forlod vi i morges PCT for at gaa ned til en vej hvorfra planen var at blaffe ind til Lone Pine. Vi fandt vejen ret let, men fandt den desvaerre ogsaa fuldstaendigt forladt. Den var foerst blevet aabnet dagen forinden og der var tilsyneladende ingen der synes at det skulle fejres med en koeretur. Vores eneste mulighed var at begynde at gaa i retningen mod Lone Pine og haabe paa at det paa et tidspunkt ville komme nogen forbi – ellers ville det vaere en 35 kilometer gaatur i en retning der ikke tog os mod Canada. Vi begyndte at gaa og var ved godt mod. Efter en times tid satte vi os ned paa en bakketop for at tage en lille pause og efter ti minutter kom der mod al sandsynlighed en stor pick up-truck i den rigtige retning. Manden bag rettet hed Max og var en vaske aegte cowboy der var paa vej til Lone Pine for at faa tilset sin venstre pegefinger der var savet halvt af. Heldigvis synes han at det var en god idé at samle os op og saaledes ankom vi helt smertefrit til vores destination og kunne – efter at have tjekket ind paa Mt. Whitney Hostel – koncentrere os om det der altid optager en langdistancevandre naar han ankommer til civilisation: mad!
Hvad angaar mad er vi ofte i et dilemma. Baade Aagaard og jeg har et oenske om at spise sundt og vaere gode mod kroppen, men efter mange dage paa farten med underskud paa kaloriebalancen ender man altid med alt det tunge og skumle junk. Det er faktisk én af mine stoerre problemer med den tur her. Det foeles forkert at byde sin krop paa det som man goer, men under de omstaendigheder man saetter sig selv under er det det eneste ’ansvarlige’ at goere da man ellers ikke faar nok energi. Faktisk har jeg allerede maerket dette i form af muskeltab. Baade mine laar, laegge, skuldre og arme er blevet vaesentlig tyndere i loebet af den foerste del af turen, sandsynligvis som en kombination af anderledes belastning, for lidt protein og for faa kalorier ( kroppen braender muskler for at faa energi naar man ikke indtager nok kalorier). Som det er nu bliver jeg noedt til at acceptere forholdene og fortsaette med den kost der muliggoer turen, men hvor jeg dog glaeder mig til at kunne aendre kostvanerne naar jeg engang kommer hjem til Danmark!

Naa, jeg vil slutte dette indlaeg, mens jeg skiftevis spiser salat og chokoladekiks, og oenske alle derhjemme en behagelig sommer! Selvom vi er paa vej mod mindre civilisation kan jeg anbefale at kigge forbi bloggen her regelmaessigt, da man aldrig kan vide hvornaar vi faar tid til at smide en hilsen og nogle billeder op.

Alt det bedste fra Asger og Anders
// Asger

PS. Paa forhaand tillykke til alle de kommende studenter, godt klaret!