fredag den 18. marts 2011

Fremgang!


Halløj, halløj!

Det går virkelig fremad med planlægningen. Nu er der pludselig ikke så længe til vi tager af sted. 1 måned og 6 dage helt præcist.

Selvom det hele falder mere og mere på plads, er der stadig meget vi skal have styr på. Der er ikke meget der hedder fritid for tiden. Når vi ikke arbejder for at tjene penge til turen, træner vi for at forberede vores kroppe, læser bøger om PCT, laver pakkelister og budgetter, tester udstyr, planlægger transport og ophold, læser andre vandreres journaler, forbereder filmprojektet, søger alle de nødvendige tilladelser og tilmelder os diverse arrangementer for vandrere. Vi lever og ånder for det her projekt for tiden!
Det er til tider lidt stressende at holde styr på det hele, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også nød denne planlægningsfase.

Vi har nu fået kontakt til nogle såkaldte "Trail angels", som bor i San Diego. En trail angel, er en person, der vier en del af sin hverdag til at hjælpe de vandrende.
De to "engle" vi har snakket med, har selv vandret PCT i 2007. Deres "trail names" er Scout og Frodo og de har tilbudt os, at de vil hente os i lufthavnen i San Diego, køre os hjem til deres hus, hvor vi kan sove på deres sofa. Dagen efter vil de hjælpe os med at købe det sidste udstyr og så sover vi en nat mere på deres sofa. Morgenen efter, kl. 6, vil de så køre os de lidt over 100 kilometer ned til den Mexicanske grænse, så vi kan starte med vores vandring. Fik jeg i øvrigt sagt at morgenmad og aftensmad er inkluderet? Og det hele er selvfølgelig gratis. Som de skriver til os, vil enhver gave blive nægtet.
"We know your parents brought you all up right, but we're at the stage where we are trying to empty, not fill the house."
Den Amerikanske venlighed og åbenhed overfor fremmede er virkelig slående!

Vi har også fået en ny sponsor! Firmaet Brunton har venligt lånt os en solcelleoplader og en lille "et-øjes"-kiggert. Tak for det!

Til de som er interesserede i, hvilket udstyr vi vil benytte på denne tur, har jeg lavet nogle forskellige lister.
Den første beskriver, hvad jeg betragter for at være det vigtigste udstyr, og hvorfor vi valgte netop dette. Se den her:
http://www.aagaardfoto.dk/udstyr.pdf

Den anden liste, er en detaljeret pakkeliste med vægt angivet ud for hvert stykke udstyr. Denne tur bliver også mit første møde med "ultra light backpacking", så jeg er meget vægtfikseret når jeg vælger det udstyr jeg skal have med på turen. Se den her:
http://www.aagaardfoto.dk/pakkeliste.pdf

Lad mig endelig vide, hvis I har nogle spørgsmål I gerne vil have besvaret. I må også gerne komme med forslag til pakkelisten, hvis I har nogle bud på hvordan vi kan gøre det hele lidt lettere.

Tak fordi du læste med!

Mvh. Anders.

2 kommentarer: