HVORFOR?!

Hej igen.

Jeg ved at vi starter hvert blog-indlæg sådan her, men jeg bliver lige nødt til at skrive det igen: "Nu er der godt nok ikke lang tid til!" Tanken er så småt begyndt at sætte sig og jeg begynder nu for alvor at kunne mærke det begyndende eventyr. I morgen har jeg sidste vagt på arbejde. Torsdag til søndag tager jeg en sidste træningstur og søndag aften bliver min sidste fest (brandert) inden jeg smutter weekenden efter.

Hvorfor gør vi det?

Det er lidt sjovt, at lægge mærke til folks reaktion, når man fortæller at man skal ud at gå 4400 kilometer - en distance der svarer til at gå fra Skagen til Padborg tolv gange. Nogen reagerer med misundelse, andre bliver imponerede, men langt størstedelen spørger: "Hvorfor gør I det?"
Jeg er efterhånden ved at være lidt træt af det spørgsmål. Både fordi det virker håbløst at forklare, men samtidig fordi at årsagen er så kringlet og utydelig, at det bliver svært at forklare.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk der spørger "Hvorfor?", alligevel aldrig vil forstå det. Lige meget hvor grundigt man prøver at forklare det.
Jeg tror simpelthen, at folk der vandrer og opholder sig i naturen i længere tid, på en måde føler sig kaldet til dette. Jeg hørte om Pacific Crest Trail lang tid før jeg overhovedet begyndte at nørde friluftsliv, men alligevel hang idéen ved indtil nu.

Men hvorfor gør jeg det egentlig? Det spørger jeg alligevel tit mig selv om. En del af det skyldes uden tvivl tanken om, at 'det andet' altid er det bedste. En buddhistisk læresætningen går: "I det øjeblik man spørger sig selv: 'Er jeg lykkelig, sådan som jeg har det nu?', bliver man ulykkelig." Uden selv at være buddhist, tror jeg det er meget sandt. Man kan altid forestille sig et bedre alternativ. Når man er i byen, kan naturen virke som det bedste sted at være og omvendt, når man er i naturen, kan byen virke som det bedste sted at være. Man kan altid komme til at savne det andet sted. Det er derfor, at man heller ikke skal være det ene sted for længe. Man kan få nok af både naturen og byen. Man skal have ladt sine "civilisationsbatterier" op en gang imellem og derfor søger man naturen.

Da jeg først begyndte at interessere mig for langdistancevandring, forestillede jeg mig, at man tog ud i vildmarken for at få plads til at tænke store tanker. For mig viste det sig, at være lige modsat. Jeg tænkte faktisk langt mindre, når jeg var derude, end jeg gjorde derhjemme. Og det var faktisk rigtig befriende.
Når man er derhjemme, skal man hele tiden forholde sig til en masse ting. Man påvirkes i høj grad af ting udefra - maskiner, reklamer, lektier, vækkeure, internet, køreplaner, punkterede cykler, arbejde, skole, interaktion med andre mennesker. Der er uendeligt mange variable og man er hele tiden nødt til at forholde sig til forskellige valgmuligheder. Man skal koordinere sin dag, for at få plads til det hele.
Når man er på vandretur forsimples hverdagen en hel del. Ens dage handler i bund og grund om at stå op om morgenen, gå, spise og sove - ikke noget man stresser for at få plads til i dagens program. De eneste variable er vejret og skader på udstyr og krop. Man skal forholde sig til langt færre ting og man får derfor tømt sit hoved. Man styrer i langt højere grad sin hverdag. Beslutningerne er simple og resultaterne lette at se.

Der er uendeligt mange andre årsager til, at jeg vælger at feriere på den måde jeg nu en gang gør, men hvis jeg skulle skrive dem alle sammen, ville det fylde en hel roman. Jeg vil derfor runde af her.

Tak fordi du læste med.

- Anders.