Rejsen til Amerika/foerste afrapportering

"Veggie-burgers're ready now, please go ahead everybody" - jeg maa vaere jer den eksakte formulering skyldig, men betydningen staar aerlig og troskyldig paa sin plads mellem de to citationstegn. Manden fra hvis mund disse bevingede ord kommer hedder Girl Scout og fra hans position bag den store grill har han et godt overblik over det cirkus der udspiller sig omkring ham i den velholdte baghave bag Scout og Frodos hus i San Diego. Udsagnet er fantastisk af mange aarsager, men foer jeg uddyber vil jeg skynde mig at proeve at genoprette kronologien i det her indlaeg.. lad os spadsere to dage tilbage, til soendag den 24. april 2011.

Soendag den 24.april 2011 var en dag saa fuld af indtryk og saa lang (grundet tidsforskellen mellem Californien og Danmark har det lyst i smaa 20 timer) at jeg vil goere den op i de vigtigste indtryk.
05.05, telefonen vaekker mig ganske som jeg havde bedt den om. Morgenrutiner koert igennem med en paatvunget bevidsthed om at jeg burde vaere bevidst om hvor laenge der gaar foer jeg igen vil udleve disse rutiner paa rutineret vis. Er oprigtigt bevidst om de oel jeg drak dagen foer og de timers soevn jeg ikke fik. Min mor spoerger om Aagaard er vaagen, jeg siger at jeg ikke har talt med ham, men at jeg gaar ud fra at det er han. Min bevidsthed bliver paa det naermeste cerimoniel da jeg tager min telefon, og med et ophoejet ansigtsudtryk stirrer den i oejnene i et par sekunder foer jeg slukker den og smider den paa natbordet med en ligegyldig mine. Det er et oejeblik jeg har set frem til, et halvt aar uden min trofaste skygge. Paa vej ud af doeren husker jeg at faa taget et par videooptagelser, jeg er stolt, jeg laver en film. Paa stationen fortaeller Aagaard og hans familie at Aagaard i soevne havde valgt at flytte sin hvile ind i det sovevaerelse hvor der ikke var vaekkeure klar til at vaekke ham og han derfor havde sovet tre kvarter over sig. Sneaky fyr ham Aagaard. Paa perronen filmer jeg at toget ruller ind, hvilket faar en morgenfrisk fyr med overskaeg til at kommentere at togets rettidige ankomst er saa sensationel at det bare SKAL filmes, han var sjov. Vores foraeldre er tapre og siger farvel uden taarer, det er jo ogsaa kun et halvt aar og vi er snart hjemme igen. I Kastrup moeder vi min storesoester Nini der lige er kommet hjem fra Madrid en time tidligere og vi napper en menu paa Burger King - bare for at vaere lidt forberedte til USA. Vi ankommer til Heathrow uden problemer og efter 3 en halv time gaar turen saa mod Chicago. Jeg har min Disneykasket som jeg byttede i julegave med min ven Mikkel for en lavalampe og min Pikachu-totemhalskaede som jeg har faet af min veninde Sif paa og i loebet af turen tiltraekker de en del kommentarer - min ynglings er en dame i Heathrow der, da jeg skal boarde til Chicago, kigger paa mit boardingpas, saa mit pas, saa mig som helhed, saa mit ansigt, saa mit bryst (halskaeden), saa mit ansigt, mit bryst hvorefter hun kigger mig i oejnene og, i et konstaterende tonefald, siger: "Pikachu". Flyet til USA er ret serioest i dets ambition om at underholde os bedst muligt og gennem touch-skaermen paa saedet foran mig hoerer jeg afrikansk musik, laerer portugisik, ser 'How I Met Your Mother' (som minder mig om min ven Karl-Emil og er ret sjovt) og begynder paa filmen 'Black Swan'. Det der dog ender som den klare top-entertainer bliver min vinduesplads paa delt foersteplads med mine polariserede Numa solbriller og Edward Sharpe And The Magnetic Zeroes. Synet af Groenland der pludselig dukker op under een med enorme bjerge og fjorde, at naerme sig en skyfront der er saa afgraenset at det ligner verdens ende svaevende over verden, de groteske/abstrakte/forvredne/finurlige/udtryksfulde/komiske/levende/fascinerende/psykedeliske/humoristiske figurer og moenstre formet af skyerne/den uendelige canadiske oedemark var simpelthen fortryllende og blev ikke kedeligt en eneste gang. Vi kom til Chicago (min foerste gang paa amerikansk grund) og efter at en af vagterne havde spillet lidt med musklerne over for Aagaard (det gaar ikke at vi glemmer hvem der holder hvis droemme i en oerneklo) kom vi snildt gennem det amerikanske graensebureaukratis sidste bastion. Efter en halv times forsinkelse lettede flyet mod San Diego og i San Diego blev vi hentet af Scout, helt efter planen. Paa det tidspunkt havde vi vaeret vaagne i 27 timer i traek. Men vi havde klaret det!

At komme til Scout og Frodos hus har sandsynligvis vaeret den mest imponerende opvisning i menneskelig storsind og gaestfrihed jeg nogensinde har oplevet paa egen krop. Vi blev hentet i lufthavnen omkring 23.30 paa en soendag og koert de 20 minutter hjem til dem hvor vi fik en hurtig rundvisning (her er badevaerelset - der er haendklaeder ovenpaa hvis I skal bruge dem, her er computer og internet, her er snacks hvis I faar lyst - hvis der er noget der ikke er aabent som I har lyst til er det jeres ansvar at faa det aabnet i en fart, her er koeleskabet - "Help yourself", er mottoet mellem de tre daglige maaltider der naturligvis ogsaa er gratis, her i garagen finder I alt hvad I behoever til pakning af post og lignende etc. etc. etc.) Vi fik en seng hver og dagen efter (i gaar) blev vi koert til en friluftsbutik hvor vi brugte smaa tre timer. Vi blev selvfoelgelig ogsaa hentet igen og i gaar og i dag har tiden ellers gaeet med at koebe mad, sortere, taenke, pakke (ned, op, om..), snakke med andre 'hikers' og saa videre. Da vi kom var der omkring tre andre 'hikers' her. I dag er der maeske ti eller femten og i morgen regner de med at der kommer til at vaere omkring fyrre. Damn! I morgen kl. 06.00 bliver vi (samt en del andre) koert til Campo ved den mexicanske graense hvor the Pacific Crest Trail begynder. I morgen!!!

Hilsen Anders og Asger

// Asger


Ps. Hvis I undrer jer over navne som Scout, Frodo, Girl Scout etc. kan jeg fortaelle at de bunder i en tradition for 'trail names' der er paa den slags ruter. Man faar et oege/kaelenavn paa baggrund af en begivenhed, persontraek eller lignende. Backyard Boogie tog af sted i morges og jeg har vaeret taet paa at blive doebt 'American Stripper' i dag. Den historie vil ikke blive uddybet.

Rejsen til "masse-medierne"/afgang i... morgen

Ohøj og rigtig glædelig solskinslørdag

I dag er ret speciel. I dag gør Aagaard og jeg nemlig i særlig høj grad en masse ting for sidste gang. Det har været en stadig eskalerende tendens der er udmundet i dagens "en-dag-tilbage"-agtige stemning. I morgen meget tidlig (6.45) kører et intercity-tog til Kastrup med os indeni og derfra er der ikke meget tilbage af alt hvad der hedder rutiner og den gamle hverdag.

Det er en lidt fjollet situation hvor alle omkring mig samt min egen logik og rationalitet fortæller mig hvor kort tid der er til afgang. Det er s'følig ikke så fjollet da vi rejser i morgen, men det er fjollet fordi jeg tilsyneladende er den eneste der ikke rigtig ved at jeg skal af sted. Sådan forekommer det i hvert fald når man befinder sig inden i mig. Ingen sommerfugle, ingen nervøsitet, ingen trippen omkring sig selv og ingen paniske tendenser. Jeg må, med næsten irriterende sindsro, erkende at min begrænsede opfattelsesevne står af over for denne opgave. Derfor vil jeg også stoppe dette blogindlæg og i stedet tage i Eventyrhaven for at nyde den fortryllende sol og en kold øl med Lars, Karl-Emil og Anders..

Næste indlæg vil sandsynligvis (forhåbentligt?!) være lidt mere virkelighedsnært end dette, jeg håber at det er til at bære over med.
Som lovet i overskriften har vi været i medierne, senest i går på TV2 Fyn (2 minutter og 12 sekunder!!!) Her er et par links:

Fyns Stiftstidende: http://i53.tinypic.com/2wdww1c.jpg

TV2 Fyn: http://www.tv2fyn.dk/article/298509:Gaar-fra-Mexico-til-Canada

Masser af solskinskærlighed!

// Asger

HVORFOR?!

Hej igen.

Jeg ved at vi starter hvert blog-indlæg sådan her, men jeg bliver lige nødt til at skrive det igen: "Nu er der godt nok ikke lang tid til!" Tanken er så småt begyndt at sætte sig og jeg begynder nu for alvor at kunne mærke det begyndende eventyr. I morgen har jeg sidste vagt på arbejde. Torsdag til søndag tager jeg en sidste træningstur og søndag aften bliver min sidste fest (brandert) inden jeg smutter weekenden efter.

Hvorfor gør vi det?

Det er lidt sjovt, at lægge mærke til folks reaktion, når man fortæller at man skal ud at gå 4400 kilometer - en distance der svarer til at gå fra Skagen til Padborg tolv gange. Nogen reagerer med misundelse, andre bliver imponerede, men langt størstedelen spørger: "Hvorfor gør I det?"
Jeg er efterhånden ved at være lidt træt af det spørgsmål. Både fordi det virker håbløst at forklare, men samtidig fordi at årsagen er så kringlet og utydelig, at det bliver svært at forklare.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk der spørger "Hvorfor?", alligevel aldrig vil forstå det. Lige meget hvor grundigt man prøver at forklare det.
Jeg tror simpelthen, at folk der vandrer og opholder sig i naturen i længere tid, på en måde føler sig kaldet til dette. Jeg hørte om Pacific Crest Trail lang tid før jeg overhovedet begyndte at nørde friluftsliv, men alligevel hang idéen ved indtil nu.

Men hvorfor gør jeg det egentlig? Det spørger jeg alligevel tit mig selv om. En del af det skyldes uden tvivl tanken om, at 'det andet' altid er det bedste. En buddhistisk læresætningen går: "I det øjeblik man spørger sig selv: 'Er jeg lykkelig, sådan som jeg har det nu?', bliver man ulykkelig." Uden selv at være buddhist, tror jeg det er meget sandt. Man kan altid forestille sig et bedre alternativ. Når man er i byen, kan naturen virke som det bedste sted at være og omvendt, når man er i naturen, kan byen virke som det bedste sted at være. Man kan altid komme til at savne det andet sted. Det er derfor, at man heller ikke skal være det ene sted for længe. Man kan få nok af både naturen og byen. Man skal have ladt sine "civilisationsbatterier" op en gang imellem og derfor søger man naturen.

Da jeg først begyndte at interessere mig for langdistancevandring, forestillede jeg mig, at man tog ud i vildmarken for at få plads til at tænke store tanker. For mig viste det sig, at være lige modsat. Jeg tænkte faktisk langt mindre, når jeg var derude, end jeg gjorde derhjemme. Og det var faktisk rigtig befriende.
Når man er derhjemme, skal man hele tiden forholde sig til en masse ting. Man påvirkes i høj grad af ting udefra - maskiner, reklamer, lektier, vækkeure, internet, køreplaner, punkterede cykler, arbejde, skole, interaktion med andre mennesker. Der er uendeligt mange variable og man er hele tiden nødt til at forholde sig til forskellige valgmuligheder. Man skal koordinere sin dag, for at få plads til det hele.
Når man er på vandretur forsimples hverdagen en hel del. Ens dage handler i bund og grund om at stå op om morgenen, gå, spise og sove - ikke noget man stresser for at få plads til i dagens program. De eneste variable er vejret og skader på udstyr og krop. Man skal forholde sig til langt færre ting og man får derfor tømt sit hoved. Man styrer i langt højere grad sin hverdag. Beslutningerne er simple og resultaterne lette at se.

Der er uendeligt mange andre årsager til, at jeg vælger at feriere på den måde jeg nu en gang gør, men hvis jeg skulle skrive dem alle sammen, ville det fylde en hel roman. Jeg vil derfor runde af her.

Tak fordi du læste med.

- Anders.

Tre (1 - 2 - 3) uger til afgang!

I morges vågnede jeg - som det tidligere er hændt på søndage - på en sofa med rødvinssprukne læber og en hold særdeles flittige tømmermænd der, helt uden respekt for søndagens status som hviledag, hamrede og bankede løs på mit hoved. Sofaen tilhørte Anders (eller vel egentlig hans forældre) hvilket er værd at nævne da grunden til at jeg havde sovet på den og grunden til at min krop led var, at han aftenen forinden havde holdt kombineret tyve års fødselsdag/afskedsfest. Tyve års fødselsdag gav glimrende mening da han fyldte netop tyve den dag og afskedsfest kan vel siges at have været på sin plads, da der i dag er præcis tre uger til at vi flyver til San Diego.
Dette fyldte ikke meget i min bevidsthed da jeg vågnede og luskede ud til vandhanen med intentioner om at tømme den. Jeg skænkede ikke dagens symbolske status en tanke da jeg satte Buena Vista Social Club på anlægget, da jeg slæbte den anseelige pant-samling ned til Netto for, på ægte naturalieøkonomisk vis, at bytte det til Knoppers ad libitum eller da jeg sammen med Anders og Thøger sad og sumpede Animal Planet. For nu at være helt ærlig kan jeg ikke sige præcis hvornår dagens vigtighed gik op for mig, men dette indlæg er et din garanti for at det skete

Jeg siger det lige igen: tre uger til afgang. Tre uger. En, to, tre.
Åbenbaringen opsummerer fint den oplevelse vi har haft den seneste tid. Oplevelsen af pludselig (i hvert fald i mit tilfælde på det nærmeste som et lyn fra en klar himmel) at kunne overskue perioden til afrejsen. Oplevelsen af pludselig at have småtravlt med alle de ting som vi ’har masser af tid til’ og af at have et klokkeklart overblik over de sidste weekender. Konkretiseringen af den abstrakte variabel der hedder ”tid til afrejse” er pludselig sprunget frem bag en busk og har cementeret sin betydning i min bevidsthed. Forrygende fantastisk og en smule skræmmende. Næste weekend skal jeg opvarte eleverne på Operation Dagsværks Distriktsseminar. Weekenden efter skal jeg til min kusines fødselsdag og weekenden efter igen skal jeg… til USA og vandre 4.400 kilometer. En fantastisk følelse, jo bestemt. Men også skræmmende. Jeg har aldrig været hjemmefra længere end halvanden måned og jeg har aldrig været længere væk end Sinai. Et halvt år på et vidt fremmed og fjernt kontinent væk fra familie, venner, fester, mit værelse, min saxofon, capoeira – fra min tilværelse og livsstil gennem hele mit bevidste liv.

Én ven som det eneste bekendte det næste halve år. Og netop det er, og har gennem hele processen været, et forhold vi begge har overvejet og genovervejet. Et halvt år med én person som eneste sikre sociale holdepunkt vil være en udfordring for selv de bedste venner. Og det vil utvivlsomt blive en prøvelse da turen er ekstremt krævende fysisk og mentalt og da vi ydermere har valgt at dele vitalt udstyr som telt, gasbrænder og telefon.
Og der vil helt sikkert komme konflikter. Vi har en tendens til at diskutere ekstremt ligegyldige detaljer og har begge svært ved ikke at have haft det sidste ord. Vi er begge ordkløvere og bliver let provokerede over den andens skråsikre udmeldinger og kommentarer. Stort ego og individualisme rimer godt på Asger og Anders. Alligevel tøver vi ikke med at tage af sted eller med at dele telt, hvilket af mange friluftsentusiaster anses for at være risky buisness på længere ture. Det skyldes i høj grad vores træningstur i Lapland i sommers. Det var vores erfaring at vi, når det kom til stykket, begge var kompromissøgende og at vi generelt samarbejdede godt. Matchende fysisk formåen (hvilket er essentielt på en tur der i så høj grad handler om fysiske fremskridt) og en meget bevidst og åben tilgang til krisehåndtering gjorde at vi i løbet af halvanden måned ikke havde et eneste skænderi og kun få mindre konflikter.
Et andet forhold der spiller ind er utvivlsomt også vores forskellighed. Hvor Anders er meget fokuseret og med næsten små-autistisk passion retter al sin opmærksomhed mod én interesse er jeg langt mere distræt. Jeg bliver nødt til at have stimulans fra mange forskellige sider og det har også vist sig tydeligt i planlægningsfasen. Mens Anders siden vi kom hjem fra sidste tur har brugt al sin energi og tid på at læse om turen, undersøge udstyr og teknikker, skrive på fora og lave lister har jeg været mere spredt ud. PCT-forberedelsen har måtte konkurrere med en stor passion for capoeira samt min saxofon og engagement i gymnasieorganisationen Operation Dagsværk. Sådan en situation kunne være destruktiv og man kunne frygte at den skæve arbejdsdeling ville distancere os, frustrere Anders og fremmedgøre mig fra projektet. Sådan har det heldigvis ikke virket for os. Det er sket at Anders har opfordret mig til at være lidt mere aktiv hvilket jeg så har forsøgt på (på det seneste i stadigt eskalerende omfang), men ellers er det min overbevisning at processen har været sund og velfungerende: Anders’ beskæftiger sig med det han interesserer sig mest for og tager automatisk en stort træk for os begge, hvor mine bidrag kommer lidt mere indirekte under vejs i processen. Desuden har vores meget forskelligartede personligheder i vores tilfælde vist sig som en fordel, da vi som et hold kan bidrage med forskellige ting og da vi kan give hinanden modspil.

På sidste tur aftalte vi at tage en uges pause fra hinanden når vi kom hjem. Det blev til næsten tre uger. Om tre uger tager vi af sted på en ny tur der utvivlsomt vil udsætte vores venskab og vores evne til at samarbejde og omgås hinanden på konstruktiv og behagelig vis for nye prøvelser. Det bliver naturligvis ikke kun sjovt, ikke kun nemt og ikke kun konstruktivt, men der er ingen tvivl om at det vil fungere.

Klokken er nu vel over midnat hvilket betyder at min søndag-den-3.april-fikserede blogdebut rent faktisk bliver afrundet mandag den 4. Dog vil jeg henlede læserens opmærksomhed på det forhold at DSB-døgnet først slutter ved firetiden og de har det altså med at kunne noget med tid, dem i DSB.

Hvis du endnu er med mig vil jeg takke for opmærksomheden og forsikre dig om at du er meget velkommen til at stille hvilket som helst spørgsmål der kunne tænkes at være poppet op under læsningen.

// Asger