Adieu Sydcalifornien!

SE DE NYE BILLEDER!! ---->

Hej kære venner.

Jeg kan lige så godt advare jer med det samme: Det bliver et lidt langt blog-indlæg. Vi har simpelthen oplevet så meget de sidste par dage og der er generelt sket så meget, både godt og skidt. Jeg synes det har været nogle vildt underlige dage: de mennesker vi har mødt har været underlige, vejret har været underligt og landskabet har været underligt. Og Asgers mave har opført sig underligt, men mere om det senere.

Vi forlod Jeff og Donna Saufley’s sted Hiker Heaven tirsdag d. 24. maj efter en dejlig hviledag. Med kursen mod Sydcaliforniens næste trail angels, The Andersons gik vi i gang med vandringn. Etapen lød på 39 lette kilometer, dog gjort lidt hårdere af tunge nyopfyldte rygsække og varmt vejr, men samtidig lidt lettere ved tanken om ”Taco Salad & Beers”. Vi startede ved 10-tiden og var fremme omkring kl. 17.

The Anderson’s hus, Casa de Luna (Månehuset), er placeret i den lille landsby Green Valley. Navnet Casa de Luna har to historier bag sig:
1. Pacific Crest Trail vandrerne er typisk en måned om at nå dertil og ankommer dermed i slutningen af en månecyklus – derfor månehuset.
2. Alle besøgende vil sandsynligvis opleve at moderfiguren Terrie Anderson, den kvindelige del af The Anderson’s – en lettere overvægtig kvinde i 50’erne, med stor kærlighed for beskidte vandrere – mooner dem (viser sin bagdel). Alle vandrere skal nemlig fotograferes inden de forlader stedet og dette snedige kneb hjælper til med at få det rigtige ansigtsudtryk frem på de portrætterede. Det skete også for os.

Casa de Luna var i den grad noget af en oplevelse. Det var som at rejse tilbage til Amerika i 60’erne. The Anderson’s lever stadigvæk i hippie-tiden med hash, farver, frihed og gode tider. Deres hjem, er dit hjem mens du bor der. Og hvilken fremvisning i gæstfrihed det er! Ikke mange mennesker ville kunne holde til det. 15-20 beskidte, lugtende og sultne vandrere der invaderer ens hjem, roder i ens ting, bruger ens toilet og spiser ens mad. Men The Anderson’s elsker det! De synes at vandre-sæsonen er den bedste tid på året.
Casa de Luna er i sandhed det, der i PCT-regi kaldes en ”Vortex” (et sted man umuligt kan forlade igen) og det sker ofte, at vandrere bruger op til en hel uge der. Men selvom Terrie lokkede med olie-wrestling og kæmpe fest i den kommende weekend lykkedes det dog for Asger og jeg, at holde det til en enkelt hviledag, før vi tog af sted igen.

Vi fik et lift ud til trailhead’et af Terrie og med advarsler om Mojave Green Rattlesnakes, der er endnu giftigere end normale klapperslanger og mere aggressive, satte vi igen kursen mod nord. Aftenens mål var 500-mile mærket der var cirka 36 kilometer inde på ruten.
Vi nåede målet og slog lejr på en næsten aldrig benyttet jeep-vej med fantastisk udsigt over nogle mindre byer i dalen under os. Vi hang vores nyindkøbte Ursacks (bjørne-sikre madposer) op i nogle træer i nærheden og krøb i ly i teltet. Det føltes godt endelig at have en nat ude i naturen igen efter en del nætter i civilisation.

Morgenen efter vågnede vi med en forventning om en spændende dag. Knap 20 miles foran os ventede Mojave ørkenen - et af de mest berygtede stræk i hele Sydcalifornien. Fra man først kom ned i ørkenen var der, ifølge guidebogen 24 kilometer til den nærmeste skygge. Det er et stræk der normalt er kendt for 40-graders varme, bagende sol, intet vand, ingen skygge og vildt mange klapperslanger.
Vandringen ned mod Mojave-ørkenen gik lidt tungt og hverken Asger eller jeg følte os helt på toppen. Asger havde nogle begyndende problemer med sin mave, som vi dog ikke tillagde den store betydning (det er meget normalt med et overaktivt tarmsystem efter man forlader en by).
Vi ankom til det lidt spøjse sted Hiker Town, der er sidste pålidelige vandkilde før Mojave-ørkenen.

Hiker Town er ejet af rigmanden Richard Skaggs (jeg tror jeg staver det rigtigt) der har arbejdet det meste af sit liv i filmbranchen i Hollywood. Han har blandt andet været en vigtig del af produktionen af Scarface. Richard ejer 4 Rolls Royce (vi så blandt andet en lidt ældre model til en værdi af 1,5 millioner dollars, som han havde holdende i gården), 3 Ferrarier og en masse land rundt omkring i Californien. Et af hans steder er Hiker Town lige ved indgangen til Mojave. Da han købte stedet i 90’erne havde han ingen idé om, at Pacific Crest Trail overhovedet eksisterede, men da en masse beskidte, lugtende, usoignerede, rygsækbærende mennesker begyndte at troppe op ved hans dør og spørge efter vand, gik der ikke lang tid før at Richards kone insisterede på at lave hans kæmpe store garage om til et sted for vandrerne. Rolls Royce’erne kom ud i gården og garagen blev møbleret og fik endda sit eget køkken. Nu var der et sted for vandrerne at hvile inden den nådesløse ørken. Skuffelsen kan stadigvæk spores i Richards øjne.
Vi blev taget imod ved porten af Jeff, der havde fået besked på at tage sig af vandrerne, mens den normale caretaker var syg. Jeff var en rigtig hill-billy. Han havde gedeskæg, guldring i øret og var iklædt en blå overall og en rød baseball cap. Det første han fortalte os var, at han var bedste venner med alle medlemmerne i bandet Sublime (et kendt amerikansk ska-reggae band) og at forsangeren døde i hans skød pga. en Marihuana overdose. Bagefter vendte han sig over mod mig og sagde: ”Yeah, I used to be a nazi. Had the swastika tattooed and all. But I just got it removed, and now I’m not a nazi any more.” Jamen, hej Jeff. Hyggeligt at møde dig.

Vores umiddelbare plan var at tage et par timers siesta, fylde vores vandbeholdere og så påbegynde ørkenvandringen samme aften. Der gik dog ikke lang tid fra vi ankom, til Asger sad og kiggede ned i hånden og havde det virkelig dårligt. Han frøs, havde ingen appetit og følte sig træt. Det var ret tydeligt, at vi ikke kom nogen steder i dag. Vi fortalte Jeff, at vi nok blev nødt til at blive natten over. ”That’s probably a good idea. I do, however, charge a 15 dollar donation.” Vi måtte gøre hvad vi kunne for ikke at grine – man kan da ikke kræve en donation! Man kan foreslå en donation, eller kræve betaling. Ikke kræve en donation. Vi lod det ligge og da Jeff foreslog, at vi kunne betale 20 dollars i alt for os begge, hostede vi glædeligt op. Det var trods alt stadig en billig overnatning. Vi blev vist ud i en campingvogn, hvor Asger kunne få en seng og jeg kunne ligge på gulvet (hvad man ikke gør for at hjælpe de syge).
Morgenen efter havde Asger det bedre igen. Vi lavede pandekager i køkkenet og tog af sted.

Vi ville gerne have Mojave-sektionen overstået på en dag, så vi sigtede efter at nå til Tylerhorse Canyon Campground i Tehachapi-mountains – cirka 40 kilometer fra Hiker Town.
Det normalt meget berygtede stræk gennem Mojave viste sig at være utrolig nemt for os. Vi startede ud med fleecetrøjer og jakker på fordi det var så koldt. Det blev lidt lunere i løbet af dagen, men det blev aldrig rigtig varmt. Asgers mave var dog åbenbart ikke helt på toppen alligevel og han måtte rende i busken en 3-4 gange i løbet af dagen.
Vi kom frem til Tylerhorse Canyon, hvor alle de andre PCT-vandrere også havde slået lejr. Vi lavede aftensmad, mens solen gik ned og krøb ind i teltet – vores skjold mod elementerne. Og særligt den status fik vi testet teltet for den nat. I takt med at det blev køligere, tog vinden til. Den nat endte med at blive den vildeste teltovernatning jeg nogensinde har haft. Vinden var så stærk, at vi flere gange fik presset teltdugen, ja, næsten hele teltloftet, ned i hovedet. Senere begyndte det også at regne og da vi stod op næste morgen var det snevejr. Alt inde i teltet var dækket af et lag af støv, fordi vinden havde blæst støv ind under yderteltet og ind gennem myggenettet i inderteltet. Vi fik pakket det gennemblødte og støvede telt sammen og gik helt forfrosne i gang med vandringen. Det tog lang tid før vi fik varmen og jeg tror egentlig ikke rigtig jeg nåede at få varmen den dag.
Tehachapi Mountains er kendt for at være et område med meget blæst og det var virkelig som om at skaberne af Pacific Crest Trail gjorde alt hvad de kunne for at vise os dette. Det var som om de havde set en bjergtop og tænkt: ”Deroppe blæser det sikkert endnu mere end det gør her. Der må vi op.” Flere steder blæste det så kraftigt, at vi måtte bøje i knæene og nærmest sætte os på hug, for ikke at blive væltet. Kombineret med det kraftige snevejr, var det nogle steder helt uudholdeligt. Det galdt om bare at binde bandanaen godt op over næsen, spænde hætten på jakken godt ind og så fokusere al sin energi på det næste skridt. Det gik langsomt fremad og det var vildt hårdt, men det gik trods alt fremad.
Hele dagen gik vi i hård vind og fik ikke rigtig nogle pauser.
Da vi endelig ankom til dagens mål, stedet hvor vi skulle hitch-hike ind til byen Mojave, og fandt ud at det ikke var en highway, som vores guidebog siger det er, men en gigantisk freeway med bragende trafik, var vi simpelthen for trætte til at give hitchhiking en fair chance. Vi ringede efter en taxi og 45 minutter senere befandt vi os ved receptionen på Motel 6. Vi betalte for to natter og gik ind på vores værelse. Asger var langt fra på toppen. Hele hans krop rystede nærmest krampagtigt og det ende øjeblik frøs han, det næste brændte han op. Det var tydeligt, at dagen i dag havde været hård for ham. I løbet af natten måtte han på toilettet op imod 10 gange.

Nu er vi godt i gang med at tage vores tredje nat på Motel 6. Vi har besluttet at vente til Asger er helt på toppen igen. Han er begyndt at tage noget antibiotika vi havde fået med hjemmefra af lægen. Det ser umiddelbart ud til at det virker, for det går helt sikkert fremad. Mængden af toiletbesøg er faldet betydeligt og han har fået appetitten tilbage. Vi håber lidt på, at kunne komme af sted i morgen igen. Det er en træls følelse at være fanget i en by.

Man må sige at Sydcalifornien i den grad fik taget sin afsked. Mange oplevelser og mange forhindringer på meget kort tid. Det har været nogle intense dage.
Nu hedder det Midtcalifornien!
Det næste lange stræk bliver noget af et eventyr. Vi har i dag handlet mad ind til de næste 15 dage. Foran os venter the High Sierras, der har fået 200 % af den normale snemængde. Det er den største mængde sne i op imod 50 år. I Sierra Nevada, har vi stræk på omkring 200 kilometer, hvor ikke møder en eneste vej. Det er ren vildmark! Det er også på det stræk, at Mt. Whitney, USA’s højeste bjerg ligger - der skal vi op. Jeg kan ikke vente. Det bliver så spændende!

Nu er klokken 01.20 herovre. Det er langt senere end den normale hiker-midnat, som er klokken 21. Det er det seneste jeg har været oppe indtil videre på den her tur, så jeg må hellere sige godnat for nu.

Til dem af jer, der nåede så langt, kommer her en lille godbid. Et par billeder, så I kan se vores udvikling indtil nu. Det er tydeligt at se, at jeg fører vores skæg-konkurrence!
https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/SkGkonkurrenceMojave?authkey=Gv1sRgCNKS67SNhvimTQ#

Hav det rigtig godt indtil vi ses igen!

- Anders og Asger

P.S. Marie, der sendte os en e-mail: Beklager at vi ikke lige fik svaret. Vi ville have sendt dig et svar her fra Mojave, men min mobil har valgt, at slette din e-mail. Send endelig en ny! Vi vil meget gerne hjælpe dig, når du selv skal til at planlægge dit eventyr. Den her tur kan klart anbefales :-D

//Anders