Epilog af Asger

Mit første indtryk af Vancouver var overvældende. Gennem bussens ruder observerede jeg hvordan den natur, der gennem de sidste 4½ måned havde dannet rammen for min dagligdag, blev stadig mere kultiveret og domineret. Store bjerge og endeløse skove blev langsomt, men nådesløst, erstattet af forfalden industri, fastfood-kæder og cement. Fra Manning Park Lodge, der ligger omtrent femten kilometer fra det sted PCT krydser grænsen, venter en cirka fire timers bustur til Vancouver. Efter et par timer var jeg nødt til at lukke øjnene da mit hoved var ved at brænde sammen af alle de indtryk mine øjne lukkede ind. Det lyder som en kliché, men det er åh så sandt. De sidste mange måneder har vi været udsat for mange overvældende og spektakulære landskaber og udsigter, men der har altid været en form for balance – en ro. Intet i vildmarken har kunnet forberede vores hjerner på det sansebombardement der ventede tilbage i civilisationen. Men mere om det senere, jeg vil nu underlægge mig kronologiens komposition.

Sidste indlæg skrev Anders i Skykomish og der vil jeg samle tråden op.
Fra Skykomish var planen simpel og overskuelig. Vi havde i omegnen af syv vandredage tilbage samt en ’tvungen’ hviledag i flækken Stehekin for at kunne hente vores pakke med mad på et weekendlukket postkontor. Onsdag den 7. september forlod vi Skykomish sammen med østrigeren Matthias og de to amerikanere ’Wrongturn’ og ’Don’t Panic’. Vi havde aftalt at slå følge da det kommende stræk gennem Glacier Peak Wilderness var berygtet for vanskelig navigation og lumske flodkrydsninger. Det viste sig at være en fysisk meget krævende etape, men heldigvis havde rygterne været oppustede og vi mødte ingen problemer. Det var dog stadig en god ting at gå i en gruppe. Anders og mit venskab var på daværende tidspunkt ved at være temmelig tyndslidt og det var en stor lettelse at gå sammen med andre så vi ikke konstant behøvede at omgås hinanden. Det skal ikke forstås som om at vi ikke længere er venner og ikke kan lide hinanden, men at bruge 4½ måned i selskab med den samme person, hver dag, vil altid være en udfordring. Oveni kan man lægge daglig fysisk udmattelse der eliminerer mentalt overskud, fælles beslutninger og kompromiser der skal tages og indgås, det at vi delte telt og kogegrej, hjemve og periodiske frustrationer over den rejseform vi havde valgt et cetera et cetera. Vi havde på forhånd indstillet os på at det ville blive hårdt og det blev det. Det varierede alt efter hvor træt man var og hvor mange problemer vi stod overfor, men den sidste måneds tid var der sjældent langt til en spydig bemærkning og en anstrengt stemning – ikke mindst fordi vi begge to er ordkløvere og forbandet stædige. Well, gruppevandringen gjorde os godt og efter at have brugt en dag på at drikke øl i skyggen i Stehekin satte vi, mandag den 12. september, af sted mod grænsen. Tre dages relativt let vandring i godt selskab og med godt vejr: vejen var lagt for en perfekt afslutning på vores eventyr.

Den første dag ud af Stehekin var utrolig smuk og jeg var ved utrolig godt mod. Hvad der fra dag ét havde forekommet som et så hypotetisk og uopnåeligt projekt var lige pludselig inden for rækkevidde og scenen var sat for en lykkelig slutning. Alt der var tilbage var at sætte benene i automatgear og koncentrere sig om at nyde de sidste dage. Vi gik godt til og tilbagelagde 45 kilometer trods en sen start og Washington belønnede os med en apokalyptisk solnedgang da vi slog lejr i et bjergpas. Og så brød verden sammen.



De første fem-ti kilometer var de værste – jeg indrømmer blankt at jeg var på grådens rand det meste af tiden. Fire og en halv måneds intensiv vandring havde bragt os mindre end to dage fra den Canadiske grænse, det hele var så fantastisk og pludselig var det hele kaos. Anders opdagede under den flammende himmel den aften ud af Stehekin at han havde glemt posen med sit pas og sin indrejsetilladelse til Canada. 45 kilometer syd, en hel dagsvandring i den forkerte retning. I Stehekin. Det var et hårdt slag, tilfældets klæbrige spytklat lige i ansigtet, verden der styrtede i grus. Anders insisterede på at jeg fortsatte med de andre og jeg skammer mig ikke over at indrømme at jeg var fristet. Det var ikke andet end at klappe ham på skulderen den kommende morgen og sige ’held og lykke’, for derefter at vende snuden nord og færdiggøre PCT to dage efter med de tre andre. Det var ikke andet end at efterlade en af sine bedste venner alene, i vildmarken tusinder af kilometer hjemmefra uden pas og uden vished om fremtiden. Det var ikke andet end at gøre det umulige og jeg hørte til min egen fortvivlede glæde mig selv nægte og fortælle ham at vi begyndte sammen og slutter sammen inden søvnen stjal min bevidsthed.
De første fem-ti kilometer var de sværeste. Vi var på stien klokken seks og vandrede den forkerte vej. Væk var al overblik, den perfekte afslutning. Vi vidste ikke engang om vi ville være i stand til at gennemføre, da vi ville blive nødt til at finde en ambassade hvis ikke vi fandt passet. Det var en grusom morgen. En smuk morgen, med en voldsomhed lånt fra aftenen forinden. I morgenmadspausen tvang vi begge os selv til at lave videodagbog – det er konflikterne og de hårde tider der fanger, kom nu vi skal lave en film! – og det hjalp mig faktisk. Om end en kameralinse ikke er den mest empatiske samtalepartner hjalp det at verbalisere mine frustrationer hvilket jeg ikke følte jeg kunne tillade mig over for Anders da han havde insisteret på at gå tilbage alene. Efter de første fem-ti kilometer bedøvede mit udmattede sind sig selv med mantraet: ”Burt & Ernie, please, Burt & Ernie, for h******, kom nu kom nu”. Burt & Ernie er navnene på to andre ’thru-hikere’ der forlod Stehekin en halv dag efter os og min psykiske stabilitet blev hurtigt hægtet på det spinkle håb og den klippefaste overbevisning at de helt sikkert havde fundet posen et eller andet sted i byen, havde åbnet den og genkendt Anders på pasbilledet og havde valgt at tage den med i tilfælde af at vi skulle vælge at gå tilbage i stedet for at blaffe. Jeg ved det, ikke de bedste odds på bookmakerens liste. De sidste fem-ti kilometer var bedøvede. Med blikket fast rette om det næste hjørne vandrede jeg med mit mantra skruet op på fuld volumen og ignorerede alt andet. Der var mit liv hvis de havde det og der var mit liv hvis de ikke havde det. Efter cirka femten kilometer skete det. Tyve meter fremme dukkede Burt & Ernie frem bag en hjørne og jeg råbte til dem for derefter at bogstavelig talt at kollapse på stien ved lyden af deres svar. De havde posen.
At vi kun skulle ’back tracke’ 15 kilometer betød at vi endnu kunne nå at afslutte på den planlagte dato. To lette vandredage i en stor munter gruppe var erstattet med to af turens hårdeste dage, men vi var overvældede af vores held og udsigten til stadig at kunne være færdige ’i morgen’ og fløj. Klokken tolv var vi, efter cirka 30 kilometer, tilbage ved den lejr hvor vi samme morgen havde taget en kort afsked med de andre. Da vi ved otte tiden slog lejr i mørket var det efter turens længste dag – 66 kilometer i hårdt bjergfyldt terræn. Vi var fuldstændig udmattede, men uendelig taknemmelige over vores held og lette om hjertet ved tanken om at kun 48 kilometers vandring lå mellem os og grænsen. Mañana.

Hvis du, som læser, synes at ovenstående var et lovlig stort spektakel over udsigten til to dages ekstra vandring – hvis du tænker: ”de har allerede gået i omegnen af 135 dage så to dage fra eller til..” – kan jeg kun sige, prøv et through-hike!

Den sidste dag var irriterende ordinær. Den gik temmelig hurtig selvom det var en relativt lang distance, men tiden fløj. Fra min bevidsthed rejste mod drømmeland aftenen forinden og hele dagen igennem forsøgte min logik forgæves at råbe resten af ’mig’ op; ”Hey, det er altså i dag vi er der, få nu for søren gang i sommerfuglene og uroen. Hvor er den sugende fornemmelse i maven, haaaaaaaaalo?!”. Naturligvis. Et så længe ventet og så værdiladet øjeblik, som det at nå den amerikansk/canadiske grænse efter års drømmerier, måneders vandring og endeløse timers spekulationer, kan ikke blive andet end et antiklimaks. Dagen var virkelig smuk, vandringen nem og inden vi vidste af det tumlede vi forvirrede og usikre ud på grænsen (grænsen mellem Washington og Canada er rent faktisk en fysisk størrelse: en cirka ti meter bred stribe af fældet skov, øst til vest). Til vores store glæde var hele vores slæng plus vores venner ’Ironman’ og ’Tall Trees’ endnu på grænsen og vi brugte et par timer på at fejre samt på at få lavet vores videoklip og de obligatoriske sejrsbilleder. Vi slog lejr på canadisk jord små 100 meter fra grænsen og lavede bål og snakkede til et godt stykke efter mørkets frembrud. Dagen efter ventede fjorten-femten kilometer ned til Manning Park Lodge og så kan jeg vist trygt og kronologisk vende tilbage til begyndelsen.

Hen på eftermiddagen den 15. september rullede bussen, gennem hvis ruder civilisationen havde overvældet og overmandet mig, ind på stationen på Main Street og ud kom Anders, Matthias, Wrongturn og jeg. Vi fandt vores hostel og gik ud og drak os fulde. En fjern og dog så velkendt beskæftigelse – vi var tilbage i byen og famlede søgende efter vores gamle vaner og mønstre. Og her i den velsignede og dekadente storby har vi resideret siden. En rejse er lakket mod enden, et eventyr klinger på sidste vers. Anders og jeg holder skansen her på Main Street, kun en enkel blok fra China Town og her vil vi langsomt og sikkert rehabilitere os selv til livet i en civiliseret verden. Fra min stol ved køkkenbordet, med rødvin i koppen og brød i posen under stolen, hører jeg pludselig stemmer snakke dansk og afbryder mine skriverier for at hilse på to danske jævnaldrende på vej ud for at købe øl. Jeg glæder mig til de kommer tilbage og betragter det som tilfældets hjælpende hånd. Danmark er nær og bliver præsenteret ét trin af gangen.

På mandag letter vi fra Vancouver International Airport med kurs mod Heathrow hvorfra nok et fly vil bringe os hjem. Hvad der venter hjemme er svært at vide. Jeg må i gang med jobansøgningerne (jeg modtager stadig gerne gode tips, søgefeltet er udvidet til Odense, Århus og Kbh!). Vi ved dog at vi skal i gang med at producere en film om turen i samarbejde med Odense Filmværksted og vi ved at vi skal i gang med at drikke flere øl. Desuden har vi haft snakket om at det kunne være interessant at lave foredrag om turen. Ikke på grund af den selveksponerende faktor, men fordi vi synes at det er en spændende historie og et stærkt budskab om at turde binde an med drømme der virker uopnåelige. Hvis nogen læser dette indlæg og er interesserede i et foredrag (enten med billeder eller i længere perspektiv med filmfremvisning) er I velkomne til at sende mig en mail på malabares91@gmail.com.

Som afslutning vil jeg sige tak til de der har ofret tid på at læse vores blog og sende os opmuntrende beskeder. De sidste 4½ måneder har været betydningsfulde for os og det glæder mig at der er andre der har fundet det interessant at følge vores færd.

Alt det bedste og på snarlig gensyn,
Asger


PS. Billeder fra det sidste stræk Sisters-Grænsen kan ses i Picasa-albummet til højre eller på dette link: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/PCTSistersGrNsen