Washington

Hej venner!

Nu er der pludselig ikke lang tid tilbage. Vi er i byen Skykomish, som vel nok bør betegnes som grænselandet mellem det centrale Washington og det nordlige Washington. Vi har gået 3900 kilometer over de sidste 4 måneder og nu mangler der kun 7 dages vandring. Det er en meget underlig følelse! På den ene side føler jeg en trøst i, at de hele snart er overstået.
Jeg glæder mig til at komme til Canada og jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at begynde at gå i bomuldstøj igen, jeg glæder mig til at se mine venner, jeg glæder mig til at være fri for at bære på rygsækken, jeg glæder mig til ikke at være dækket af et lag af indtørret sved, solcreme, støv og snavs hele tiden og jeg glæder mig til at kunne vågne op om morgenen og vide, at i dag behøver jeg ikke gå 50 kilometer. Min krop er træt af at skulle levere en toppræstation hver dag på en elendig kost og mit sind er træt af den samme monotone bevægelse dag ud og dag ind.
Men hvor meget jeg end glæder mig til at få projektet overstået, begynder jeg også at mærke en vis nostalgisk følelse over for at det hele snart er slut. Selvom det kan virke surt en stor del af tiden, ved jeg også at jeg kommer til at savne mange aspekter af rejsen med det samme jeg kommer hjem. Det er jo, ved nærmere eftertanke, kun selve vandringen jeg er træt af. Jeg er træt af at gå. Jeg nyder stadig at være i naturen og at ligge foran lejrbålet om aftenen og læse. Vandringen begynder bare at blive en byrde efterhånden. Jeg ville allerhelst bare stoppe, når der kom en fed udsigt og så sætte mig ned og nyde den fuldt ud, men jeg føler bare ikke jeg har tid. Man skal jo nå de 50 kilometer, før man kan tillade sig at stoppe. Vi skal nå til Canada før det dårlige vejr sætter ind!

Da vi har været så hurtige gennem Californien og Oregon, er denne attitude dog lidt unødvendig. Vi har slet ikke travlt selvom vi somme tider føler at vi har. Vi har egentlig masser af tid til at komme til Canada. Vi skal bare være der før 1. oktober, som er den uofficielle deadline – det er typisk der vejret for alvor bliver slemt. Men når man først er blevet vant til et effektivitets-fokus, er det faktisk svært at sætte farten ned igen.
Vi er begyndt at tvinge os selv, til ind imellem kun at gå 40 kilometer per dag, hvor vi tidligere ville have gået gik 50. Det betyder, at vi somme tider kan slå lejr ved 16-tiden i stedet for 18-tiden. Vi har dermed flere timer til at slappe af i lejren om aftenen.

Nu har vi lavet en plan for resten af Washington og der regner vi faktisk med en kortere gennemsnitsdistance end normalt. Vi har booket vores fly hjem til den 19. september, hvilket betyder at vi kan holde en kortere gennemsnitsdistance end normalt og stadig have tid til en enkelt hviledag mere.

Da vi satte ud fra Cascade Locks ved grænsen mellem Oregon og Washington var det med en forventning og en forhåbning om koldere vejr, ingen myg og flotte landskaber overalt. Vi blev derfor skuffede, da de første dage i Washington bød på varmt fugtigt vejr, milliarder af myg og tæt skov uden udsigter. Størstedelen af hele Oregon havde foregået i skoven og vi var efterhånden på et stadie, hvor skoven nærmest virkede klaustrofobisk. Vi var trætte af ikke at kunne se andet end træer.
Efter 5 virkelig ensformige dage, med myg, varme og tæt skov, var humøret helt i bund. Det virkede helt uoverskueligt og vi begyndt at frygte for at Washington ville fortsætte på samme måde.
Det var derfor et vildt heldigt tidspunkt vi ankom til Goat Rocks Wilderness. Vi havde godt hørt, at det var et smukt stræk, men at det var så spektakulært, havde vi ikke forventet. Vi startede ud om morgenen i den samme tætte myggebefængte skov, som vi var gået i seng i, men kom i løbet af 5 miles op over trægrænsen. Det var køligt, vi havde de vildeste udsigter til alle sider og der var ingen myg. Det var bare helt fantastisk!
Der er et stræk i Goat Rocks der hedder The Knife’s Edge (=knivsæggen). Det er et af de mest ekstreme og mest smukke stræk jeg nogensinde har vandret. Stien var sprængt med dynamit ind i toppen af en stejl bjergkam. På begge sider af kammen gik det lodret ned. Til alle sider kunne man se store bjerge, vandfald og gletsjere. Og vi vandrede mod Washingtons mest berygtede bjerg – Mt. Rainier. Det var bare en fantastisk dag og det varslede en dramatisk ændring i terrænet for resten af turen. Vi fik ladt vores ellers flade mentale batterier op igen.

Siden den dag, har Washington været helt fantastisk. Det har budt på køligere vejr, færre myg og de vildeste udsigter på hele turen. Særligt Alpine Lakes Wilderness har været helt fantastisk.

Det var også i Washington, at vi så vores første bjørn. Det var slet ikke så dramatisk, som jeg havde forestillet mig det første bjørnemøde ville være og det var egentlig et forholdsvis lille dyr, selvom det åbenbart var en forholdsvis stor bjørn. Vi kom gående ud af stien, da vi hørte nogle mennesker råbe. Jeg hørte ikke hvad de råbte først, men da de bagefter råbte: ”Hey gentlemen. There is a bear coming towards you”, vidste jeg hvad råbene gik ud på. Vi så kun bjørnen meget kort. Den løb over stien 20 meter foran os og videre op ad bakken. Den var tydeligvis bange for os og skulle bare væk hurtigst muligt. Vi var desværre ikke hurtige nok med kameraet, så vi fik ikke nogle billeder af dyret, men det var en vildt fed oplevelse. Jeg er glad for at vi nåede at se en bjørn på denne tur.

I morgen sætter vi af sted mod Glacier Peaks Wilderness, som umiddelbart virker som den sidste udfordring før vi kan betragte os selv som home free. Vi har aftalt med nogle andre vandrere, at forme en gruppe på dette stræk. Det er rart at have sikkerheden i gruppen, når vandringen bliver besværlig.

Kun 7 dage tilbage. Nu er vi der næsten!

Hav det godt til vi ses igen omkring d. 20. september.

Mvh. Redneck og Shortcut

//Anders.