Oregon - endelig!

Klokken er 5.30. Vækkeuret bipper. Modvilligt sætter jeg mig op, med soveposen stadig over skuldrene. Jeg kigger over på Asger og spørger: ”Hørte du alarmen.” ”Jaaaerh”, sukker han. Soveposen af, det varme tøj på, teltet ned, alt udstyret ned i rygsækken, rygsækken på og så ud af vandrestien. 60 minutters vandring, 20 minutters morgenmadspause, 3 timers vandring, 10 minutters pause, 2 timers vandring, 30 minutters frokostpause, 3 timers vandring, 15 minutters pause, 3 timers vandring, aftensmad, sove. Og så kan hele rutinen ellers begynde forfra.
Folk der tror, at det vi har gang i er 5 måneders ferie med sjov og ballade, har ikke helt ret. Lige for tiden kører vi med en arbejdsdag der sparker røv på alle andre arbejdsdage. Det er sgu hårdt arbejde at gå fra Mexico til Canada!

De sidste par uger har dagene mere eller mindre handlet om én ting; ”Hvor langt er det muligt at tvinge vores kroppe til at gå i dag?” Vi er kommet ud af sneen og er nu så langt på turen, at vi begynder at kunne mærke at den Canadiske grænse trækker i os. Vi er ærlig talt ved at blive lidt trætte af det at gå. Vi nyder stadig at være på tur, men begynder også så småt at glæde os til at kunne sætte rygsækkene og sige: ”Så, nu skal vi ikke gå mere!” Men for at komme dertil, er vi jo selvfølgelig nødt til lige at gå de sidste 1000 kilometer. Vi vil jo gennemføre!
De sidste to uger er farten virkelig blevet sat op. Færre bystop, længere vandredage og en retning der hedder stik nord. Nu vil vi til Canada!

Danskerbesøg
Da vi forlod Mt. Shasta var målet klart. Grænsen mellem Oregon og Californien lå lige foran os. Vi var efterhånden lidt trætte af, at have vandret intenst i over 3 måneder og stadig være i den samme stat. Californien er en satans lang stat. Vi havde brug for en luftforandring og det håbede vi at Oregon kunne give os. Vi lagde derfor en meget ambitiøs plan med lange dagsetaper og få bystop, så vi kunne komme så hurtigt som muligt ud af Californien. I den plan fravalgte vi, med lidt ærgrelse, Etna, hvor vi havde hørt at der lå et danskejet Bed & Breakfast. Det kunne da have været meget sjovt at besøge en dansker der havde bosat sig i USA, men vi ville nu hellere bare derudaf.
Der gik ikke lang tid, fra vi satte af sted mod Oregon, før vi mødte den første Sydbundne vandrer. Før der overhovedet bliver sagt ”Hej”, spørger han: ”Are you guys the Danes?” Da vi svarer, at ja det er vi, siger han: ”You gotta go to Etna. There is a Danish woman waiting for you at the Bed & Breakfast.” Man kunne høre på ham, at han syntes det var lidt for dårligt, da vi fortalte ham om vores planer om bare at vandre forbi Etna, men vi var fast besluttede.
Vores beslutsomhed endte dog med hurtigt at forvandle sig til dårlig samvittighed, for med de næste 10 sydbundne vandrere vi mødte blev samtalen indledt med: ”Are you guys the Danes?” Hende den danske kvinde havde åbenbart bedt alle vandrere om at fortælle ”de to danske vandrere”, at de skulle tage til Etna. Vi ville blive behandlet som royale, blev vi lovet. Vores stædighed hang dog ved og vi blev ved vores planer.
Den sidste dag, før vi ville ankomme til den Highway der førte til Etna, mødte vi endnu en Sydbunden vandrer og vi hørte den samme smøre endnu en gang. Det var åbenbart dråben der fik bægret til at flyde over. Der var vist ingen vej uden om. Vi måtte ned at hilse på. Jeg foreslog Asger, at hvis vi gik lidt længere end planlagt, kunne vi komme til Highway’en allerede i dag, og så kunne vi, hvis det lykkedes os at få et lift, tage ned og besøge den danske kvinde. Hvis det ikke lykkedes, havde vi jo trods alt stadig nået vores planlagte distance, og kunne bare gå videre dagen efter.
Vi ankom ret sent til vejen. Det var ved at blive mørkt og der var absolut ingen trafik på vejen. Vi blaffede 10 minutter uden at der kom en eneste bil forbi, før Asger besluttede at prøve at gå op til den campingvogn der holdt længere oppe ad vejen, for at se om der tilfældigvis var nogle mennesker der skulle ned til Etna. Der var mennesker, men ikke nogen der skulle ned af vejen. Han kom skuffet tilbage. Vi var så småt indstillede på, at skulle overnatte i teltet endnu en aften, da en bil kom kørende mod os. Den kom ganske vist den forkerte vej fra og var ikke på vej mod Etna, men bilisten genkendte os som vandrere og holdt ind. Det viste sig at være Tiberius (hans rigtige navn er Kevin, men han har valgt at påtage sig et andet navn), som vi mødte for nogle dage siden på ruten. Det var meget ubelejligt for ham, men han ville hellere køre os ned til Etna, end at lade os blive stående på denne forladte vej. Vi takkede og hoppede ombord. Vi kørte ned ad vejen mod byen og da vi kom til campingvognen signalerede campisten at vi skulle stoppe. Efter Asger var gået, havde han åbenbart besluttet, at han ville køre os derned alligevel. Han havde ligefrem fundet på en undskyldning for at hjælpe os. ”We just decided to go down to Etna anyway, so we could find a toilet.” Vi blev placeret bag i hans pick-up truck, fik tæpper over os og blev så kørt ned til Etna, mens Tiberius kunne fortsætte den vej han havde planlagt.

Vi ankom til Alderbrook Manor, som steddet hed, og fandt ud af, at den danske kvinde ikke var hjemme. Hun var til fest, men hendes mand ringede til hende og sagde, at vi var ankommet. Hun valgte at forlade festen, så hun kunne komme hjem og lave et aftensmåltid til os – klokken 23 om aftenen.
Hun præsenterede sig, med et tydelig og meget udtalt jysk accent, som Vibeke. Hun var flyttet til danskerbyen ’Solvang’ i Californien i 1969 og var bare blevet hængende. Hun fandt sig en britisk mand, Dave, og sammen besluttede de sig for at flytte til Etna, hvor de nu huser PCT-vandrere og andre turister hvert år.
Vibekes dansk var overraskende godt og vi snakkede nogle timer mens hun kokkererede for os. Hun var dog lidt uforberedt og var ikke selv tilfreds med hvad hun havde at byde på. Vi blev derfor inviteret til morgenmad dagen efter, sammen med andre udvalgte gæster. Som en særlig gestus blev Asger og jeg også serveret hjemmebagt rugbrød, hvilket var sjovt at smage igen. Det var den bedste morgenmad vi har fået serveret på hele turen og vi følte i hvert fald, at vores beslutning og at tage til Etna var en god beslutning.
Efter en frokost på det lokale bryggeri og en kort afsked med Vibeke og Bill tog vi tilbage til PCT. Vi nåede 20 miles den dag og gik mætte og tilfredse i seng.

De næste dage lignede lidt hinanden. Tidligt op, effektiv vandring og så i seng. Vi kom hurtigt fremad, men kedede os egentlig lidt og havde ikke så meget mentalt overskud. Landskabet var lidt kedeligt og vi var trætte fysisk.
Én aften skulle dog vise sig at være særligt begivenhedsrig.

Skovbrænde og natlige gæster
Vi ankom efter en lang og hård 55 kilometer dag, til Kristi’s Spring, hvor vi havde aftalt at slå lejr for natten. Vi satte rygsækkene og fandt vores tomme vandflasker frem. En velkendt lugt ramte mine næsebor. ”Der lugter af bål her. Der må næsten være andre vandrere i området”, sagde jeg til Asger. Vi kiggede lidt omkring. Asger gik over mod bålstedet ved vores campsite, snusede lidt og pegede så mod asken. ”Ja, det kommer herfra”, sagde han. ”Nej, vent. Det kommer derfra”, rettede han kort efter sig selv, mens han pegede på skovbunden 5 meter væk fra ham. Der stod røg op mellem nogle revner i skovbunden og jorden omkring revnerne så helt brændte ud. Der var simpelthen ild i skoven! Og så i et af de mest tørre områder vi har været igennem. Vi skyndte os at fylde vores vandbeholdere op og kastede så omkring 20 liter vand på. Vi fortsatte bare med at smide vand på til de stoppede med at lave lyde. Så sad vi nogle timer, mens vi spiste aftensmad og holdt øje med om det skulle bryde ud igen. Der skete dog intet og det var helt koldt og vådt, da vi efter aftensmaden gik over for at dobbelttjekke. Vi gik i seng, bevidste om, at vi muligvis lige havde reddet Pacific Crest Trail fra endnu et kæmpe nedbrændt område.

Det var en lidt urolig søvn jeg faldt ind i. Jeg vågnede mange gange med lidt bange anelser omkring den lille skovbrand der havde været blot 20 meter fra hvor vores telt nu stod.

Den ene gang da jeg vågnede, hørte jeg nogle grene knække lige uden for vores telt. Jeg tænkte, at det nok bare var en af de utallige hjorte der levede i det område vi befandt os i. Det var dog nogle ret store grene der knak, kunne jeg høre, så det måtte være et ret stort dyr. Da jeg hørte lyden af noget metallisk der ramte mod nogle sten, var jeg dog ikke i tvivl længere. Det måtte være en bjørn og den metalliske lyd kunne snildt være fra en af vores ikke opvaskede gryder. Jeg vækkede Asger, da jeg lige tænkte at han skulle advares inden jeg begyndte at råbe for at skræmme dyret væk. ”Hey Asger. Jeg tror vi har bjørnebesøg. Det lyder som om den har fat i en af vores kedler”, sagde jeg til ham, da jeg vækkede ham. ”Skal vi så ikke bare begynde at råbe med det samme?”, svarede han.
”KAN DU KOMME VÆK HERFRA!!”, råbte jeg så højt jeg kunne. ”INGEN BJØRNE, I VORES LEJR!!”, fulgte Asger.
Vi kunne høre at det store dyr stormede væk, gennem skoven. Vi lagde os igen, lidt urolige for om det ville komme igen.
5 minutter senere var det der igen. Nu blev jeg for alvor nervøs. Ville det ikke lade sig skræmme af mennesker? Var det en af de såkaldte problembjørne, der var blevet for vant til mennesker?
Vi råbte igen – endnu højere denne gang. Bjørnen løb væk og vi hørte ikke mere til den, den nat. Det var dog en noget urolig søvn jeg faldt i bagefter.

Da vi vågnede dagen efter og kiggede ud af teltet, stod alt vores udstyr dog som vi havde efterladt det og ingen af gryderne manglede. Jeg gad godt vide, hvad den bjørn havde haft fat i. Og jeg gad godt have set bjørnen.
Vi har stadig ikke set en eneste bjørn, hvor John, som vi har vandret med indimellem, har set 18. Han har dog også lige fået trail navnet ”Bear Whisperer”.

Stille perfektion
Når vandringen går nemt og man føler sig ovenpå både fysisk og mentalt, kan man somme tider gå og forsvinde i sine egne tanker. Det skete en del for mig lige inden vi nåede Oregon. Jeg gik, meget typisk, og overvejede hvorfor det egentlig er, at vi gør som vi gør. Hvorfor i alverden vælge at gå fra Mexico til Canada, når man bare kunne tage på et road-trip rundt i Californien i stedet. Jeg ved at når mange vandrere bliver spurgt hvorfor, svarer de noget i stil med, at naturskønheden og de uendeligt mange smukke landskaber er hele årsagen. Den årsag retfærdiggør det dog ikke helt for mig. Jeg må indrømme, at jeg synes man går lidt død i landskaber og smukke udsigter. Man bliver nærmest mæt, efter et par måneders vandring. Men hvorfor så ikke bare stoppe? Jeg fandt frem til, at det der betyder noget for mig, er selve livsstilen mens man er i ødemarken. Stilheden, den enkle livsstil og det at komme på afstand fra hverdagen, civilisationen og byens menneskemylder. Det er i virkeligheden det aspekt af rejsen der tiltaler mig mest. Det er det der overbeviser min trætte krop om, at den skal stå op og gå endnu en 50-kilometer, selvom den i virkeligheden havde mest lyst til at tage ind til byen, finde et motelværelse og se fjernsyn. Vildmarken, med de smukke udsigter, er blot det bedste sted at opnå de kvaliteter jeg søger.

Vi ankom til grænsen mellem Oregon og Californien d. 5. august om morgenen. Vi havde egentlig godt vist, at der ikke var noget stort monument og at skoven sandsynligvis ville være præcis den samme på den anden side af grænsen, men vi havde alligevel håbet på et eller andet særligt. Det var derfor en lille skuffelse, da alt der var på grænsen var et lille skilt med teksten: ”Welcome to Oregon!” Skoven på den anden side af skiltet, var ikke anderledes end hvad vi kom fra og stien fortsatte bare med at gå opad.
Psykologisk betød det dog meget at nå til Oregon. Nu føltes Canada pludselig virkelig tæt på. Vi havde gået gennem hele Californien og havde nu kun under 1000 miles tilbage i alt.

Vi havde, fra andre vandreres beretninger, en forestilling om at Oregon var fladt og skovdækket. Det lagde vi allerede mærke til de første par dage i den nye stat. Vandringen var let, men ikke særlig spektakulær. Det var bare tæt skovdække med få udsigter. Med andre ord, lidt kedeligt.

Den forestilling skal jeg dog love for, at Oregon fik ændret på nogle dage efter byen Ashland. Vi havde godt hørt at Crater Lake var fænomenalt smuk, men ord og billeder kan ikke forberede én på den udsigt der venter én, når man når op på Crater Lake Rim. Man går op ad en utroligt lang bakke og man tænker hele tiden: ”Nå, nu er jeg der næsten. Nu må Crater Lake da snart vise sig.” Men hele tiden er der bare mere opstigning. Man bliver efterhånden bare vant til at søen bare ikke vil vise sig. Den sidste del af opstigningen er det dog virkelig tydeligt, at udsigten nærmer sig. Man kan se stengærdet langs kanten og man kan se de mange turister, der smilende fotograferer deres familiemedlemmer foran den udsigt der venter en. Det er ikke en udsigt af den type, der langsomt kommer mere og mere af, jo tættere man kommer på. Det er en udsigt af den type, der åbenbarer det hele på en gang og giver én et ordentligt slag i fjæset når man første gang når op på kanten. Og dens skønhed brænder sig fast på nethinden. Det er et syn man aldrig glemmer. Crater Lake er det smukkeste sted jeg nogensinde har set!



Crater Lake var faktisk en gang et bjerg. Før søen opstod, stod den 4300 meter høje vulkan Mt. Mazama som en gigant midt i et fladt landskab. For 7000 år siden sprang denne gigant dog i luften og efterlod et kæmpe krater, som siden er blevet fyldt op med regnvand og snesmeltning. Crater Lake er USA’s dybeste sø og det er, efter sigende, den sø i verden der har det reneste vand. Dybden og det rene vand giver søen den dybeste blå farve jeg nogensinde har set.
Vi tog en kort vandredag, hvor vi gik rundt langs søen og fandt et perfekt skyggefuldt område til vores frokostpause. Det var uden tvivl en af de bedste dage i mit liv!

Oregons tusind nåle
Da vi modvilligt forlod Crater Lake, førte stien os ned mod en vulkansk ørken. Vi havde forestillet os en vulkansk ørken som et goldt sted uden træer og med skarpe klipper overalt. De forventninger stemte ikke helt overens med virkeligheden. Ørkenen var totalt trædækket. Der var ikke en vind der rørte sig. Og – værst af alt – der var ulækkert mange myg. Jeg var netop løbet tør for myggespray og måtte derfor vandre i fleecen, som var mit eneste stykke langærmede beklædning. Jeg svedte som et svin og myggene kunne stadig stikke igennem trøjen. Det var virkelig en ubehagelig følelse. Hvis der findes et helvede, så må det ligne dette sted, tænkte jeg, mens vi satte farten op i håb om at ryste myggene af os. Lige meget hjalp det dog og vi slog lejr en halv time før planlagt. Vi tog vores regntøj og myggenet på, mens vi satte teltet op og forberedte vores aftensmad. Da maden var færdig kunne vi endelig fortrække til sikkerheden i vores telt.
Disse uønskede væsener skulle vise sig, at følge os i vores færd de næste par dage.
Vi begyndte at frygte for resten af Oregon.

Ny rekord
Myggene ændrede selvfølgelig ikke så meget på hvor langt vi kunne gå per dag, så vi fortsatte i høj fart gennem Oregons skove. Benene og fødderne opførte sig pænt og vi begyndte virkelig at føle os stærke. En 35-miler (55 km.) var ikke længere noget stort problem.
Vi besluttede os for, at vi ville prøve at teste vores formåen yderligere. Vi aftalte, at dagen før vi ankom til byen Sisters, ville vi forsøge at gå 40 miles (65 km.). En præstation der er besværliggjort ikke alene af det fysiske besvær, men også af manglen på tid. Man har kun så mange timer med dagslys at gøre med.
Dagen før rekordforsøget satte vi vækkeuret til kl. 5.30 og aftalt reglerne for dagen efter. Vi skulle holde øje med tiden i vores pauser, holde frokostpausen så kort som muligt og så gå til det blev mørkt. Det lød trælst og det lød hårdt, men vi havde begge lyst til at prøve.
Vi kom op til tiden og var hurtigt i gang. De første timer gik hurtigt, vi spiste frokost hurtigt, de sidste timer gik langsomt og klokken lidt over otte, efter 14 timers vandring med kun en time og et kvarters pause, havde vi nået 40,3 miles (65 km). Målet var nået. Vi var ret udmattede, men også utroligt stolte over vores præstation. Aftensmaden smagte ekstra godt den aften og vi så den smukkeste solnedgang nogensinde mens vi forberedte måltiderne. En perfekt afslutning på en vellykket dag.

En lys fremtid
Nu er vi i byen Sisters, som ligger i Nordoregon. Vi kom til grænsen for tolv dage siden og om cirka 5 dage har vi planer om at være ved grænsen til Washington. Vi skal nemlig mødes med mine bedsteforældre i Cascade Locks d. 22. august. Oregon er en stat der er utroligt hurtigt overstået.

Vi har hørt at strækket foran os, er utroligt smukt og vi har også hørt at myggeplagen bliver mindre slem herfra, så fremtiden må i høj grad siges at se lys ud.

Vi glæder os til hvad der venter os, men glæder os også til at komme til Canada.

ONWARD!!

Mvh. Redneck & Shortcut


//ANDERS (Shortcut)