Epilog af Asger

Mit første indtryk af Vancouver var overvældende. Gennem bussens ruder observerede jeg hvordan den natur, der gennem de sidste 4½ måned havde dannet rammen for min dagligdag, blev stadig mere kultiveret og domineret. Store bjerge og endeløse skove blev langsomt, men nådesløst, erstattet af forfalden industri, fastfood-kæder og cement. Fra Manning Park Lodge, der ligger omtrent femten kilometer fra det sted PCT krydser grænsen, venter en cirka fire timers bustur til Vancouver. Efter et par timer var jeg nødt til at lukke øjnene da mit hoved var ved at brænde sammen af alle de indtryk mine øjne lukkede ind. Det lyder som en kliché, men det er åh så sandt. De sidste mange måneder har vi været udsat for mange overvældende og spektakulære landskaber og udsigter, men der har altid været en form for balance – en ro. Intet i vildmarken har kunnet forberede vores hjerner på det sansebombardement der ventede tilbage i civilisationen. Men mere om det senere, jeg vil nu underlægge mig kronologiens komposition.

Sidste indlæg skrev Anders i Skykomish og der vil jeg samle tråden op.
Fra Skykomish var planen simpel og overskuelig. Vi havde i omegnen af syv vandredage tilbage samt en ’tvungen’ hviledag i flækken Stehekin for at kunne hente vores pakke med mad på et weekendlukket postkontor. Onsdag den 7. september forlod vi Skykomish sammen med østrigeren Matthias og de to amerikanere ’Wrongturn’ og ’Don’t Panic’. Vi havde aftalt at slå følge da det kommende stræk gennem Glacier Peak Wilderness var berygtet for vanskelig navigation og lumske flodkrydsninger. Det viste sig at være en fysisk meget krævende etape, men heldigvis havde rygterne været oppustede og vi mødte ingen problemer. Det var dog stadig en god ting at gå i en gruppe. Anders og mit venskab var på daværende tidspunkt ved at være temmelig tyndslidt og det var en stor lettelse at gå sammen med andre så vi ikke konstant behøvede at omgås hinanden. Det skal ikke forstås som om at vi ikke længere er venner og ikke kan lide hinanden, men at bruge 4½ måned i selskab med den samme person, hver dag, vil altid være en udfordring. Oveni kan man lægge daglig fysisk udmattelse der eliminerer mentalt overskud, fælles beslutninger og kompromiser der skal tages og indgås, det at vi delte telt og kogegrej, hjemve og periodiske frustrationer over den rejseform vi havde valgt et cetera et cetera. Vi havde på forhånd indstillet os på at det ville blive hårdt og det blev det. Det varierede alt efter hvor træt man var og hvor mange problemer vi stod overfor, men den sidste måneds tid var der sjældent langt til en spydig bemærkning og en anstrengt stemning – ikke mindst fordi vi begge to er ordkløvere og forbandet stædige. Well, gruppevandringen gjorde os godt og efter at have brugt en dag på at drikke øl i skyggen i Stehekin satte vi, mandag den 12. september, af sted mod grænsen. Tre dages relativt let vandring i godt selskab og med godt vejr: vejen var lagt for en perfekt afslutning på vores eventyr.

Den første dag ud af Stehekin var utrolig smuk og jeg var ved utrolig godt mod. Hvad der fra dag ét havde forekommet som et så hypotetisk og uopnåeligt projekt var lige pludselig inden for rækkevidde og scenen var sat for en lykkelig slutning. Alt der var tilbage var at sætte benene i automatgear og koncentrere sig om at nyde de sidste dage. Vi gik godt til og tilbagelagde 45 kilometer trods en sen start og Washington belønnede os med en apokalyptisk solnedgang da vi slog lejr i et bjergpas. Og så brød verden sammen.



De første fem-ti kilometer var de værste – jeg indrømmer blankt at jeg var på grådens rand det meste af tiden. Fire og en halv måneds intensiv vandring havde bragt os mindre end to dage fra den Canadiske grænse, det hele var så fantastisk og pludselig var det hele kaos. Anders opdagede under den flammende himmel den aften ud af Stehekin at han havde glemt posen med sit pas og sin indrejsetilladelse til Canada. 45 kilometer syd, en hel dagsvandring i den forkerte retning. I Stehekin. Det var et hårdt slag, tilfældets klæbrige spytklat lige i ansigtet, verden der styrtede i grus. Anders insisterede på at jeg fortsatte med de andre og jeg skammer mig ikke over at indrømme at jeg var fristet. Det var ikke andet end at klappe ham på skulderen den kommende morgen og sige ’held og lykke’, for derefter at vende snuden nord og færdiggøre PCT to dage efter med de tre andre. Det var ikke andet end at efterlade en af sine bedste venner alene, i vildmarken tusinder af kilometer hjemmefra uden pas og uden vished om fremtiden. Det var ikke andet end at gøre det umulige og jeg hørte til min egen fortvivlede glæde mig selv nægte og fortælle ham at vi begyndte sammen og slutter sammen inden søvnen stjal min bevidsthed.
De første fem-ti kilometer var de sværeste. Vi var på stien klokken seks og vandrede den forkerte vej. Væk var al overblik, den perfekte afslutning. Vi vidste ikke engang om vi ville være i stand til at gennemføre, da vi ville blive nødt til at finde en ambassade hvis ikke vi fandt passet. Det var en grusom morgen. En smuk morgen, med en voldsomhed lånt fra aftenen forinden. I morgenmadspausen tvang vi begge os selv til at lave videodagbog – det er konflikterne og de hårde tider der fanger, kom nu vi skal lave en film! – og det hjalp mig faktisk. Om end en kameralinse ikke er den mest empatiske samtalepartner hjalp det at verbalisere mine frustrationer hvilket jeg ikke følte jeg kunne tillade mig over for Anders da han havde insisteret på at gå tilbage alene. Efter de første fem-ti kilometer bedøvede mit udmattede sind sig selv med mantraet: ”Burt & Ernie, please, Burt & Ernie, for h******, kom nu kom nu”. Burt & Ernie er navnene på to andre ’thru-hikere’ der forlod Stehekin en halv dag efter os og min psykiske stabilitet blev hurtigt hægtet på det spinkle håb og den klippefaste overbevisning at de helt sikkert havde fundet posen et eller andet sted i byen, havde åbnet den og genkendt Anders på pasbilledet og havde valgt at tage den med i tilfælde af at vi skulle vælge at gå tilbage i stedet for at blaffe. Jeg ved det, ikke de bedste odds på bookmakerens liste. De sidste fem-ti kilometer var bedøvede. Med blikket fast rette om det næste hjørne vandrede jeg med mit mantra skruet op på fuld volumen og ignorerede alt andet. Der var mit liv hvis de havde det og der var mit liv hvis de ikke havde det. Efter cirka femten kilometer skete det. Tyve meter fremme dukkede Burt & Ernie frem bag en hjørne og jeg råbte til dem for derefter at bogstavelig talt at kollapse på stien ved lyden af deres svar. De havde posen.
At vi kun skulle ’back tracke’ 15 kilometer betød at vi endnu kunne nå at afslutte på den planlagte dato. To lette vandredage i en stor munter gruppe var erstattet med to af turens hårdeste dage, men vi var overvældede af vores held og udsigten til stadig at kunne være færdige ’i morgen’ og fløj. Klokken tolv var vi, efter cirka 30 kilometer, tilbage ved den lejr hvor vi samme morgen havde taget en kort afsked med de andre. Da vi ved otte tiden slog lejr i mørket var det efter turens længste dag – 66 kilometer i hårdt bjergfyldt terræn. Vi var fuldstændig udmattede, men uendelig taknemmelige over vores held og lette om hjertet ved tanken om at kun 48 kilometers vandring lå mellem os og grænsen. Mañana.

Hvis du, som læser, synes at ovenstående var et lovlig stort spektakel over udsigten til to dages ekstra vandring – hvis du tænker: ”de har allerede gået i omegnen af 135 dage så to dage fra eller til..” – kan jeg kun sige, prøv et through-hike!

Den sidste dag var irriterende ordinær. Den gik temmelig hurtig selvom det var en relativt lang distance, men tiden fløj. Fra min bevidsthed rejste mod drømmeland aftenen forinden og hele dagen igennem forsøgte min logik forgæves at råbe resten af ’mig’ op; ”Hey, det er altså i dag vi er der, få nu for søren gang i sommerfuglene og uroen. Hvor er den sugende fornemmelse i maven, haaaaaaaaalo?!”. Naturligvis. Et så længe ventet og så værdiladet øjeblik, som det at nå den amerikansk/canadiske grænse efter års drømmerier, måneders vandring og endeløse timers spekulationer, kan ikke blive andet end et antiklimaks. Dagen var virkelig smuk, vandringen nem og inden vi vidste af det tumlede vi forvirrede og usikre ud på grænsen (grænsen mellem Washington og Canada er rent faktisk en fysisk størrelse: en cirka ti meter bred stribe af fældet skov, øst til vest). Til vores store glæde var hele vores slæng plus vores venner ’Ironman’ og ’Tall Trees’ endnu på grænsen og vi brugte et par timer på at fejre samt på at få lavet vores videoklip og de obligatoriske sejrsbilleder. Vi slog lejr på canadisk jord små 100 meter fra grænsen og lavede bål og snakkede til et godt stykke efter mørkets frembrud. Dagen efter ventede fjorten-femten kilometer ned til Manning Park Lodge og så kan jeg vist trygt og kronologisk vende tilbage til begyndelsen.

Hen på eftermiddagen den 15. september rullede bussen, gennem hvis ruder civilisationen havde overvældet og overmandet mig, ind på stationen på Main Street og ud kom Anders, Matthias, Wrongturn og jeg. Vi fandt vores hostel og gik ud og drak os fulde. En fjern og dog så velkendt beskæftigelse – vi var tilbage i byen og famlede søgende efter vores gamle vaner og mønstre. Og her i den velsignede og dekadente storby har vi resideret siden. En rejse er lakket mod enden, et eventyr klinger på sidste vers. Anders og jeg holder skansen her på Main Street, kun en enkel blok fra China Town og her vil vi langsomt og sikkert rehabilitere os selv til livet i en civiliseret verden. Fra min stol ved køkkenbordet, med rødvin i koppen og brød i posen under stolen, hører jeg pludselig stemmer snakke dansk og afbryder mine skriverier for at hilse på to danske jævnaldrende på vej ud for at købe øl. Jeg glæder mig til de kommer tilbage og betragter det som tilfældets hjælpende hånd. Danmark er nær og bliver præsenteret ét trin af gangen.

På mandag letter vi fra Vancouver International Airport med kurs mod Heathrow hvorfra nok et fly vil bringe os hjem. Hvad der venter hjemme er svært at vide. Jeg må i gang med jobansøgningerne (jeg modtager stadig gerne gode tips, søgefeltet er udvidet til Odense, Århus og Kbh!). Vi ved dog at vi skal i gang med at producere en film om turen i samarbejde med Odense Filmværksted og vi ved at vi skal i gang med at drikke flere øl. Desuden har vi haft snakket om at det kunne være interessant at lave foredrag om turen. Ikke på grund af den selveksponerende faktor, men fordi vi synes at det er en spændende historie og et stærkt budskab om at turde binde an med drømme der virker uopnåelige. Hvis nogen læser dette indlæg og er interesserede i et foredrag (enten med billeder eller i længere perspektiv med filmfremvisning) er I velkomne til at sende mig en mail på malabares91@gmail.com.

Som afslutning vil jeg sige tak til de der har ofret tid på at læse vores blog og sende os opmuntrende beskeder. De sidste 4½ måneder har været betydningsfulde for os og det glæder mig at der er andre der har fundet det interessant at følge vores færd.

Alt det bedste og på snarlig gensyn,
Asger


PS. Billeder fra det sidste stræk Sisters-Grænsen kan ses i Picasa-albummet til højre eller på dette link: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/PCTSistersGrNsen

Washington

Hej venner!

Nu er der pludselig ikke lang tid tilbage. Vi er i byen Skykomish, som vel nok bør betegnes som grænselandet mellem det centrale Washington og det nordlige Washington. Vi har gået 3900 kilometer over de sidste 4 måneder og nu mangler der kun 7 dages vandring. Det er en meget underlig følelse! På den ene side føler jeg en trøst i, at de hele snart er overstået.
Jeg glæder mig til at komme til Canada og jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til at begynde at gå i bomuldstøj igen, jeg glæder mig til at se mine venner, jeg glæder mig til at være fri for at bære på rygsækken, jeg glæder mig til ikke at være dækket af et lag af indtørret sved, solcreme, støv og snavs hele tiden og jeg glæder mig til at kunne vågne op om morgenen og vide, at i dag behøver jeg ikke gå 50 kilometer. Min krop er træt af at skulle levere en toppræstation hver dag på en elendig kost og mit sind er træt af den samme monotone bevægelse dag ud og dag ind.
Men hvor meget jeg end glæder mig til at få projektet overstået, begynder jeg også at mærke en vis nostalgisk følelse over for at det hele snart er slut. Selvom det kan virke surt en stor del af tiden, ved jeg også at jeg kommer til at savne mange aspekter af rejsen med det samme jeg kommer hjem. Det er jo, ved nærmere eftertanke, kun selve vandringen jeg er træt af. Jeg er træt af at gå. Jeg nyder stadig at være i naturen og at ligge foran lejrbålet om aftenen og læse. Vandringen begynder bare at blive en byrde efterhånden. Jeg ville allerhelst bare stoppe, når der kom en fed udsigt og så sætte mig ned og nyde den fuldt ud, men jeg føler bare ikke jeg har tid. Man skal jo nå de 50 kilometer, før man kan tillade sig at stoppe. Vi skal nå til Canada før det dårlige vejr sætter ind!

Da vi har været så hurtige gennem Californien og Oregon, er denne attitude dog lidt unødvendig. Vi har slet ikke travlt selvom vi somme tider føler at vi har. Vi har egentlig masser af tid til at komme til Canada. Vi skal bare være der før 1. oktober, som er den uofficielle deadline – det er typisk der vejret for alvor bliver slemt. Men når man først er blevet vant til et effektivitets-fokus, er det faktisk svært at sætte farten ned igen.
Vi er begyndt at tvinge os selv, til ind imellem kun at gå 40 kilometer per dag, hvor vi tidligere ville have gået gik 50. Det betyder, at vi somme tider kan slå lejr ved 16-tiden i stedet for 18-tiden. Vi har dermed flere timer til at slappe af i lejren om aftenen.

Nu har vi lavet en plan for resten af Washington og der regner vi faktisk med en kortere gennemsnitsdistance end normalt. Vi har booket vores fly hjem til den 19. september, hvilket betyder at vi kan holde en kortere gennemsnitsdistance end normalt og stadig have tid til en enkelt hviledag mere.

Da vi satte ud fra Cascade Locks ved grænsen mellem Oregon og Washington var det med en forventning og en forhåbning om koldere vejr, ingen myg og flotte landskaber overalt. Vi blev derfor skuffede, da de første dage i Washington bød på varmt fugtigt vejr, milliarder af myg og tæt skov uden udsigter. Størstedelen af hele Oregon havde foregået i skoven og vi var efterhånden på et stadie, hvor skoven nærmest virkede klaustrofobisk. Vi var trætte af ikke at kunne se andet end træer.
Efter 5 virkelig ensformige dage, med myg, varme og tæt skov, var humøret helt i bund. Det virkede helt uoverskueligt og vi begyndt at frygte for at Washington ville fortsætte på samme måde.
Det var derfor et vildt heldigt tidspunkt vi ankom til Goat Rocks Wilderness. Vi havde godt hørt, at det var et smukt stræk, men at det var så spektakulært, havde vi ikke forventet. Vi startede ud om morgenen i den samme tætte myggebefængte skov, som vi var gået i seng i, men kom i løbet af 5 miles op over trægrænsen. Det var køligt, vi havde de vildeste udsigter til alle sider og der var ingen myg. Det var bare helt fantastisk!
Der er et stræk i Goat Rocks der hedder The Knife’s Edge (=knivsæggen). Det er et af de mest ekstreme og mest smukke stræk jeg nogensinde har vandret. Stien var sprængt med dynamit ind i toppen af en stejl bjergkam. På begge sider af kammen gik det lodret ned. Til alle sider kunne man se store bjerge, vandfald og gletsjere. Og vi vandrede mod Washingtons mest berygtede bjerg – Mt. Rainier. Det var bare en fantastisk dag og det varslede en dramatisk ændring i terrænet for resten af turen. Vi fik ladt vores ellers flade mentale batterier op igen.

Siden den dag, har Washington været helt fantastisk. Det har budt på køligere vejr, færre myg og de vildeste udsigter på hele turen. Særligt Alpine Lakes Wilderness har været helt fantastisk.

Det var også i Washington, at vi så vores første bjørn. Det var slet ikke så dramatisk, som jeg havde forestillet mig det første bjørnemøde ville være og det var egentlig et forholdsvis lille dyr, selvom det åbenbart var en forholdsvis stor bjørn. Vi kom gående ud af stien, da vi hørte nogle mennesker råbe. Jeg hørte ikke hvad de råbte først, men da de bagefter råbte: ”Hey gentlemen. There is a bear coming towards you”, vidste jeg hvad råbene gik ud på. Vi så kun bjørnen meget kort. Den løb over stien 20 meter foran os og videre op ad bakken. Den var tydeligvis bange for os og skulle bare væk hurtigst muligt. Vi var desværre ikke hurtige nok med kameraet, så vi fik ikke nogle billeder af dyret, men det var en vildt fed oplevelse. Jeg er glad for at vi nåede at se en bjørn på denne tur.

I morgen sætter vi af sted mod Glacier Peaks Wilderness, som umiddelbart virker som den sidste udfordring før vi kan betragte os selv som home free. Vi har aftalt med nogle andre vandrere, at forme en gruppe på dette stræk. Det er rart at have sikkerheden i gruppen, når vandringen bliver besværlig.

Kun 7 dage tilbage. Nu er vi der næsten!

Hav det godt til vi ses igen omkring d. 20. september.

Mvh. Redneck og Shortcut

//Anders.