The High Sierras

Sne overalt, vanvittige flodkrydsninger, klippeklatring, isklatring, konstant vaade foedder, foelelsen af at vaere faret vild hele tiden, postholing, tynd luft, isolation, ekstrem udmattelse, hjemve og fysiske skader.
De sidste par uger, har virkelig sparket roev paa os!

Det hele startede ved Kennedy Meadows - gateway'en til the High Sierras. The High Sierras er den absolut stoerste bjergkaede paa hele ruten og er uden tvivl en PCT-vandrers stoerste udfordring. Det er det laengste vej-loese straek paa hele ruten med over 300 kilometer uden at krydse saa meget som en grusvej. Man kommer op i 4000 meters hoejde, hvor luften er tynd og hvor der ligger sne naesten aaret rundt. Den hurtige snesmeltning goer floderne ekstremt farlige at krydse - de er dybe, rivende og iskolde.
Paa et normalt sne-aar anbefales det at forlade Kennedy Meadows den 15. juni. Det er nemlig den dato hvor nok af sneen vil vaere smeltet, til at man kan faerdes sikkert i bjergene. I aar er et rekord stort sne-aar. I hele PCT's historie, har der aldrig ligget saa meget sne saa sent paa aaret som der goer nu.
Vi forlod Kennedy Meadows i begyndelsen af juni. Vi var alt for tidligt ude i et aar med alt for meget sne. Vi vidste, at det ville blive et eventyr. Dog matte vi indse, at vi undervurderede forholdene en smule.

Kennedy Meadows til Independence
Vi ankom til Kennedy Meadows tidligt om morgenen den 6. juni efter 6 dages fantastisk vandring fra Mojave. Vi moedte mange af de vandrere vi ikke havde set i en del tid. Vi ankom lige i tide til morgenmaden, som trail angelen Tom stod for. Tom havde lavet en kaempe campingplads lidt vaek fra Kennedy Meadows, hvor alle vandrere kunne bo og spise gratis. De fleste andre tog en hviledag dagen efter, men Asger og jeg valgte at fortsaette samme aften. Vores naeste maal - byen Lone Pine - var blot 2 dage laengere fremme paa ruten.
Vandringen ud fra Kennedy Meadows var lidt haard. Vores rygsaekke var paa grund af det nyligt hentede udstyr (isoekse, klatrejern, bear-canister og varmere toej) vildt tunge og vi selv foelte os ret tunge paa grund af al den junk food vi naaede at spise under vores korte ophold i Kennedy Meadows. Vi gik cirka 12 kilometer op ad bakke hen til det mest perfekte lille campsite ved siden af Crag Creek, med flade teltpladser, masser af naturligt braende og en perfekt lille baalplads.

Dagen efter satte vi for alvor kursen mod de store bjerge og efter nogle faa timers vandring, var vi for foerste gang paa PCT over 10.000 fods (3000 meter) hoejde. Det var tydeligt at maerke, at luften var tyndere og der begyndte ogsaa saa smaat at ligge sne hist og her. Vandringen lignede dog mest af alt noget vi havde vaeret igennem allerede. Vi naaede 40 kilometer den dag og kom dermed ret taet paa stedet hvor der gik en side-trail ned til byen Lone Pine. Vores foerste moede med the High Sierra's var dermed trods meget op- og nedstigning meget mildt og vi blev ret staerke i vores overbevisning om, at vi godt kunne fortsaette med at vandre 32 kilometer (vores normale gennemsnit) om dagen paa det naeste straek. Det skulle dog vise sig at vaere en grov misforstaaelse.

Vi gik ned fra Trail Pass mod vejen hvorfra vi skulle hitchhike ned til Lone Pine. Vi havde lige faaet nyheden om at vejen netop var aabnet dagen foer vi ankom, saa vi var lidt i tvivl om hvor let det ville blive at finde et lift. Vi kom ned til vejen, hvorfra der stadig var over 30 kilometer ned ad et kaempe bjerg til Lone Pine. Vi ventede en halv time uden at se en eneste bil, foer vi begyndte at gaa. Planen var at finde et sted med mobilsignal, saa vi paa den maade kunne arrangere en afhentning. Vi fandt et sted 5 kilometer nede ad vejen, paa en lille bakketop hvor mobilen virkede. Det lykkedes dog ikke rigtig at komme igennem til nogen, saa vi begyndte at forberede os paa en rigtig traels gaatur ned ad vejen. Vi blev siddende 5 minutter og skulle lige til at rejse os og begynde at gaa, da vi hoerte en bil komme mod os - i den rigtige retning endda! Vi floej begge to op, stak tomlen i vejret og haabede at den gamle roede pick-up der kom mod os ville samle os op. Vi havde heldet med os og sad nu i en bil paa vej mod byen. Gutten der samlede os op, var en rigtig cowboy ved navn Max. Han boede paa en ranch oppe i bjergene, hvor han arbejdede med heste. Han var paa vej ned til byen, fordi han mere eller mindre havde kommet til at save sin ene finger af. Han skulle simpelthen ned til laegen for at hoere om han kunne faa lov til at beholde sin finger. Der var dog ikke rigtig nogen bekymring at spore i ham. "I've got 9 other perfectly fine fingers, so it doesn't matter that much", var hans kommentar, da jeg sagde at han tog det ret paent. Han havde endda tid til at saette os af ved det rigtige hotel foer han koerte videre mod hospitalet.
Vi tjekkede ind paa Whitney Hostel, kiggede paa vores kort og planlagde det naeste straek. Vi regnede med 8 dages mad paa straekket fra Lone Pine til Vermillion Valley Resort. 7 store bjergpas og en tur til USA's hoejeste bjerg Mt. Whitney. En gennemsnitsdistance paa lidt over 24 kilometer per dag. Vi taenkte at det let kunne goeres og saa endda frem til at have nogle dage, hvor vi ikke behoevede gaa saa langt som vi plejer. Mere tid til pauser og mere tid i lejren.

Vi fik et lift tilbage til Trail Pass og PCT af en af ejerne af Delacour Ranch, der var saa opsat paa at hjaelpe os vandrere i vores faerd, at hun naegtede at tage imod penge for det naesten 40 kilometer lange lift. Tilbage i vildmarken, med fyldte rygsaekke, fyldte maver og et nervoest sind. Vi vidste ikke rigtig hvad der ventede os de naeste par dage. Vi vidste bare, at det ville blive udfordrende.

Vi stod op kl. 4.30 for at kunne naa flest muligt miles mens at sneen stadigvaek var haard efter nattefrosten. Maalet var at gaa 36 kilometer hen til Crabtree Meadow, hvorfra detour'en op til Mt. Whitney begyndte. Vi havde nemlig planer om at bestige Mt. Whitney d. 11. juni - Asger's fars foedselsdag. Det var Asger's far der plantede interessen for friluftsliv i Asger, saa det betoed meget for ham.
De 36 kilometer viste sig dog at vaere en noget stoerre udfordring, end vi havde forventet. Efter 6 kilometer krydsede vi Cottonwood Pass og derfra foregik det i sne resten af vejen. Vi saa ikke stien en eneste gang igen den dag. Noget af en omvaeltning efter den tydelige sti vi havde vaeret vant til. Navigationen blev svaerere og vandringen gik langsommere. Man brugte lige saa meget energi paa at gaa 2 kilometer, som man normalt brugte paa at gaa 10 kilometer. Eller saadan foeltes det i hvert fald. Paa et tidspunkt tog vi endda en forkert vej ned ad en bjergside. Det resulterede i, at vi endte paa en utroligt stejl, tilsneet bjergside med en naesten lodret klippevaeg foran os. Der var ingen mulighed for at komme udenom, saa vi maatte forsoege at komme tilbage. Sneen var dog saa raadden at vi faldt i til knaene ved hvert skridt og de store sten, der laa overalt, gjorde det naesten umuligt at komme tilbage. Vi faldt begge et par gange, hvor vi maatte stoppe faldet vha. vores vandrestave. Det var med adrenalin i blodet at vi kom tilbage til stien.
Vi var saaledes to meget opbrugte drenge da vi ankom til Crabtree Meadow kl. 19.30 efter 15 timer paa farten. Vi slog teltet op paa det eneste sted med bar jord og kollapsede i varmen fra vores soveposer. Det var uden tvivl det mest udmattede jeg har vaeret i hele mit liv.
Det var dog med med hoeje forventninger til dagen i morgen og toppen af Mt. Whitney at vi rejste af sted til droemmeland.

Morgenen efter kunne ikke have startet meget daarligere. Vi havde sat uret til kl. 4, da vi gerne ville starte vandringen med haard sne. Vi matte dog indse, efter at have pakket vores dagsrygsaekke, at det var for tidligt at begynde. Det var helt kulsort udenfor stadigvaek og pandelamperne hjalp ikke meget med navigationen. Vi taendte GPS'en, der dog, af egen fri vilje, havde valgt at slette vores kortmateriale, samt draene vores ellers fuldt opladte batterier. Vi lagde os i teltet igen og ventede paa at det blev lysere. Efter 40 minutters venten kunne vi endelig begynde. Idet jeg tog rygsaekken ud, ramte isoeksen mod teltdugen og lavede en stor flaenge i teltet. Surt show, men vi satte af sted mod Whitney.
Vandringen startede med 3 iskolde flodkrydsninger, der fik os til at tro, at vi ville miste vores foedder. Efter en times vandring gik den ene af Asgers vandrestave i stykker - spidsen roeg af. Vi var dog fast besluttede paa ikke at lade noget af det gaa os paa, saa vi fortsatte mod toppen. Navigationen var svaer og vi saa ikke noget til stien.
Efter 3 timers vandring moedte vi Adam & Elinor, der havde gaaet i en 10-mand stor gruppe mod toppen og de havde i faellesskab besluttet at vende om. Det havde simpelthen vaeret for farligt. Stien var helt iset til og naar sneen senere blev bloedere, ville nedstigningen have vaeret livsfarlig. Der var endda personer i gruppen med bjergbestigererfaring, der ogsaa mente det ville vaere for farligt.
Beslutningen tog lidt sig selv. Vi skulle selvfoelgelig ikke risikere noget, saa vi vendte om.
Kombinationen af udmattelsen efter den haarde dag dagen foer, alt det oedelagte udstyr og skuffelsen over ikke at kunne naa toppen knaekkede os fuldstaendig. Vi tog tre kvarters pause, hvor vi ikke rigtig sagde noget. Det var saerligt haardt for Asger, for hvem det betoed rigtig meget at staa paa toppen af USA paa sin fars foedselsdag.
Vi gik de bedroevende 6 kilometer tilbage til teltet, pakkede basecamp'en sammen og fortsatte ad PCT.
Vi gik 9 forfaerdelige miles til Tyandall Creek, hvor vi faldt om i teltet. Stemningen var ikke vildt god den aften og fremtiden virkede fuldstaendig uoverskuelig.
Foran os ventede Forrester Pass. Det hoejeste punkt paa selve PCT. Vi havde hoert fra en fyr der allerede havde gaaet dette straek i aar, at Mt. Whitney skulle vaere nemt og Forrester Pass skulle vaere virkelig svaert. Eftersom Mt. Whitney havde vaeret for svaert for os, var vi utroligt nervoese da vi gik i seng den aften.

Morgenen efter var virkelig smuk. Helt vindstille, blaa himmel og nattefrosten havde efterladt sneen helt haard og perfekt at gaa paa. Vi kom hurtigt derudad og efter en halv time rendte vi ind i den gruppe, der havde vendt om paa vej mod Whitney dagen foer. De havde aabenbart slaaet lejr cirka en mile laengere ude af ruten end os.
Vi havde ingen ide om hvem gruppen bestod af, saa det var til stor glaede at vi opdagede, at mange af vores gode venner var i gruppen. Det var ogsaa en enorm tryghed, at vide, at vi ikke var helt alene, naar vi skulle bestige Forrester Pass.
Vi fortsatte med den trygge fornemmelse af, at de andre var lige bag os.
Vi kom til det sidste stejle straek lige inden toppen. 300 meter naesten lodret op. Foran os var Tall Tree (Eddie) godt i gang med at hugge trin til at staa i med sin isoekse. Det var et skraemmende syn, at staa ved foden at isvaeggen. Vi tog isoeksen frem og gik i gang med klatringen. Den naeste halve time, var muligvis den mest intense oplevelse i hele mit liv. Foelelsen af, at hver eneste bevaegelse var afgoerende. Der var ingen plads til fejltagelser. Det gjaldt virkelig om, at stole paa sin krop.
Det var en helt ny form for bevaegelse for os begge. Rutinen gik paa at hugge to trin ind i isen med isoeksen, faeste isoeksen laengere opppe, traede op i trinene og saa gentage rutinen. Det gik langsomt, men sikkert, opad. Da vi endelig kom op paa de snefrie stykker hoejere oppe rystede kroppen stadig af spaending.
Hvor uhyggeligt det end var, var det samtidig en vildt fed oplevelse. Den haarde klatring gjorde hele gevinsten endnu stoerre. Landskabet blev endnu smukkere og en foelelse af ren ekstase rullede ind over os. At naa toppen, var uden tvivl et af de stoerste oejeblikke i mit liv.
Jeg maa sige, at skuffelsen fra Mt. Whitney dagen foer blev vasker fuldstaendig vaek.

Resten af dagen fulgtes vi med gruppen. Vi snakkede med nogle af de der tidligere havde gaaet ruten om vores plan med at naa Vermillion Valley Resort paa 5 dage. "No way. That is just not possible", var svaret. Vores eneste mulighed var altsaa, at lave en flugtplan ned til Independence, for at koebe noget mere mad. Heldigvis skulle hele den store gruppe ogsaa derned, saa vi haegtede os bare paa dem.
Vi gik den 15 kilometer lange omvej ned til vejen, fik et lift bag i en pick-up truck og pludselig befandt vi os i byen igen. Samme aften holdt vi en stor Barbeque paa terassen af Courthouse Motel sammen med de andre vandrere og drak en masse oel.
Vi besluttede at team'e op med oestrigeren Matthias, som vi tidligere har vandret med og amerikaneren Hercules (han havde graeske roedder) fra Minnesota. The European Coalition blev vores team-navn - totalt kliche!

Independence - Vermillion Vallley Resort
Det var mit livs sjoveste hitchhike at komme fra Independence ud til ruten igen. Vi sad fire usoignerede skaeggede maend, med store rygsaekke med isoekser og klatrejern spaendt udenpaa, paa en totalt oede vej og proevede paa at faa et lift 20 miles op til enden af en blind vej. Det loed som et umuligt projekt. De faa biler der kom forbi gav os virkelig nogle underlige ansigter. En tjekkisk dame gav os alle en stor specialoel hver og undskyldte, at hun ikke havde plads nok i bilen. To andre stoppede og beklagede, at de ikke havde plads nok. Endelig, efter to timers blafning, stoppede et soeskende-par, med en stor station-wagon, hvor vi lige akkurat kunne klemmes ind.
Vi blev koert hele vejen derop, drak vores halve liter oel og begyndte, smaafulde (man kommer hurtigt "ud af form"), at gaa tilbage mod PCT. Vi kom 3 miles op ad bjerget, foer vi slog lejr ved en stor soe. Det foeltes godt, at vaere i en gruppe. Nu kunne eventyret bare komme an.

Vores gruppesammensaetning viste sig at fungere rigtig godt. Vi var alle lige staerke, saa der gik ikke for lang tid med at vente paa hinanden og vores prioriteringer var rimelig ens. Det var super fedt, at vandre sammen med nogle andre. Det gav en tryghedsfoelelse, der gjorde, at man ikke havde en konstant foelelse af at vaere faret vild. Vi kunne skiftes til at staa for navigationen og vi kunne skiftes til at gaa forrest og traede fodspor i sneen. Samarbejdet fungerede skide godt og det blev i det hele taget meget nemmere at nyde vandringen igen.

Vi kom ind i en rutine med at bestige et stort bjergpas om dagen og vi tilbagelagde i det hele taget nogle gode distancer. Landskabet var dog stadig utroligt ugaestfrit og vandringen stadig utroligt haard. Somme tider, gik vi virkelig og bandede over al den sne.

Et af de steder, hvor det virkelig viste sig en fordel at gaa i en gruppe, var ved flodkrydsningerne. Hercules var en utroligt erfaren mand udi friluftsliv. Han havde foretaget adskillige kanoekspeditioner i USA og Canada. Han var vildt dygtig med kort og kompas og han havde en enormt stor viden om hvordan man burde krydse floder. Det var altid Hercules der gik foerst ud i floden, for at teste vanddybden og stroemstyrken for os andre. Han gjorde et rigtig heroisk arbejde for at faa os alle igennem.
Saerligt ved Evolution Creek vaerdsatte vi hans indsats. Floden var maaske 50 meter bred og navledyb. Vandet var iskoldt og hvis man saa floden ethvert andet sted end der hvor vi besluttede at krydse, var den et sandt monster.
Hercules gik dog foerst over og viste os hvordan det skulle goeres. Vi fulgte efter og kom alle uskadte, men vildt kolde, over paa den anden side.
Asger og jeg har snakket om, at hvis vi havde vaeret alene, havde vi sandsynligvis ikke turdet gaa ud i floden i foerste omgang. Vi havde nok endt med at vende om.
En stor tak skal lyde til Hercules!

En morgen, to dage foer Vermillion Valley Resort, vaagnede jeg og havde ondt i anklen. Jeg havde ingen ide om hvad der kunne have vaeret sket, men den var haevet til naesten dobbelt stoerrelse og jeg kunne naesten ikke gaa paa den. Foelelsen mindede om en braekket knogle, men jeg var samtidig ret sikker paa at der ikke var noget der var braekket. Jeg havde dog ingen anden mulighed end at presse paa. Ignorere smerten og proeve at komme til V.V.R. Det var 2 utroligt haarde dage for mig. Ikke alene var vandringen haard. Jeg var ogsaa i konstant smerte.

Vi ankom til V.V.R. og tog en hviledag i haabet om at det ville vaere bedre dagen efter. Det var et virkelig saerligt sted. Det var utroligt hiker-venligt, men samtidig noget af et cirkus. De havde lige aabnet stedet efter vinteren, saa der var ikke rigtig styr paa noget. Butikken var naesten toemt for alt spiseligt. Der var dog dog stadig Snickers-barer, cola og oel, saa vi klarede os. Vi hang ud paa deres terasse hele dagen.
Da en af de ansatte, Natalie, med interesse for alternativ medicin og urter, saa min ankel sagde hun: "Stay right there. I'm just gonnna go get something for your foot." Kort efter kom hun tilbage med sin pose med en masse forskellie urter, redskaber og medikamenter i. Hun knuste noget kamferine og blandede det op med sprit. Resultatet puttede hun saa paa et stykke afklippet t-shirt, som hun bandt rundt om min fod og som jeg saa skulle have siddende paa foden resten af dagen. Det var svaert at holde masken, mens alle de andre gutter sad og grinede af behandlingen. Da Hercules spurgte hende: "Will he get high?", svarede hun: "If you know how to use the herbs, they can definitely get you high."
Jeg blev ikke hoej af det og min fod saa heller ikke en skid bedre ud dagen efter, saa vi snakkede med dem paa resortet og proevede at faa arrangeret et lift ud til en laege. Vi fik at vide, at den naermeste laege var i Fresno - fire timers koersel vaek - og det ville koste 500 kroner at kommer derud. Vi bed i det sure aeble og sagde ja tak til tilbuddet. De lovede os, at de kunne faa os derud morgenen efter, saa vi tog en hviledag til og ventede.
Da vi spurgte ind til liftet morgenen efter, fik vi et lidt traels svar. De kunne ikke faa os ud til Fresno foer dagen efter om aftenen og der var det ikke engang sikkert. Vi havde allerede brugt for mange penge paa stedet, vi var lidt traette af det cirkus det var og vi var utaalmodige efter at finde ud af hvad der var galt med foden, saa vi besluttede, at presse den to vandredage mere og saa gaa til byen Mammoth Lakes laengere fremme paa ruten.

Vi vandrede ud sammen med den samme store gruppe, som vi gik med omkring Forrester Pass. Det viste sig at blive en lidt dramatisk straekning. En dame ved navn Sue vaeltede i krydsningen af Mono Creek. Det var ikke en saerlig svaer krydsning, men hun var lidt bange for vand og panikkede derfor midt i krydsningen. Hun blev fanget i nogle grene og styrken fra vandet pressede hendes hovede under. Der var ikke rigtig noget hun selv kunne goere. Det kraevede 5 staerke maend at traekke hende op af vandet og hun var totalt i chok bagefter. Det kunne have gaaet meget galt, hvis hun ikke havde vandret i en stor gruppe.
Senere samme dag, da vi tog frokostpause, gik det op for os, at en af de staerkeste vandrere i gruppen FlyBy ikke var med os laengere. Vi havde ikke set ham i nogle timer. Liam og The Wiz besluttede at vandre tilbage, for at finde ud af hvad der var blevet af ham. De havde aabenbart fundet ham siddende under et trae, helt afkraeftet. Han havde faaet madforgiftning efter V.V.R. og var blevet noedt til at stoppe op.

Nu er vi dog alle sammen i Mammoth Lakes og i sikkerhed igen. Fra nu af bliver terraenet lettere. Bjergene bliver mindre og der kommer til at vaere mindre sne. Saa fra nu af bliver det forhaabentligt lidt mindre dramatisk.

Jeg har lige vaeret paa hospitalet med min ankel. Laegen sagde, at jeg havde vredet om paa den, slaaet den og generelt bare mishandlet den, men at der ikke er noget der er braekket og at jeg sagtens kan gaa paa den, hvis jeg kan holde til smerten.

Vi har taget to hviledage og i morgen vandrer vi ud paa ruten igen. Naeste stop er Tuoloumne Meadows, hvor mine foraeldre henter os og koerer os til South Lake Tahoe. Der tager vi nogle dage vaek fra trail-livet og nyder civilisationen, inden vi for alvor saetter kursen mod Canada igen.
Vi er ved at vaere ret traette af sne nu, saa vi glaeder os til at komme til noget lidt nemmere terraen igen.

Det blev et ret langt indlaeg, men der var ogsaa meget at fortaelle.

Hav det rigtig godt allesammen.

Mvh. Asger og Anders.

//Anders

Rejsen mod hoejderne

Nyt fra civilisationens sidste bastion..

Vi er nu officielt i Sierra Nevada! Lige nu er vi godt nok i en oerkenby der hedder Lone Pine, men det er kun for at koebe forsyninger.
Vi forlod Mojave den 1. juni og jeg blev heldigvis rask i loebet af de foerste dage, sandsynligvis takket vaere den antibiotika-kur som jeg begyndte paa. Straekket har vaeret det laengste uden forsyninger indtil nu og det gik glimrende. Det var meget smukt og vi har nu endegyldigt forladt oerkenen (bortset fra Lone Pine, der ikke ligger paa ruten). Vi ankom til Kennedy Meadows den 6. juni – efter tre dage i traek med smaa halvtreds kilometer. Kennedy Meadows er et lille samfund (med cirka 30 helaarsbeboere) der ligger i en dal to timers koersel fra naermeste civilisation og udgoer for PCT-vandrere porten til Sierra Nevada. Der er en lille all round-kiosk der, ud over den basale kioskfunktion, agerede posthus og arrangerede faellesspisning og saa er der Tom, der er en lokal ’trail angel’ der giver morgenmad, internetadgang, overnatningsmuligheder og et sted at haenge ud. Og det er det. Mange vandrere haenger ud der i mange dage – nogen for at afvente bedre forhold i bjergene og nogen fordi de ikke kan tage sig sammen til at komme videre – og vi fandt ogsaa de fleste af vores vandrevenner samlet der. Vi havde nu ingen intentioner om at sumpe, saa vi forlod stedet samme aften efter, med manisk entusiasme, at have fyldt kalorier i kroppen og efter at have hentet vores kasser med vinterudstyr (skiunderbukser, cramp-ons, isoekser og fiberjakker), bjoernebokse til vores mad og nye sko til os begge.

Som sagt er Kennedy Meadows et meget specielt sted – baade symbolsk og praktisk markerer det et nyt kapitel. Hidtil har oerkenen vaeret dominerende og har haft sat toerke, toerst, slanger og kaktus paa dagsordende. Stien har vaeret relativt nem at foelge og vi har sjaeldent haft laengere end fire dage mellem civilisation. Det har vaeret smukt, barskt, inspirerende og udfordrende. Efter Kennedy Meadows venter omtrent 650 kilometer med nye betingelser. Det 650 kilometer lange straek fra Kennedy Meadows til South Lake Tahoe – Sierra Nevada bjergene – er muligvis det mest kendte paa hele Pacific Crest Trail og er baade frygtet og lovprist. Alt bliver stoerre og mere ekstremt: bjergene bliver hoejere, distancerne bliver haardere, der kommer langt mere sne, temperaturen bliver lavere, der bliver laengere mellem civilisationen og bjoerne bliver pludselig en meget reel medspiller. Vi kommer til at nedjustere de daglige distancer fra omkring 40-50 kilometer til maksimalt 25-30 kilometer og vi skal regne med at skulle forholde os til sult i hoejere grad som resultat af hoejderne og de lavere temperaturer. Sierra Nevada regnes af mange som den smukkeste og mest fantastiske del af hele ruten og skulle vaere alle strabadserne vaerd. De foerste 73 kilometer af dette straek har vi nu bag os – de har vaeret en meget mild forsmag paa hvad der er i vente: lidt mere opstigning, en del mere sne end vi tidligere har set og en del mere spektakulaere udsigter end vi hidtil har vaeret udsat for. Naar vi i morgenaften saetter ud fra Lone Pine er det med udsigten til kaempe bjergpas og op til otte dages vandring til naeste antydning af civilisation, nemlig Vamilion Valley Resort (VVR) hvor der – i bedste fald – er en lille kiosk og en pakke med mad som vi har sendt derop.
Sierra Nevada har faaet op til 200 % mere sne end normalt – det hoejeste sneniveau i halvtreds aar! – og vi er meget spaendte paa hvad der venter os. Den kommende sektion er faktisk saa oede at vi paa et tidspunkt kommet til at gaa et over 200 kilometer uden af stoede paa en eneste vej og at vi ikke regner med at kunne opdatere bloggen igen foer vi rammer South Lake Tahoe en gang i begyndelsen af juli.
Vi er utroligt spaendte og glaeder os virkelig til at komme i gang – til at laere Sierra Nevadas spilleregler og til at bevidne dets mirakler.
Foer vi begynder at arbejde os mod VVR hedder den foerste udfordring dog Mt. Whitney. Mt. Witney er USA’s hoejeste bjerg uden for Alaska og ligger ikke paa selve ruten om end taet paa. Vi har lagt en ekstra dag ind i skemaet for at kunne bestige det, saafremt vejret arter sig. Efter al sandsynlighed vil vi staa paa toppen af USA den 11. juni. Dette betyder meget for mig, da det er min fars foedselsdag og da det var min far der vakte min interesse for naturen og for friluftsliv.

En forhold der har vaeret meget markant har vaeret hvor svaert sneen goer det at foelge stien. Ofte bliver man simpelthen noedt til at glemme stien og saa pejle sig frem saa godt man kan indtil man finder den igen. Derved bliver navigation pludselig et noeglebegreb og vi maa sande at det kortmateriale vi har koebt er for overfladisk. Flere gange har det vaeret decideret misvisende og i regelen er det for stort et maalstok til at man virkelig kan bruge det til andet end overordnet retningsbestemmelse. Heldigvis har vi Aagaards GPS med og den har vaeret helt uvurderlig siden Kennedy Meadows. Det er en stor tryghed at have den med os naar vi begiver os ud i den sande vildmark.
Siden vi forlod den mexicanske graense den 27. april har vi overhalet mange folk og nu er der sandsynligvis kun cirka 30 vandrere foran os. Dog er det stadig en del og der er som foelge deraf ofte fodspor i sneen de steder hvor stien forsvinder. Dette saetter én i en vanskelig situation: skal man vaelge at tro at fodsporene er sat af folk der har vidst hvad de havde gang i eller er man i virkeligheden i stand til at vaelge en mere henisgtsmaessig rute selv? Altsaa, helt basalt spoergsmaalet om hvorvidt man skal foelge andre eller gaa sine egne veje. Indtil videre har vores erfaring vaeret utrolig forudsigelig. Nemlig at man ofte kan bruge disse fodspor vejledende, men at det sjaeldent er en god idé at stole ukritisk paa dem. Lidt mere generelt ender jeg altsaa med at konkludere at det er godt at drage nytte af andres erfaringer, men at man altid bliver noedt til at vaere kritisk og gaa sine egne veje. Den konklusion har jeg vaeret ret irriteret over da den er en uoriginal kliché. Det er dog ikke desto mindre den mest konstruktive konklusion og jeg maa nok affinde mig med det og troeste mig ved tanken om at klicheer foedes af at mange mennesker naar den samme slutning.

Det kan maaske forekomme lidt besynderligt at jeg har gaaet rundt og taenkt saa meget over den konkrete saavel som den overfoerte betydning af nogle fodspor i noget sne, men lad mig betro dig, kaere laeser, en ting. Naar man bruger stort set al sin vaagne tid paa at gaa (en handling der ikke kraever saerlig megen bevidsthed) har man ret meget tid til at taenke. Og naar man goer det hver dag i over en maaned kan man godt nogle gange komme lidt i underskud af ’fornuftige’ ting at taenke paa. Med andre ord har man saa meget tid at taenke i at man virkelig taenker tankerne ud og at en tanke virkelig skal vaere uinteressant foer man lader den falde. Man kunne maaske snildt forestille sig at den megen tid og det smukke natur ville generere dybe tanker og store erkendelser, men til min stadig voksende fortrydelse udebliver disse og jeg griber i stedet mig selv i at blive opslugt af ligegyldige eller decideret destruktive grublerier. Saaledes kan jeg til tider bruge halve og hele dage paa at opbygge skarpe og meningsfyldte argumenter til en diskussion jeg aldrig kommer til at have, paa at overveje paa hvilke noble forehavender jeg ville bruge mine penge hvis jeg vandt 5 millioner i lotto (jeg spiller ikke lotto, men har besluttet mig for at begynde naar jeg kommer hjem), paa nostalgiske droemmerier om den naere og fjerne fortid og saa videre. En klassiker, der isaer kommer paa dage med mentalt underskud, er ”hvad-nu-hvis” forestillinger omkring ulykker og doedsfald derhjemme. Naar man er saa utroligt langt hjemmefra og er uden for kommunikativ raekkevidde det meste af tiden sker det for mig at jeg bliver helt opslugt af frygten for at der sker noget slemt meed ens venner og familie og at man ikke faar det at vide foer lang tid efter. Jeg er heldigvis blevet bedre til at ryste den slags af mig som det irrationelle selvpineri det er og ofte er det ogsaa behagelige tanker der hersker. Jeg brugte fx det meste af en dag paa at forestille mig hvem jeg aller helst ville flytte sammen med naar jeg kommer hjem og derefter paa at gaa og forestille mig hvor fantastisk det vil blive. Ubrugeligt og lidt fjollet, men ret underholdende. Naa, men de store tanker kommer maaske paa et tidspunkt.

Efter smaa to dage i Sierra Nevada forlod vi i morges PCT for at gaa ned til en vej hvorfra planen var at blaffe ind til Lone Pine. Vi fandt vejen ret let, men fandt den desvaerre ogsaa fuldstaendigt forladt. Den var foerst blevet aabnet dagen forinden og der var tilsyneladende ingen der synes at det skulle fejres med en koeretur. Vores eneste mulighed var at begynde at gaa i retningen mod Lone Pine og haabe paa at det paa et tidspunkt ville komme nogen forbi – ellers ville det vaere en 35 kilometer gaatur i en retning der ikke tog os mod Canada. Vi begyndte at gaa og var ved godt mod. Efter en times tid satte vi os ned paa en bakketop for at tage en lille pause og efter ti minutter kom der mod al sandsynlighed en stor pick up-truck i den rigtige retning. Manden bag rettet hed Max og var en vaske aegte cowboy der var paa vej til Lone Pine for at faa tilset sin venstre pegefinger der var savet halvt af. Heldigvis synes han at det var en god idé at samle os op og saaledes ankom vi helt smertefrit til vores destination og kunne – efter at have tjekket ind paa Mt. Whitney Hostel – koncentrere os om det der altid optager en langdistancevandre naar han ankommer til civilisation: mad!
Hvad angaar mad er vi ofte i et dilemma. Baade Aagaard og jeg har et oenske om at spise sundt og vaere gode mod kroppen, men efter mange dage paa farten med underskud paa kaloriebalancen ender man altid med alt det tunge og skumle junk. Det er faktisk én af mine stoerre problemer med den tur her. Det foeles forkert at byde sin krop paa det som man goer, men under de omstaendigheder man saetter sig selv under er det det eneste ’ansvarlige’ at goere da man ellers ikke faar nok energi. Faktisk har jeg allerede maerket dette i form af muskeltab. Baade mine laar, laegge, skuldre og arme er blevet vaesentlig tyndere i loebet af den foerste del af turen, sandsynligvis som en kombination af anderledes belastning, for lidt protein og for faa kalorier ( kroppen braender muskler for at faa energi naar man ikke indtager nok kalorier). Som det er nu bliver jeg noedt til at acceptere forholdene og fortsaette med den kost der muliggoer turen, men hvor jeg dog glaeder mig til at kunne aendre kostvanerne naar jeg engang kommer hjem til Danmark!

Naa, jeg vil slutte dette indlaeg, mens jeg skiftevis spiser salat og chokoladekiks, og oenske alle derhjemme en behagelig sommer! Selvom vi er paa vej mod mindre civilisation kan jeg anbefale at kigge forbi bloggen her regelmaessigt, da man aldrig kan vide hvornaar vi faar tid til at smide en hilsen og nogle billeder op.

Alt det bedste fra Asger og Anders
// Asger

PS. Paa forhaand tillykke til alle de kommende studenter, godt klaret!