mandag den 23. maj 2011

Rejsen til paradis / Washington i september

Hov folkens, nu ved jeg godt at Agaard skrev "nyt indlaeg naar vi naar Agua Dulce om ca. 5 dage". Meget symtomatisk for vores vandring lige for oejeblikket har de fem dage vi regnede med at vaere om det vist sig i virkeligheden kun at vaere tre dage. Der er ca. 90 miles (= ca. 145 km.) mellem Wrightwood og Agua Dulce saa man maa sige at vi har floejet.
Vi er dog ogsaa temmelig brugte nu, man kan godt maerke at smaa halvtreds kilometer i terraen med sytten-atten kilo paa ryggen er noget man skal traene op til. Vi har brug for en hviledag, en "zero" og hvor er det da i saa fald heldig at vi i gaar sen eftermiddag ankom til Agua Dulce. I Agua Dulce huserer nemlig en berygtet familie ved navn "The Saufleys", med hoejborg i det saakaldte "Hiker Heaven". Hiker Heaven er et af de mest kendte (i PCT-kredse i hvert fald) eksempler paa det tidligere naevnte faenomen, "trail magic" Ca. to maaneder om aaret aabner Dona og Jeff Saufley deres hjem for sultne, traette, beskidte og solbraendte vandrere. Her kan PCT-hikers hente og sende post (der er intet officielt postkontor i byen), vaelge et behageligt saet laanetoej mens de vasker dit vandretoej, lave civiliseret mad i deres hiker-koekken, tage et langt og varmt bad, haenge ud med (op til halvtreds!!!) andre vandrere mens man fylder sig med alverdens godter koebt i det lokale supermarked eller liquor store og i al almindelighed bare faa sig et lille afbraek fra den barske vildmark. Med andre ord: lige et sted for os!
The Saufleys repraesenterer den ene side af trail magic - den som man har hoert om, den man glaeder sig til og planlaegger efter. Der er ogsaa en anden dimension. Den vil jeg illustrere ved nok et eksempel: Da vi forlod byen Big Bear (omkring den 14) blev vi ramt af en periode med ret traelst vejr. Vi vandrede mere eller mindre en hel dag i regn/sne/slud og havde temmelig svaert ved at tro paa at vi rent faktisk var i Sydcalifornien og ikke i Washington i slutningen af september. Dagen efter var det overskyet det meste af dagen og paa vej mod nogle meget store og grumt udseenede bjerge var vi noget nervoese for hvad der var i vente. Hen paa eftermiddagen, efter 25 miles, havde vi en sidste pause inden vi ville tage fem sidste miles og skynde os i teltet. Et saert og troestesloest sted, paa en forladt vej i en tilsyneladende forladt afkrog af verden sad vi og samlede kraefter og mod. Lige da vores femten minutters pause var naesten opbrugt kom en dame stormende hen imod os. Hun praesenterede sig som "Shepherd". Hun fortalte at vejret skulle blive rigtig grumt de kommende dage og spurgte om vi ville overnatte i hendes hus og faa en toer start paa dagen efter. Vi kiggede op paa himlen. Vi kiggede paa hinanden. Foer vi vidste af det sad vi i hendes stue og spiste pizza og is og drak oel mens himmelen blev stadig mere dyster. Efter to-tre afsnit af South Park gik vi doede i hendes store gaesteseng. Shepherd er et andet eksempel paa trail magic - den slags der kommer ud af ingen ting, den slags der som ved et trylleslag kan aendre din dag paa den mest uforudsigelige og fantastiske vis.

Vi har virkelig haft noget overraskende vejr. Vi befinder os pt ca. paa niveau med LA og havde ikke forventet andet end blaa himmel og solforbraendinger. Men isaer straekket omkring Idyllwild og mellem Big Bear og Wrightwood har vaeret lidt anstrengende. Jeg er generelt en temmelig haardfoer person. Sne, kulde, bagende oerken, toerst, vabler, traethed og al den slags - jeg kan tage det meste. Men regn... det er virkelig et punkt jeg skal arbejde med, der skal ikke meget af den slags til foer jeg haenger med snuden. De fire dage mellem BB og Wrightwood har klart vaeret de svaereste for mig. En helt anden dimension end den psykiske er at de konstant vaade foedder resulterede i vabler. Indtil da havde jeg styret fuldstaendigt uden om den slags pjat, men ikke laengere. Nu har jeg pludselig en del vabler - selv med toerre foedder - men jeg haaber paa at det bare er en periode jeg skal igennem.
Men det er pudsigt det der med at vaere nede og ikke synes at det er sjovt. Et spoergsmaal vi allerede har faaet et par gange er, om vi har vaeret ved at give op. Svaret her bliver for mit eget vedkommende, da jeg ikke er helt skarp paa Aagaards forhold til det. For mig er svaret: ja og nej. Der er ikke noget tidspunkt endnu hvor jeg har vaeret ved at give op, saadan rigtigt. Men alligevel er der tidspunkter derude - og faktisk ikke engang kun naar det er surt og haardt - hvor man taenker paa det man laver og taenker paa alt det andet man kunne lave og spoerger "hvad fanden har jeg gang i?". Man kommer snildt til at savne tingene derhjemme, taenke paa en masse folk man gerne ville haenge ud med, en masse ting man gerne ville goere og en masse ting man gerne ville vaere fri for. Den slags tanker kommer dagligt, men varer heldigvis sjaeldent ved laenge. Det bliver naesten en slags sentimental anerkendelse af de ting man savner og glaeder sig til at genopdage naar man kommer hjem, i en hverdag hvor man accepterer at der er andre kvaliteter og fokus som skal prioriteres.

En ting der virkelig slaar mig ved livet paa trailen er hvor ens en flok hikers er. Folk er meget forskellige og interessante og der er mange eccentrikere herude, men folk er sgu ret ens alligevel. Der er isaer to folkesegmenter jeg modstraebende maa erklaere ude: attraktive 'kvinder' omkring vores egen alder og sorte. Der er simpelthen INGEN. En sjaelden gang i mellem naar man kommer ind til de smaa byer ser man en enkel eller to, men ellers soerger PCT for at der ikke er nogle distraktioner paa vejen mod Canada.
En anden ting der slaar mig - og det er tilgengaeld sandsynligvis ret beskrivende for de generelle tilstande paa vestkysten og ikke kun i det beskyttede "trail community" - er hvor utrolig mange der ryger tjald. Der er vildt mange der ryger sig skaeve og de goer det alle tider af dagen og mens de gaar og de ryger ikke kun spliff, men piber og bonhoveder og anordninger jeg ikke aner hvad er.. jeg skal love for at der er urter i luften her i Californien. Indil videre er det dog lykkedes os at styre uden om - indtrykkene herude er intense nok uden yderlige stimulans.
En tredje ting der ogsaa slaar mig er hvor mange der er vegetarer. Jeg startede ud med en accepteret frygt for at jeg ville blive noedt til at droppe mine idealer og ty til koed for at daekke mine ernaeringsmaessige behov paa en saa kraevende tur som denne. Men det gaar virkelig godt! Jeg tror maaske at naesten hver femte eller sjette man moeder herude er vegetar og jeg har ikke haft nogle problemer med at leve vegetarisk. Jeg nyder for oejeblikket rigtig godt af et trick min ven Thoeger laerte mig kort foer jeg forlod Danmark. Man toerrister tynde skiver tofu paa en pande indtil det er fuldstaendig dehydreret og derefter kan man faktisk opbevarer det i utrolig lang tid uden for koeleskab. Paa den maade har jeg pludselig faaet mig en proteinkilde jeg kan have med ud i oedemarken. Det smager ikke godt - smager ikke rigtig af noget - men hvis man bare putter det i en af de toerrede retter man lever af giver det god konsistens og man ved at ens haardt proevede muskler faar, i det mindste en smule protein.

Foroevrigt!!! Gammel nyhed, men jeg har faaet et saakaldt "trail name". Jeg er nu kendt som 'Redneck' herude, et navn som Matt og Jonathan slog fast lige efter Warner Springs. Jeg bliver ikke brun, jeg bliver roed. Det var den foerste grund. En anden var at jeg har klippet aermerne af min (dyre ice breaker) t-shirt og at jeg godt kan lide at lege med min kniv. Det er aabenbart ogsaa redneck-agtigt. Det er dog et ret kontroversielt navn som de fleste amerikanere faar galt i halsen foerste gang. Men saa faar jeg stukket lidt til deres fordomme. Aagaard har stadig til gode at faa sig et nyt navn.

Well, i morgen har vi vaeret i USA en maaned. Intil videre foerer Aagaard vores skaegkonkurrence (den med det mest vildmandsagtige skaeg naar vi naar Vancouver har vundet en god oel) men jeg har en fornemmelse af at mit snart begynder at accelerere. I morgen fortsaetter vi sandsynligvis, maaske med et enkelt stop hos en anden kendt trail angel-familie, the Andersons i Casa de Luna, og ellers gaar turen snart til den berygtede Mojave oerken.

Tak for de mails jeg har modtaget fra jer dejlige mennesker derhjemme, selv om jeg ikke altid faar svaret bliver alt laest og det er virkelig rart at hoere hvad I andre gaar rundt og laver. Bliv gerne ved med at skrive til os!
Vi haaber alt er vel og at kaerligheden trives i DK..

One love!
// Asger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar