Rejsen mod Canada / Tankerne der gik i ring

NYE BILLEDER!! Tjek dem!

"Ude af sneen, endelig fri!"
kunne man snildt forestille sig at høre Anders eller jeg råbe på et vilkårligt tidspunkt i den periode der er gået siden sidste indlæg. Det er nemlig nok en af de største ting der er at berette: vi ser endelig ud til at være sluppet fri af sneens grumme greb. Vi forlod Sierra City med høje forhåbninger der efter en 20-30 kilometer blev slået til jorden af måske ti kilometer med vanskelig navigation i masser af sne - altså den gamle mølle om igen. Men det var det. På de ca. to uger der er gået siden vi forlod Sierra City har vi bevæget os på en velmarkeret sti med kun meget få stræk med lidt snedynger her og der. Og det har været tiltrængt.

Dagen før vi ankom til Sierra City havde jeg mine første og - so far - eneste seriøse overvejelser om at give op. Jeg var træt. Jeg var frustreret. Jeg var led og ked af at bruge al min tid alle dage på et element jeg ikke på nogen måde var hjemme i. Følelsen af at være hjælpeløs, af at se en skrænt og vide at, lige gyldigt hvor hårdt man prøver, vil man ende på røven og glide det meste af vejen. Afmagt. Over en måned i træk havde jeg på det tidspunkt følt mig som en motorisk multiretaderet. Dette, kombineret med en træt psyke, gjorde at jeg virkelig overvejede om det var sådan at jeg havde lyst til at bruge min tid. Om det var det værd. Heldigvis var jeg i stand til at holde mig oppe og Thomas Mølgårds råd om altid at vente med at give op til i morgen hjalp mig også. Og nu ser det faktisk ud til at vi er igennem. Der er nogle små bjergkæder foran os der måske gemmer en smule sne, men ellers har vi fra en del uafhængige kilder lade os overbevise om at vi er med fast grund under fødderne. En fantastisk følelse.

Snefriheden har givet os muligheden for at sætte farten en smule op igen og den 20. juli ankom vi til halvvejspunktet på ruten - det sted hvor der er 2100 kilometer til Mexico og 2100 kilometer til Canada. Det var stort og vi havde glædet os længe. Der er noget meget symbolsk over at være halvvejs. Fra halvvejen begynder der pludselig at være flere kilometer bag en end foran en og rent psykologisk er det som om man i højere grad arbejder sig frem mod det egentlige mål. Man har klaret den til halvvejen og nu kan man begynde at tro og håbe på at klare den hele vejen. Stort. Jeg havde de sidste to og en halv dag forinden båret en 750 ml. flaske champagne til at fejre dette. Hverken Anders eller østrigeren Matthias var i humør til den slags og af den grund kan jeg af personlig erfaring garantere at syv kilometers vandring på en sti dækket af væltede træer, med 750 ml. champagne i systemet efter ikke af have drukket alkohol i tre måneder, er en ret underholdende om end udfordrende beskæftigelse.

Vi har nu været 'på trailen' i tre måneder og de sidste små 2000 kilometer venter os. Vi forventer at klare dem væsentlig hurtigere end den første halvdel, men jeg må indrømme at jeg synes der er langt endnu. Den ekstreme monotoni kombineret med den konstante fokus på effektivitet og distanceorienterede fremskridt er begyndt at gnave lidt. Man ved hvad man skal lave hele dagen, hver dag, dag ud og dag ind. Der er ikke de store overvejelser at gøre sig hvad angår de daglige essentielle spørgsmål, så man har fantastisk meget disponibel tid og tankekapacitet. Af og til hører man musik for at få tiden til at gå og nogen gange snakker vi sammen, men når regnskabet er gjort op har man altid brugt det meste af sin tid i sit eget hoved i selskab med sig selv. Jeg vil nødigt betegne mig selv som dårligt selskab, men jeg er ærlig talt ved at være træt af at bruge så meget tid med mig selv. Jeg bliver stadigt mere irriteret og småskuffet da de store frie tanker, som jeg havde forventet ville myldre frem ansporet af mine storslåede omgivelser, stædigt udebliver. I stedet for at tænke vise og indsigtsrige tanker om mig selv, mine omgivelser og de store sammenhænge må jeg efter tre måneder væk fra den danske hverdags forstyrrende signaler og blokerende beton stadig slå mig til tåls med en særdeles uinspirerende blanding af irrelevante overvejelser, banale peditesser, nostalgi, omkvæd på sange jeg ikke kan lide, hårdslående argumenter og verbaliserede knytnæver til diskussioner og skænderier der aldrig vil finde sted og uendelige gentagelser og variationer af disse. Alt dette blandet op med en del god hjemve og forestillinger om hvordan jeg skal leve mit liv når jeg en gang kommer tilbage til Danmark. Alt i alt ikke særlig konstruktivt. På det sidste er jeg begyndt at øve mig i at tømme hovedet. På ikke at prøve at tvinge de indsigtsrige tanker frem, men snarere blot at luge ud i alt det andet skidt. For at få lidt ro. For at have en bedre chance for at opleve nuet. Jeg havde ikke troet at dette var noget man skulle kæmpe for - og i hvert fald ikke så hårdt - men det er da en start.

Et element som hjemve er centralt. Det hjælper dog en del at udføre rejsen i år 2011. Jeg snakker næsten ugentligt med min mor over skype og facebook og mail fjerner en del af distancen og isolationen. Jeg har tænkt en del over hvor radikalt anderledes en tur et 'thru-hike' af PCT må have været for 20-30 år siden. Jeg har tit snakket med venner og familie ansigt til ansigt på skype og kan følge med i venners liv på nettet. SÅ langt væk er vi heller ikke. Et andet aspekt i denne overvejelse er hvor meget nemmere internet og effektiv distribution af bøger har gjort den praktiske del af turen. Forholdene på stien længere frem kan vurderes ud fra flere seriøse internetkilder for ikke at nævne vandrerne foran ens internetbaserede journaler. Udstyr kan bestilles og modtages i løbet af få dage over internettet, man kan lave aftaler og udveksle erfaringer løbende og ikke mindst har man oftest et nogenlunde præcist billede af hvor på ruten man kan købe forsyninger og hvor der er folk der er klar til at hjælpe en!

Det sidste er en delt sandhed. Man har et godt billede af sikre øer af butikker og venlige folk der så bliver suppleret løbende af behagelige overraskelser. De sidste to uger har været en sand opvisning i overvældende generøsitet hvoraf det meste har været overraskende. De såkaldte 'trail angels' huserer i Nordcalifornien i højere grad end vi har oplevet det noget andet sted. Vi er blevet forkælet og budt velkommen i et sådan omfang at vi ofte har svært ved at tro på det. Jeg føler mig i evig gæld til fremmede efter al den tillid, venlighed og hjælpsomhed jeg har oplevet på denne tur.

Således vil jeg afslutte dette indlæg. Det blev skrevet temmelig sent, jeg håber det giver mening.

Alt det bedste til jer i Danmark!

One love Redneck og Shortcut

// Asger

Trætte af sne!

Hej alle.

Vi er nu i Sierra City. En lille landsby med fortid i guldgravertiden. Vi bor på Red Moose Café, som er ejet af trail angels'ene Bill & Margaret. Ud over at de serverer vildt god mad både morgen og aften, lader de tage brusebad, vaske tøj og telte i deres have. De sidste par dage er vi virkelig blevet behandlet godt!

Efter 5 hviledage i South Lake Tahoe, fik vi et lift tilbage til trailen af min far. Først skulle vi dog lige forbi Echo Lake Resort, for at aflevere en kasse med mad, som vi så kunne hente, når vi nåede dertil. Det ville have været træls at skulle blaffe ind til South Lake Tahoe igen, når nu vi allerede havde været der. Det viste sig dog, at vejen op til Echo Lake Resort var lukket, så vi måtte finde en anden løsning. Vi bankede på en tilfældig dør, i håb om at en venlig fremmed ville holde kasserne for os.
Personen der åbnede døren viste sig at være en trail angel. Han hed Mike og boede lige ved siden af PCT. Hvert år har han åbnet sin dør for sæsonens thru-hikere og ladet dem overnatte i gæsteværelset. Han havde dog ikke set nogle andre vandrere dette år endnu.
Vi efterlod kassen og kørte videre ned mod PCT.

De der har fulgt med på vores "Hvor er vi nu?"-funktion, har måske opdaget, at vi sprang 70 miles over. Det er der en årsag til. Vi forlod stien ved Tuolumne Meadows, hvorfra vi blaffede op til South Lake Tahoe. Fra South Lake Tahoe blev vi så kørt tilbage til Sonora Pass og skippede dermed 70 miles.
Situationen er den, at bjergene i Californien har fået omkring 200 % af den normale snemængde. Ydermere har snesmeltningen tidligt på sæsonen gået langsomt og derfor har der aldrig ligget så meget sne så sent på året, som der gør i år. De sidste par dage, har vi haft vildt høje temperaturer. Sneeen er derfor smeltet utroligt hurtigt og det har fået floderne til at svulme kraftigt op.
Strækket fra Tuolumne Meadows til Sonora Pass er i forvejen berygtet for slemme flodkrydsninger, så i år er det helt vildt.
Nogle af de mest erfarne og stærkeste vandrere dette år, har forsøgt at gå gennem dette stræk, men har måttet vende om. Vi har hørt beretninger om, at der ved en af floderne er en bro over, men at man vil komme i vand til navlen, hvis man prøver at gå over denne bro. Den er simpelthen helt oversvømmet!
Vi føler ikke at projektet er værd at risikere liv og lemmer for, så vi har, ligesom de fleste andre vandrere, valgt at droppe dette stræk.
Og 70 miles ud 2650 - hvad fanden!

Vi begyndte vandringen fra Sonora Pass sammen med Matthias, som vi har fulgtes meget med gennem hele turen. Han havde nydt godt af lidt trail angeling hos mine forældre den sidste dag og fik et lift sammen med os tilbage til stien.

Det tog os 4 dage at gå til Echo Lake hvor vores mad var. En hel dag hurtigere end vi havde regnet med. Vi mærkede en tydelig ændring i landskabet. Det er til at mærke, at vi nu er på vej ud af de store bjerge og vi begynder derfor at kunne gå længere gennemsnitsdistancer igen. Sneen var der dog stadig og den nye type landskab med tæt skov og mindre bjerge gjorde navigationen betydeligt sværere. Matthias' GPS hjalp os dog en del og vi farede ikke vild særlig mange gange.

Da vi ankom til Mike's hus, hang der en seddel på døren: "Jeg kommer hjem igen i nat eller i morgen. Døren er åben. Jeres kasser står, hvor I efterlod dem. I er velkomne til at tage et karbad, vaske jeres tøj og hænge ud her, hvis I har lyst. Der er et ledigt gæsteværelse ovenpå."
Tænk at stole så meget på fremmede mennesker, at man lader sin dør stå ulåst og lader folk man ikke har snakket med i mere end 2 minutter bo i sit hjem, mens man ikke selv er til stede. Det kræver godt nok en gæstfrihed og åbenhed jeg har svært ved at forholde mig til.
Vi lavede vores aftensmad på hans komfur, hørte musik på hans anlæg og hang ud indtil det blev mørkt. Mike kom hjem samme aften, lige inden vi skulle til at gå i seng. Vi nåede kun lige at få sagt hej, før vi gik til ro.
Morgenen efter stod vi op til normal vandre-tid, spiste morgenmad, pakkede vores rygsække og satte af sted på næste stræk - Echo Lake til Sierra City.

Den første del af strækket var meget turistet. Der var mange dagsvandrere umiddelbart efter Echo Lake Resort. Vi kom dog væk fra dem alle efter nogle timers vandring og så var vi på egen hånd igen.
Turen op gennem Desolation Wilderness lignede i høj grad den samme type landskab vi havde vandret i gennem the High Sierras - høje bjerge, frosne søer og masser af sne.
Det var min tur til at have kortet den dag, så jeg var hovedansvarlig for navigationen. Jeg havde på kortet set en mulig genvej højre om en kæmpe sø og ned ad en stejl klippevæg. Det så nemt nok ud på kortet, men man kan selvfølgelig aldrig vide hvordan det ser ud i virkeligheden. Jeg foreslog det på en meget forsigtig måde: "Hey guys. I have an idea for a possible shortcut. I cannot promise if it's doable - it looks like it is on the map - but it's definitely going to be an adventure." Vi besluttede os for at prøve.
Hvor stien gik lige ud, tog en kæmpe lang runde om nogle store snedækkede klipper, gik venstre om en stor sø og endte direkte til højre for os, cirka 2 miles længere nede, ville vi i stedet bare gå direkte til højre ned ad de snedækkede klipper, højre rundt om søen og ende lige på stien. Det så nemt ud på kortet.

Nedstigningen ned ad klipperne gik, men var vildt svær. Vi endte med alle sammen at falde og glide ned i stedet. Matthias faldt højest oppe fra og faldt direkte ned i et stort træ. Han slog sig heldigvis ikke, men det var en ret skræmmende oplevelse for os alle. Jeg gik lige bagefter og satte farten lidt ned. Jeg ville bare ikke falde. Alligevel gled min højre fod ud af det trin jeg havde sparket i sneen og jeg endte også med at falde ned. Et minut senere faldt Asger også og så var vi alle sammen nede af de stejle snedækkede klipper. Vi kom alle uskadte ned, men det var lidt "gnarly" som Matthias ville have sagt det.

Turen højre om søen gik ret nemt og for enden af søen var der endda en snebro over den flod vi ellers skulle have krydset. Vi skar dermed cirka 2 miles af PCT og sparede en hel del tid.
Efter at være kommet tilbage på stien sagde Matthias: "Hey Anders. From now on, I think I'm just going to call you Boyscout Shortcut", fordi jeg havde guidet os gennem sneen. "Shortcut might actually be a good trail name for you!", sagde Asger bagefter.
Nu hedder jeg Shortcut!

4 dage senere gennem noget lettere terræn og med nogle enkelte snefri stræk ankom vi så til Sierra City.

På et normalt sne-år vil en PCT-vandrer have cirka 50 miles på sne. Vi har nu vandret omkring 450 miles på sne og det ser ud til at der er mere på vej. Hvis man ikke kan lide sne, er 2011 virkelig et dårligt år at forsøge et thru-hike. Det er også tydeligt at sneen har knækket rigtig mange. Da vi startede ved Mexico havde vi cirka 100 mennesker foran os (hvis ikke flere). Da vi ankom til Kennedy Meadows (starten på bjergene) var vi i top 50. Nu har vi måske 10 vandrere foran os i alt!
Nogle stopper helt. Andre tager længere nordpå, og skipper strækkene med sne på. Og nogle andre igen, hopper frem og tilbage på stien og vandrer forskellige sektioner på forskellige årstider, for at undgå sneen.

Fra Sierra City ser det dog ud til at blive bedre igen. Vi er også begyndt at møde nogle af de mennesker der er hoppet herop for at undgå sneen. Jeg kan se lys for enden, men er forberedt på mere sne. De sidste mange uger har været rimeligt drænende energimæssigt!

Om en uges tid ankommer vi til halvvejs-punktet! Vi har gået 2000 kilometer og vi har 2200 tilbage. Det er ufatteligt, at vi næsten allerede er halvvejs.
Tidsmæssigt er vi dog over halvvejs. Vi regner med at kunne sætte farten en god del op, når vi kommer op til Nordcalifornien og Oregon. Canada føles pludselig ikke så langt væk længere!

Hav det rigtig godt!

Mvh. Redneck og Shortcut.

//ANDERS.

Da vejret skiftede / rejsen mod nye tider

Den sidste tid har været lidt usædvanlig.

Efter at Anders uploadede det sidste indlæg gik vi over til et pizzeria for at få lidt aftensmad. Det skulle være et godt sted havde vi hørt.. det havde de tilsyneladende også selv hørt og derfor var deres priser fuldstændig ubetalelige for vores hårdt prøvede tegenedrenge. Ude på parkeringspladsen besluttede vi os at gå på 'Dominos' der er et junk-pizzeria, men før vi nåede at gøre alvor af truslerne blev vi stoppet af en familie med ordene: "hey, are you guys hikers?" Da svaret - ærlige som vi er - blev ja, faldt vi i snak med dem, og hvilken snak! De var fra LA og havde aldrig hørt om Pacific Crest Trail, men da først vi havde forklaret konceptet var vi gud. De var helt oppe og køre af beundring og eventyr og vi snakkede med dem i lang tid. Pludselig kom en gut hen og spurgte om vi vandrede "the trail". Han hed Ben og havde selv vandret PCT i 2008. Nu havde han sammen med kaereste, svigermor og tre venner taget weekenden fri for at tage fra San Francisco til Mammoth Lakes og lave 'trail magic'. De havde svigermorens vens store hus og meget store mængder mad og vi var de første vandrere det var lykkes dem at finde. Dette ledte til en ret sej situation.. familien fra LA ville snakke mere med os og ved udsigten til at miste os til Ben skyndte de sig - på deres meget entusiastiske bymenneskeagtige måde - at tilbyde os pizza på den restaurant vi lige havde droppet af prismæssige årsager. Ben - der var desperat for at få fat i nogle vandrere og dermed give hans weekend en mening - lokkede med gratis overnatning, hjemmelavet vegetarlasagne og stor morgenmad. På absurd vis havde vores kortidsfremtid ændret sig fra junkfood og overnatning i den nærmeste skov (vi ville ikke betale for flere dage på motel) til at kunne vælge og vrage mellem to lækre aftensmåltider hvoraf den ene også inkluderede komfortabel overnatning. Vi valgte naturligvis Bens tilbud, men da han lige skulle hjem og tømme bilen først fulgte vi familien ind på pizzeriaet og hang ud med dem til Ben var tilbage.
Den generøsitet og venlighed vi oplevede hos Ben og hans familie var overvældende og selv om vi havde besluttet os for at tage ud dagene efter om aftenen endte vi med at blive der til morgenen efter igen. Masser af mad, Ben & Jerry's (de opdagede hurtigt vejen til mit hjerte og forsynede os med store mængder), godt selvskab, et lift tilbage til trailen og ikke mindst to komfortable nætter i en seng: Ben og hans familie har indtaget førstepladsen som vores favorit-'trail angels'.

Da vi forlod Ben var vi i den situation at vi havde ca. 65 kilometer til Tuolome Meadows hvorfra der gik en vej ned til Yosemite Valley hvor planen var at Anders forældre skulle hente os den 30. juni. Det gav os et virkelig mageligt regnskab mellem antal af kilometer og dage til at vandre dem i. Vi chillede de to første dage, omend den tredje dag blev ret hård.

*** VIGTIG MEDDELELSE FRA ANDERS OG ASGER ***
" Vi opfordrer kraftigt alle der overvejer at give sig i kast med friluftsliv i lidt større omfang til altid at medbringe ordentlige kort og kompas. Ligegyldigt hvor meget I elsker jeres GPS. "

Vores GPS slettede alle kort den dag vi skulle op på Mt. Whitney - fuldstændig uden varsel og forklarlig årsag. Derefter havde vi kun nogle 'way points', altså punkter der angiver ruten, på en blank baggrund. Det har vi så haft klaret os med derfra, indtil den på samme vis slettede dem også, dagen vi forlod Mammoth Lakes. Med stien fuldstændig dækket af sne er en GPS en meget nyttig hjælp og opportunister som vi er fandt vi nok en måde at klemme den sidste nytte ud af vores stærkt hæmmede GPS. Den tredje dag var lang og indebar to bjergpas og hele vejen var det kort og kompas-navigation, dog assisteret af koordinaterne aflæst på GPS'en. Den kunne altså endnu, til en vis grad, bruges til at bestemme hvor vi var.

Efter en hård tredje dag - hvor vi stødte ind i Drop Dead som vi ikke havde set siden Warner Springs - kom vi endelig ned i en dal under snegrænsen hvor stien var flot og nem at følge. Fra aftenens lejr var der kun ca. 15 kilometer til Tuolome Meadows og vi var klar på en nem og smuk dag dagen efter. Vi slog teltet op på en stor eng ned til floden der løb i dalen.

Store lysglimt og en svært placerbar trommende lyd vækkede os midt om natten. Efter at have siddet desorienteret i nogle sekunder gik det op for os at vores utidige vækkeur var lyn og en voldsom regn. De skyer der havde fulgt os sidst på dagen havde tilsyneladende beslutte at vi - på tærskelen til 'the High Sierras - skulle have en ordentlig afskedssallut. Og hvilket show! Hele natten skiftevis sneede og regnede det og lynene jagede os tre gange i løbet af natten ud af vores udsatte telt midt på engen og i tilflugt i skoven hvor vi stod i bælgragende mørke og piskende regn og ventede på at lynene skulle aftage nok til at vi turde bevæge os tilbage for at sove (læs: ligge med vidt åbne øjne og spekulere på hvornår vi næste gang skulle ud i skoven). Morgenen kom med mere nedbør og da vi ikke kunne trække den længere pakkede vi teltet sammen og rystende og gennemblødte begyndte vi vandringen. Det var miserabelt. Og så alligevel.. i over tre uger havde vi ikke haft andet end blå himmel og på sin vis var regnen forfriskende. Regnvejr har altid været mit humørs værste fjende, men min veninde Minni Wendy har lært mig den utroligt effektive teknik blot at smile af regnen. Den fysiske del af blot af smile er faktisk ofte nok til at starte en seriøs opklaring af mit sind - virkelig uvurderligt for et friluftsmenneske, mange tak Minni!!
Vandringen gik let (snyd ikke jer selv for den fantastiske oplevelse at soppe i kondisko!) og efter et par timer kom den faktiske opklaring også. Vi mødte nogle dagsvandrere der gav os et lift ned til Yosemite Valley og vi fik slået teltet op på en "gratis" 'camp ground' bagerst i al turistræset.

Læs "turistræset negativt og småfrustreret. Yosemite er fuldstændig vanvittigt turistbesat og nok var naturen vanviddet værdigt, men efter næsten en måned i naturen uden andre mennesker var det helt forkert. Naturen betragtedes gennem bilruder og kameralinser, på sikker afstand fra asfaltveje der gav den majestætiske dal et patetisk og tæmmet udtryk. Overalt omkring os myldrede turister rundt (jeg ved jeg lyder arrogant, men på nuværende tidspunkt føler vi os ikke som turister i den forstand) og vi hørte flere gange danske stemmer. Det hele var som et naturprogram set på storskærm sammen med turister fra hele verden og vi var ikke i tvivl om at vi skulle væk hurtigst muligt. Vi ankom først på eftermiddagen og Anders forældre ville ikke være i stand til at hente os før sent aftenen efter. Vi besluttede os for at den følgende dag skulle bruges på at blaffe til South Lake Tahoe hvor vi skulle være med hans familie.
Om aftenen faldt vi i snak med nogle guider der var meget imponerede over vores projekt og unge alder. Den ene så hans egne drømme i os - alt det han ønskede han selv havde gjort på vores alder og han insisterede på at vi fortjente en stor morgenmadsbuffet dagen efter. Han spiste ikke selv med os, men forlod os i morgenmads-paradis med mange lykønsker og et meget fast håndtryk.



Ved middagstid var vi klar med papskilte og meget store smil over de fremstrakte tommelfingre. Der var helt vildt meget trafik da majoriteten af (turisterne foretrak overvejende at opleve naturen uden at skulle bevæge sig), men den meste trafik skulle blot rundt i dalen og to små, sære skandinaver der forventede de skulle tage dem ind i deres bil var ikke noget de var vant til. Flere gange kom turbusser forbi med store ladninger turister med kameraerne fremme og jeg skal love for at vi selv endte som mindre turistattraktioner. Efter kun halvanden time var der dog bid og vi blev samlet op af Ed der arbejdede i dalen og skulle besøge en ven i Reno = drømmeliftet. Reno ligger nord for South Lake Tahoe på highway 396 der ville føre os næsten direkte til vores destination. Hvor heldig må man være? Hvor tilsmilet har man dog lov at være? (Alle der har svært ved at sætte sig ind i vores sindstilstand kan finde hjælp i omkvædet på denne sang: http://www.youtube.com/watch?v=Gi0C-XAwmuk).
Efter en næsten fem timers køretur stoppede vi ind ved Burger King i Gardnerville hvor vi gav Eds aftensmad (jeg ved godt det lyder sølle, men han ville ikke tage imod penge) og derefter var det frem med tomlen igen. En dame samlede os op og fortalte at vi stod et helt galt sted, men hun skulle nok køre os hen til et bedre sted. Det betød fantastisk nok i hendes terminologi at køre os hele vejen så en halv time senere fandt vi pludselig os selv i selve South Lake Tahoe. Lidt forbløffede og i temmelig godt humør. Vi vinkede farvel til den rare dame og fik fat i Anders forældre der kom og hentede os lige ved grænsen mellem Californien og Nevada, der opdeler søen mellem de to stater.

Anders far, mor, storebror og lillesøster greb anledningen til en sommerferie i staterne og havde lejet en hytte i South Lake Tahoe, hvor vi har brugt de sidste små fem dage på.. ja, at være turister.
Dagene siden vores drømmelift har vi brugt på at blive forkælet af Anders familie. Spist så meget som muligt, lavet så lidt som muligt og nydt den trygge hjemmelighed der er forbundet med at se nogen derhjemme fra. Ubesværet transport på fortrinlige leje-cykler, abnorme mængder Ben & Jerry's (nej, vi får ikke sponsorater for at reklamere så meget for dem, men det var da egentlig en god idé..), masser af familiehygge, masser af film og fjernsyn, bløde senge, fortryllende fyrværkeri på Idenpendence Day, fejring af Anders lillesøster Louises fødselsdag, slåskamp i 'down town' Tahoe (vi var ikke oppe og slås, men fik desværre den idylliske facade krakeleret af andre triste eksistenser), store mængder af Anders forældres utroligt lækre mad, en syndflod af varme brusebade, tiltrængt hvile for Anders ankel der nu har det væsentligt bedre med mere med mere. Vores dage i South Lake Tahoe har været en velfortjent og meget luksuriøs oase midt i en nådesløs og strabadserende sneørken og vi er nu klar. Klar til nok en gang at kaste os ud i vandringen; klar til nok en gang at jage landet for enden af stien.

Vi håber at I alle har en fantastisk sommer hjemme i Danmark og ønsker alle der netop er vendt hjem fra Roskilde tillykke med at de overlevede.

Skriv fortsat meget gerne til os, det er altid rart at høre nyt hjemmefra. også selvom der nogen gange går lang tid før vi får svaret.

Alt det bedste fra os til jer!!!

// Asger


PS. Status på skæg-konkurrencen kan ses på: https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/SkGkonkurrenceSouthLakeTahoe?authkey=Gv1sRgCNb_5vLW0u7MWw