Familiehygge og en stat tilbage

To dage. To dage uden rygsækkene på. To dage med rigelig med hjemmelavet mad; med afslapning og opfedning og hygge på dagsordenen. Det lyder som en god plan og det er vores plan. I går eftermiddags ankom vi til Cascade Locks der er en lille flække ved bredden af Columbia River - den flod der udgør den længe ventede grænse mellem Oregon og Washington! Vi er nu endelig kommet til det punkt på turen hvor der kun er én stat tilbage, kun godt 800 km.

Oregon afsluttede med manér og den majestætiske vulkan Mt. Hood samt den berømte ”Eagle Creek Trail”- hvor Tunnel Falls (på billedet øverst) blandt andet kunne opleves – gav os nogle gode sidste dage i en stat der har været hurtig og myggeplaget, men først og fremmest utroligt smuk og mindeværdig. Den næstsidste dag mødte vi også fænomenet Scott Williamson der i år vandrer PCT for trettende (!) gang, har fartrekorden for ”north bound” through-hike, har lavet to yo-yo’s (altså at vandre fra Mexico til Canada OG tilbage igen på én sæson) og dette år forsøger at sætte fartrekorden for ”south bound” through-hike.

Tilbage til vores plan for den umiddelbare fremtid: vi pressede os selv hårdt gennem Oregon og tilbagelagde statens ca. 720 km. på 17 dage inklusive to hviledage. Det har kunnet mærkes på kroppen og inden vi sætter slutspurten ind skal vores krop have ro. Vi er så utroligt heldige at Anders farmor og farfar, Kurt og Birgit, har valgt at tage en måneds ferie i USA og ydermere at bruge et par dage i netop Cascade Locks.. på at forkæle os! Og hvis der er noget de er gode til, så må det være det (er det en bedsteforældre ting? jeg ved det ikke helt). Så lige nu står den på dansksproget familiehygge og lav puls og hvor er det skønt.

På torsdag rejser Kurt og Birgit sydpå, videre på deres odysse og Anders og jeg indleder slutspurten mod Canada.
Der er noget ejendommeligt over det stadie af rejsen vi nu efterhånden er på. Noget ubestemmeligt, noget uroligt og vemodigt. På lørdag har vi vandret i fire måneder og der er nu måske 15-20 vandredage tilbage - rejsen nærmer sig med andre ord sin afslutning. Og det er godt. Vi er trætte. Trætte af at gå, trætte af at spise dårlig mad, trætte af at ligge hårdt og ubekvemt om natten, trætte af ikke at have mulighed for at opretholde så meget som et basalt niveau af personlig hygiejne, trætte af ikke at bruge tid med andre mennesker end hinanden og så videre og så videre.. Man glæder sig til at komme hjem til venner og familie og komme i gang med alle de projekter og aktiviteter som man har gået og savnet og drømt om de forgangne måneder.
Samtidig begynder man også at mærke en lidt sær følelse af melankoli. Man begynder at indse at det her mastodontiske projekt - der gennem hele drømme- og forberedelsesfasen samt det meste af udførelsen har virket så urealistisk og hypotetisk - snart begynder at nærme sig dets afslutning. Og som det fungerer med hverdage ved man, at man kommer til at savne visse elementer så snart det ikke længere er hverdag. Jeg har analyseret lidt på mig selv og er kommet frem til at de største kvaliteter for mig herude - det jeg tror jeg vil komme til at savne - er: 1. Stilheden. 2. Pladsen, det at have utroligt meget plads omkring sig, det at kunne strække blikket mod uendelige horisonter, uden at blive stoppet af menneskeskabte strukturer. 3. Simpliciteten, en hverdag uden penge, telefoner, indkøbslister og mødetider.

Well, som sagt regner vi med at begive os mod ukendt territorium torsdag og vi forventer at ankomme til den canadiske grænse omkring den 13.-15. september. Efter et par dages civilisations-rehabilitering i storbyen Vancouver går turen igen mod moderlandet hvor vi regner med at lande omtrent den 20. september (meget cirka). Det er et meget glorificeret Danmark jeg vender hjem til. Der er så mange ting man har glædet sig til og så mange ting man har savnet – det hele over så lang tid at meget muligvis er kommet lidt ud af proportioner. Der er jo mange ting derhjemme som man ikke udelukkende er begejstret for (hvilket var en af de store motivationer til at tage af sted), men sådan må man skifte lidt, tage bort for at genfinde sin hverdags kvaliteter. En af de ting jeg personligt er lidt nervøs for er jobsituationen blandt unge derhjemme. Man hører mange skrækhistorier om hvordan det hele går nedad og uden et job er det svært at tage kørekort og flytte hjemmefra og alle de andre ting man tænker man skal have gang i når man lige er landet og gentilpasset det danske samfund.
Jeg vil derfor også benytte dette medie til at melde mig i den arbejdssøgende flok: hvis der er nogen der kender til en fix lille jobmulighed for en dedikeret og hårdarbejdende ung mand (mig) må I meget gerne give mig et tip på min splinternye e-mailadresse: malabares91@gmail.com.

Jeg vil nu afslutte dette blogindlæg så jeg igen kan dedikere min opmærksomhed til dagens mission, nemlig at slappe af!

Alt det bedste og på snarligt gensyn DK

Redneck og Shortcut (aka Asger og Anders)
// Asger