MAD MAD MAD!!

Halløj!

Man skal godt nok være dedikeret for at gennemføre dette projekt.
Dette er for alvor begyndt at gå op for mig nu. Der er i dag præcis en måned til vi skal af sted og det virker virkelig som om alting kulminerer lige nu. Der er tusind bolde i luften på en gang og jeg er ved at miste overblikket. Det virker til tider lidt stressende, at der slet ikke foregår andet end planlægning til turen. Fritid er helt elimineret. Jeg arbejder fuld tid, træner til turen, skriver e-mails og grubler over hvordan jeg skal tackle diverse udfordringer undervejs. Som Thomas Mølgaard (den eneste dansker der har gennemført PCT) sagde til mig: "Det er hektisk lige indtil man står på stien. For der kan man ikke rigtig gøre andet end at gå." Jeg glæder mig virkelig til at stå ved starten og lade alle bekymringer forsvinde. En hel måned virker som uendelig længe.

Et emne der fylder meget i mit hovede lige nu, er snemængderne i Sierra Nevada bjergene i Midtcalifornien. Det ser ud til at blive det højeste sne-år i 30 år. Dette er de eksakte ord fra en snerydningsarbejder med 30 års erfaring fra området: "Theres no more room to put the snow, its the most ive ever seen at one time up here." Dette vil helt sikkert sænke den samlede succesrate for 2011 sæsonen.
Hvor snesko på normale år er helt uhørt, vil det kunne blive en nødvendighed i år. Desuden vil vandstanden i floderne uundgåeligt være højere, grundet de store snemængder. Hvilket år vi dog har valgt for projektet!
Men vi er stærkere end aldrig før og som min hiker-kollega "Dug", fra USA skriver: "We're in for some good memories everyone! Those that are still standing in Manning Park will have something to look back on & be proud."
Det er helt sikkert!

Der er nogle der har efterspurgt hvordan vi løser problematikken om proviant undervejs.
Mange Amerikanske PCT-vandrere vælger at handle stort ind hjemmefra og så sende maddepoter ud til forskellige posthuse undervejs på ruten. Dette er dog unødigt bøvlet og der ligger et enormt logistisk arbejde i det. Først og fremmest, skal man regne ud, præcist hvor meget mad man vil få brug for i fem måneder (150 dage = 450 måltider). Dette vanskeliggøres yderligere af, at det næsten er umuligt at forestille sig hvor stor ens appetit er, efter nogle måneder på ruten. En byboer vil ikke kunne forestille sig hvor glubsk man kan blive efter noget tid i ødemarken. Desuden kan det være svært at vide hvilke retter man går død i undervejs. Det er vigtigt at variere måltiderne lidt, så man ikke spiser det samme hver dag i et halvt år. "Bad food, sad hiker."
En anden faktor der afholder os fra at vælge denne strategi er prisen for at sende pakker fra Danmark til USA. Det ville blive alt for dyrt at sende så mange kasser ud forskellige steder på ruten.
Derfor handler vi ind undervejs!

Vi har lavet en umiddelbar plan for, hvordan vi vil gribe provianteringen an. Nogle byer, er bedre at handle i, end andre. Derfor søger vi, at handle så meget af maden som muligt i de byer, hvor maden ikke er alt for dyr og så sende maddepoter fra de gode byer til de mindre gode byer. Typisk bærer man ikke på mad til mere end 5-7 dage, hvilket gør, at man skal have utrolig mange provianteringssteder. Det er meget tyndt med byer langs ruten, så ofte skal vi blaffe fra de veje vi krydser, ind til landsbyer med supermarked og/eller posthus.

Vi har lavet lidt research på hvilke byer der er gode at handle i, og lavet følgende plan:
http://www.aagaardfoto.dk/RESUPPLY.pdf

Den giver selvfølgelig mest mening, hvis man kender de byer vi kommer til undervejs.
De byer, der er markeret med rødt, er de byer hvor vi henter proviant i. Enten ved at modtage en "madkasse" fra en tidligere by på posthuset, eller ved at handle ind i den by vi kommer til.
Mellem alle byer står der distancen til næste by og hvor mange dage vi regner med at bruge på at komme dertil.
Jeg håber systemet giver lidt mening for jer - ellers så bare spørg, så skal jeg nok forklare.

Vi benytter desuden en såkaldt "Bounce box". Dette er en kasse med udstyr, som vi ikke har brug for på ruten, men som kommer til gavn i byerne eller udstyr, som man tænker man måske får brug for senere. Den kan f.eks. indeholde ekstra kontaktlinsevæske, friske batterier, tøj man måske får brug for, opladere til elektronikken, ekstra medicin og så videre. Denne kasse sender vi typisk 10 dage frem hver gang.

Det var umiddelbart, hvad der var at berette denne gang. Spørg endelig, hvis der er noget du gerne vil vide og smid en kommentar, hvis du har ønsker til fremtidige blogindlæg.

Tak fordi du læste med!

Mvh. Anders.

Fremgang!

Halløj, halløj!

Det går virkelig fremad med planlægningen. Nu er der pludselig ikke så længe til vi tager af sted. 1 måned og 6 dage helt præcist.

Selvom det hele falder mere og mere på plads, er der stadig meget vi skal have styr på. Der er ikke meget der hedder fritid for tiden. Når vi ikke arbejder for at tjene penge til turen, træner vi for at forberede vores kroppe, læser bøger om PCT, laver pakkelister og budgetter, tester udstyr, planlægger transport og ophold, læser andre vandreres journaler, forbereder filmprojektet, søger alle de nødvendige tilladelser og tilmelder os diverse arrangementer for vandrere. Vi lever og ånder for det her projekt for tiden!
Det er til tider lidt stressende at holde styr på det hele, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også nød denne planlægningsfase.

Vi har nu fået kontakt til nogle såkaldte "Trail angels", som bor i San Diego. En trail angel, er en person, der vier en del af sin hverdag til at hjælpe de vandrende.
De to "engle" vi har snakket med, har selv vandret PCT i 2007. Deres "trail names" er Scout og Frodo og de har tilbudt os, at de vil hente os i lufthavnen i San Diego, køre os hjem til deres hus, hvor vi kan sove på deres sofa. Dagen efter vil de hjælpe os med at købe det sidste udstyr og så sover vi en nat mere på deres sofa. Morgenen efter, kl. 6, vil de så køre os de lidt over 100 kilometer ned til den Mexicanske grænse, så vi kan starte med vores vandring. Fik jeg i øvrigt sagt at morgenmad og aftensmad er inkluderet? Og det hele er selvfølgelig gratis. Som de skriver til os, vil enhver gave blive nægtet.
"We know your parents brought you all up right, but we're at the stage where we are trying to empty, not fill the house."
Den Amerikanske venlighed og åbenhed overfor fremmede er virkelig slående!

Vi har også fået en ny sponsor! Firmaet Brunton har venligt lånt os en solcelleoplader og en lille "et-øjes"-kiggert. Tak for det!

Til de som er interesserede i, hvilket udstyr vi vil benytte på denne tur, har jeg lavet nogle forskellige lister.
Den første beskriver, hvad jeg betragter for at være det vigtigste udstyr, og hvorfor vi valgte netop dette. Se den her:
http://www.aagaardfoto.dk/udstyr.pdf

Den anden liste, er en detaljeret pakkeliste med vægt angivet ud for hvert stykke udstyr. Denne tur bliver også mit første møde med "ultra light backpacking", så jeg er meget vægtfikseret når jeg vælger det udstyr jeg skal have med på turen. Se den her:
http://www.aagaardfoto.dk/pakkeliste.pdf

Lad mig endelig vide, hvis I har nogle spørgsmål I gerne vil have besvaret. I må også gerne komme med forslag til pakkelisten, hvis I har nogle bud på hvordan vi kan gøre det hele lidt lettere.

Tak fordi du læste med!

Mvh. Anders.

Pacific Crest Trail 2011

Hej Alle.

Vi tænkte, at det efterhånden var på tide, at få stablet en blog på benene, så vi kan finde ud af, hvordan det rent faktisk fungerer, samt komme med nogle opdateringer en gang imellem til de interesserede.

Kort om projektet:
Pacific Crest Trail, er en af USA's og ikke mindst verdens længste vandreruter. Den går gennem stegende hed ørken i det sydlige Californien, sneklædte bjergpas i Sierra Nevada-bjergene i Midt- og Nordcalifornien og frodige skovområder i Oregon og Washington. Med sine 4400 kilometer gennem 40 vildmarksområder, 24 nationalskove, 7 nationalparker, 3 statsparker, 19 større kløfter og 57 bjergpas er Pacific Crest Trail den ultimative udfordring for en langdistancevandrer.
Bjørne, klapperslanger, ekstrem varme, ekstrem kulde, vabler, fysiske skader, hjemve, kulturchock og sult er bare nogle af de problemer den vandrende møder undervejs. Succesraten på Pacific Crest Trail er mindre end på Mount Everest. At gennemføre kræver derfor både en stærk fysik og en stærk psyke.

Og det har vi så tænkt os at give os i kast med :)

Vi modtager støtte fra Odense Filmværksted, som låner os kameraudstyr og giver efterfølgende hjælp til at klippe det filmede materiale. Planen er så at filmen skal sendes til diverse filmfestivaler og forhåbentlig også have nogle spilninger i Cafébiografen i Odense.

Mere kommer snarest...

Mvh. Anders og Asger.